Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig XIII (Konge af Frankrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at hendes betroede Raadgiver, Kardinal
Richelieu, 1624 blev ledende Minister. Fra nu af var
han altformaaende, og Styrelsen fik en hidtil
ukendt Fasthed. Det har været den alm.
Mening, at Kongen kun nødig fandt sig i sin
Ministers store Magt, men det er nu godtgjort, at
denne Opfattelse er urigtig. L. og Richelieu var
til Bunds enige om den Politik, som skulde
føres. Kongemagtens Udvidelse indadtil,
Frankrigs Magtforøgelse udadtil var for dem begge
et Program, de omfattede med den varmeste
personlige Interesse, følte det som en Pligt at
virke for. L. forstod, at ingen anden havde
Evner til at arbejde derfor som Richelieu; det
var dermed givet, at han vilde beholde ham
som Minister og værne ham mod alle Angreb;
det er vel muligt, at han til Tider med nogen
Uvilje har følt sin Ministers Overlegenhed, men
han tænkte ingen Sinde for Alvor paa at skille
sig af med ham. Der herskede da ogsaa stor
Fortrolighed mellem dem; Richelieu
behandlede altid Kongen med den største
Hensynsfuldhed, han diskuterede sine Planer med ham,
og ofte gav Kongen betydelige Bidrag til
Løsningen af vanskelige Spørgsmaal. Han var vel
langtfra sin Ministers Ligemand, men han
havde dog baade megen Indsigt og Viljestyrke,
saa han blev Richelieu en nyttig Hjælper. Ikke
desmindre levede der i Richelieu’s noget
mistænksomme Sind en vis Frygt for, at Kongen
skulde svigte ham, og hos den almægtige
Ministers Fjender bevaredes stadig et lidet
velbegrundet Haab om, at det skulde lykkes dem
at skille Kongen fra ham. En Rk. Forsøg
herpaa fandt Sted. 1626 forsøgtes en Hofbevægelse,
der førte til, at en af Lederne, Chalais, som
havde haft Mordplaner mod Richelieu, blev
henrettet. 1630 blev Faren større, da Marie af
Medici, der ikke havde faaet den Indflydelse,
hun mente at have Krav paa, satte al sin
Indflydelse hos Kongen ind paa at styrte
Kardinalen. L. blev imidlertid tro mod denne, og
Enkedronningen maatte forlade Frankrig.
Ogsaa Kongens Broder Gaston var med i
Bevægelsen, og 1632 førte denne til aaben Opstand.
Denne dæmpedes, og ogsaa Gaston maatte for
en Tid leve i Landtflygtighed. Endnu en Opstand
mislykkedes 1641, og endelig søgte en ung
Adelsmand Cinq-Mars, der havde vundet
Kongens Hengivenhed, 1642 at komme Richelieu
til Livs, men Richelieu fandt atter Kongen paa
sin Side. Over for alle disse Forsøg havde
Kongen og Richelieu i fuld Forstaaelse handlet
med megen Haardhed og anvendt strenge
Straffe. Opsætsighed mod Kongemagten syntes
dem en utilgivelig Brøde, som det var deres
Pligt at straffe. Man bidrog da ogsaa derved
meget til at vænne Frankrigs Adel af med at
bruge Oprør mod Statsmagten som Middel, saa
tit Kongen ikke fulgte dens Vilje. Samtidig med
denne Strid med Stormændene havde
Regeringen haft en anden Strid med Protestanterne.
L., der var overbevist Katolik, ønskede at
hemme disses Magt, og Richelieu var vel, trods sin
kat. Tro, som Minister yderst tolerant, men
Hugenotternes Magtstilling syntes ham en Fare
ogsaa for Frankrigs Ro og Kongens Magt, og
han var derfor rede til at vende sig mod dem.
Desuden var Hugenotterne stadig urolige, og
Resultatet blev da en Krig, som med
Afbrydelser varede fra 1625—29. Den endte med, at
Hugenotternes stærkeste Fæstning La Rochelle
blev tagen 1628 og deres sidste Hære
overvundne Aaret efter. Ved Ediktet af Alais
beholdt de dog i Overensstemmelse med
Richelieu’s Principper alle religiøse Rettigheder og
mistede blot deres politiske Magt. Richelieu,
for hvem Frankrigs Vel altid gik forud for
Kirkens, vilde gøre dem Forholdene taalelige og
samtidig muliggøre en venskabelig Forbindelse
med Udlandets Protestanter. Ogsaa paa anden
Vis arbejdede L. og Richelieu paa at hævde og
forøge Kongemagten. Adel og Borgere mistede
Midlerne til at modsætte sig Kongens Vilje ved
Nedrivning af en Del af deres Fæstningsværker,
Dueller forbødes, Parlamentets Magt
indskrænkedes, og ved en stor Udvidelse af
Intendanternes Tal og Myndighed skabtes Kernen til en
Embedsstand, udelukkende knyttet til Kronen.
Samtidig førtes en energisk Udenrigspolitik i
Henrik IV’s Aand rettet mod Huset Habsburg’s
Magtstilling. Allerede 1626 havde man forsøgt
en Kamp mod Spanierne i Italien; da var det
p. Gr. a. Frankrigs indre Forhold blevet
nødvendigt at standse. 1629 gentoges Forsøget, og
efter to Aars Kamp opnaaede man at erhverve
Grænsefæstningen Pignerol og sikre Frankrigs
Allierede, Hertugen af Nevers, Mantua.
Imidlertid havde man opmærksomt fulgt
Forholdene i Tyskland, hvor Trediveaarskrigen var
begyndt allerede 1618. Fra først af støttede
Frankrig kun forsigtig den habsburgske
Kejsers Modstandere, men Skridt for Skridt
vovede man sig videre frem, og 1635 begyndte
Frankrig aabenlyst Krig mod Kejseren og hans
Forbundsfælle Spanien. Richelieu og Kongen
havde med store Pengeofre skabt en talrig fr.
Hær, men i Beg. bukkede de uøvede Tropper
stadig under for Tysklands veløvede Soldater.
Kun de sv. Forbundsfællers overlegne
Dygtighed skyldtes det, at man i disse Aar alligevel
nogenlunde beholdt Overtaget. Ved Bernhard
af Weimar’s Død 1639 gik hans sv.-tyske Hær
imidlertid i fr. Tjeneste, hvorved det af
Bernhard erobrede Alsace kom i Frankrigs Magt.
Fra nu af førtes Kampen med stigende Held,
foreløbig især over for Spanien. Her støttedes
Oprørerne i Katalonien og Portugal, og
Roussillon, Cerdagne og Artois erobredes. 1642 døde
Richelieu, men Kongen fastholdt urokkelig
hans Politik, indtil han selv døde Aaret efter.
De Resultater, L. og Richelieu havde naaet,
var særdeles betydelige; deres dobbelte
Program: Kongemagtens Forøgelse og Hævdelsen
af Frankrigs Stilling som Europas første Magt
var gennemført. Stor Sympati havde de dog
ikke vundet i Befolkningen; der var i deres
Personligheder og deres Politik lidet, som talte
til dens Fantasi og Følelser, og desuden bragte
de stadige Krige og en daarlig Finansstyrelse
tunge Skatter. Som Helhed var dog Landets
materielle Kaar gode, og for Frankrigs
aandelige Udvikling blev disse Aar Beg. til den
glimrende Periode, der oftest betegnes med Ludvig
XIV’s Navn. Personlig var L. et Mønster paa
Pligtopfyldelse i sit private Liv som i sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
