Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig XIII (Konge af Frankrig) - Ludvig XIV (Konge af Frankrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Politik. Hans Forhold til Dronningen, der stadig
hørte til Richelieu’s Modstandere, vedblev at
være køligt, om det end bedredes, efter at hun
1638 havde skænket ham en Arving, den senere
Ludvig XIV. Han forelskede sig i to andre,
først Mme de Hautefort, senere Mlle de La
Fayette, men ingen af dem blev hans
Elskerinde. Han var legemlig svagelig fra Barn, og
hans Sygelighed fremmedes ved uklog
Lægebehandling med Aareladning o. s. v.; det
bidrog sammen med de lidet lykkelige Forhold,
under hvilke han voksede op, til at give ham
et melankolsk Sind. (Litt.: J. Héroard,
Journal sur l’enfance et la jeunesse de L. XIII
1601—28 [2 Bd, Paris 1869]; M. Topin, L.
XIII et Richelieu [1876]; G. Avenel, Richelieu
et la monarchie absolue [4 Bd, Paris 1884—88];
Hanotaux, Histoire du Cardinal de Richelieu
[2 Bd, Paris 1893—96], Beauchamp, L. XIII
d’après sa correspondance avec le cardinal de
Richelieu 1622—42 [Paris, 1902]).
P. M.
Ludvig XIV, Konge af Frankrig, f. 5.
Septbr 1638, d. 1. Septbr 1715. Han var Søn
af Ludvig XIII og Anna af Østerrig og blev ved
Faderens Død 1643, 5 Aar gl, Frankrigs Konge.
I de første Aar
førte hans
Moder Regeringen
i hans Navn.
Skønt hun
havde staaet
fjendtlig over
for Richelieu,
overlod hun
Styrelsen til
dennes
politiske Discipel:
Mazarin, og
Richelieu’s
Politik
fortsattes. 1651
erklæredes
Kongen for
myndig, men
endnu i 10 Aar
bevarede
Mazarin den virkelige Magt lige til sin Død. Det
var en urolig Tid med talrige
Stormandsbevægelser mod Regeringen, og den unge Konge
modtog et dybt Indtryk deraf. Mazarin opdrog
ham med megen Dygtighed til
Regeringsvirksomheden og lærte ham tidlig at sætte sine
personlige Interesser til Side for Statshensynene.
Det gælder saaledes L.’s Ægteskab. L. havde
forelsket sig først i en, siden og alvorligere i en
anden Niece af Mazarin (se Mancini), og
den sidste havde han lovet at gøre til
Frankrigs Dronning, men baade Mazarin og Anna af
Østerrig modsatte sig bestemt dette og
bevægede L. til i Overensstemmelse med
Pyrenæer-Freden 1659 at ægte Marie Theresia af
Spanien, hvorved han fik Udsigt til senere at kunne
gøre Arvekrav gældende over for en Del ell.
alle sp. Besiddelser. Da Mazarin døde,
besluttede L. at styre paa egen Haand uden nogen
Førsteminister, og han gennemførte siden
stadig dette. Hans politiske Grundsætninger var
den mest vidtgaaende Absolutisme, man endnu
havde kendt. Det er med Urette, man har
tillagt ham Sætningen L’état c’est moi (»Staten,
det er mig«), men den svarer ret godt til hans
Tankegang og har nogen Lighed med nogle
Sætninger, han ved given Anledning udtalte i
det parisiske Parlament, allerede en Gang i
Mazarin’s Tid. Han havde altid den stærkest
mulige Følelse af sin kgl. Værdighed, og han
optraadte med en Sikkerhed, som bidrog til at
give alle, der omgav ham, det samme Indtryk.
Uden at være nogen fremragende Begavelse
var L. i Besiddelse af gode Evner, og hans
store Arbejdsomhed hjalp meget til at hævde
hans rent personlige Indflydelse paa Statens
Anliggender. I sin Virksomhed støttedes han
imidlertid af en Rk. betydelige Ministre. En af
disse, Colbert, har Hovedæren for det nyttige
Arbejde, der gjordes for Landets indre
Udvikling. Af de andre udmærkede sig især
Udenrigsministeren Hugues de Lionne,
Krigsministeren Louvois og den fremragende Ingeniør
Vauban. I Udenrigspolitikken var de Fordele,
Richelieu’s Virksomhed havde skænket
Frankrig, allerede under L.’s Mindreaarighed blevne
bekræftede ved den westfalske Fred 1648, hvor
man vandt Alsace, og derpaa ved
Pyrenæer-Freden, der bragte Roussillon, Cerdagne og
Artois. I Fred under gode Forhold overtog L.
selv Styrelsen 1661. Han benyttede fra nu af
enhver Lejlighed til at hævde Frankrigs
Forrang for de andre Magter og vise dets Magt.
Saaledes sendte han som en Art Beskytter for
Kristenheden Kejseren Hjælp mod Tyrkerne.
1662 købte han Dunkerque tilbage fra
Englænderne. En Lejlighed til et større
Foretagende frembød sig, da Filip IV af Spanien var
død 1665. L. paastod, at efter en særlig Arveret
i de sp. Nederlande skulde disse tilfalde hans
Dronning Marie Theresia, og 1667 angreb han
Flandern og erobrede det uden Vanskelighed,
hvorpaa ogsaa Franche-Comté besattes. Da
samledes mod L. den saakaldte Tripelalliance:
Holland, England og Sverige, medens
Spanierne fik Fred med Portugal ved at anerkende
dets Uafhængighed. L. foretrak nu en fredelig
Overenskomst med Spanien for fortsat Kamp;
han tilbagegav Franche-Comté, men beholdt en
betydelig Del af Flandern. Derimod vendte han
sin Virksomhed mod Holland, der ogsaa var
ham ubehageligt ved dets Handelskonkurrence
og dets republikanske Styrelse. Ved Penge
knyttedes England og Sverige til Frankrig, og 1672
angreb man Holland. L. ledsagede selv sin
mægtige Angrebshær, hvis milit. Ledere var de
i Trediveaarskrigen prøvede Generaler Turenne
og Condé. Det syntes da ogsaa i Beg., at
man skulde vinde en let Sejr, men snart
samlede Hollænderne sig til energisk Modstand.
Medens England trak sig ud af Krigen 1674, fik
Hollænderne Hjælp af Spanierne, siden
desuden af Kejseren, en Rk. tyske Stater og
endelig Danmark ved dettes Angreb paa Sverige.
De fr. Hære sejrede stadig, snart i Holland,
snart i de sp. Nederlande og Franche-Comté,
og en kort Tid gjorde man sig endog til Herre
paa Sicilien, men alligevel forstod den fr.
Regering, at en fortsat Krig mod alle
Modstanderne vilde være uden Fordel, og 1678—79
 |
| Ludvig XIV. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
