Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig XV (Konge af Frankrig) - Ludvig XVI (Konge af Frankrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i høj Grad til at forberede de senere
Revolutionsbevægelser. Derimod gik Frankrig
materielt stærkt frem i denne Tid; man havde ikke
Krige af ødelæggende Karakter for selve
Landet, og de alm. Vilkaar for den økonomiske
Udvikling var gunstige. Samtidig fik fr.
Aandsliv den mest glimrende Udvikling, men i
skarpeste Modsætning til den bestaaende Styrelse.
L. havde med Dronningen 10 Børn, af hvilke
Dauphinen Ludvig døde 22. Decbr 1765. (Litt.:
Voltaire, Précis du règne de Louis XV
[2 Bd, Paris 1769]; Jobez, La France sous
Louis XV [6 Bd, 1864—73]; Tocqueville,
Histoire philosophique du règne de Louis XV
[2 Bd, 1847]; H. Carré, La France sous Louis
XV [1891]; Lettres inédites de Marie Lecsinska
[udg. 1886]; Bonhomme, Louis XV et sa
famille [1873]; Imbert de St. Amand, Les
femmes de Versailles: La cour de Louis XV
[1886]; E. og J. de Goncourt, Madame de
Pompadour [1878] og La Du Barry [1878]).
P. M.
Ludvig XVI, Konge af Frankrig, f. 23.
Aug. 1754, d. 21. Jan. 1793. Han var Søn af
Ludvig XV’s Søn Ludvig og Marie Josephe af
Sachsen. Faderen døde allerede 1765, Moderen
2 Aar senere.
16 Aar gl
ægtede L. 1770
den østerr.
Prinsesse
Marie Antoinette.
1774 blev han
ved
Bedstefaderens Død
Frankrigs
Konge, hilst
med store
Forventninger
af
Befolkningen, for hvis
Bevidsthed
han p. Gr. a.
sit udadlelige
Privatliv
dannede en stærk
Modsætning til
Ludvig XV. De mest forhadte af dennes
Raadgivere fjernedes; bl. Ministrene var nu
Maurepas, Turgot og Malesherbes, og navnlig paa
Tilskyndelse af Turgot foretoges energiske
Reformforsøg; dette vakte imidlertid
Hofkredsenes Misfornøjelse, og den lidet villiestærke
Konge gik da ind paa at fjerne Turgot og
Malesherbes allerede 1776. En Stund fulgtes
imidlertid alligevel en populær Politik, idet Frankrig
hjalp de nordamerikanske Stater i Kampen mod
England 1778—83, hvorved man vandt nogle
Kolonialfordele; desuden vandt den Mand, som
nu var den Ledende, Necker, alm. Sympati og
skaffede de fornødne Penge til Krigen uden ny
Skatter. Saa blev han imidlertid styrtet 1781,
og konservative Ministre, hvoraf de mest kendte
er Calonne og Brienne, fulgte ham. Styrelsen
vakte nu alm. Uvillie, og Finansforholdene blev
stedse mere fortvivlede. En Hovedgrund hertil
var det ødsle Hofliv, i hvilket Dronningen førte
an; L. selv nærede ingen Interesse for Festerne
og den øvrige Pragtudfoldelse, men han
tilfredsstillede stadig Dronningens Ønsker. Hun
blev stedse mere forhadt baade af denne
Grund og som Østerrigerinde, og saaledes
føjedes til den alm. politiske Misfornøjelse en ikke
ringe Uvillie mod Kongefamilien personlig. 1788
tvang Forholdene Kongen til atter at tage
Necker til Minister, og man drev nu hurtig
frem mod Enevældens Afskaffelse. Maj 1789
mødtes Rigsstænderne; inden længe
omformedes de til »Nationalforsamlingen« og tog i
Virkeligheden ganske Magten fra Kongen, medens
der baade i Paris og rundt om i Landet
herskede en alm. Uro, der fik Udtryk i gentagne
sejrrige Opstandsbevægelser. I Beg. haabede
man, at Kongen selv vilde stille sig i Spidsen
for den ny Bevægelse; han var dog lidet egnet
dertil; derimod var han personlig tilbøjelig til
langsomt at lade sig trække med uden egl.
Modstand, men dette hindrede Dronningens
Indflydelse. L.’s Politik blev derfor uklar og
vaklende, egnet til at indgyde alle Mistillid.
Endnu 14. Juli 1790, da han deltog i den store
Fest i Paris til Minde om Bastillens
Ødelæggelse, levede dog Forventningerne i
Befolkningen, og endnu Foraaret 1791 var der en
Mulighed for fredelig Forstaaelse gennem Aftale
mellem Kongefamilien og Mirabeau. Saa døde
imidlertid denne, og Juni 1791 søgte den kgl.
Familie at flygte fra Frankrig for at søge Hjælp
hos de østerr. Tropper ved Grænsen.
Resultatet blev, at han suspenderedes, indtil den ny
Forfatning var færdig, saa han kunde aflægge
Ed paa den. Dette skete Septbr 1791, og
Frankrig forvandledes derved til et konstitutionelt
Monarki med en meget svag Kongemagt, idet
Kongen kun fik Vetoret de to første Gange, et
Lovforslag vedtoges af den ny lovgivende
Forsamling. Forholdet til denne blev snart
ubehageligt, navnlig, da man vedtog Beslutninger
om Emigranternes Stilling og om Kirken, som
stred mod Kongens personlige Følelse for
Adelen og hans religiøse Overbevisning; forgæves
søgte han at anvende sit Veto herimod.
Bekymrede ved den voksende Bevægelse og forladte
af Adelen, der i stigende Tal emigrerede,
indlod Kongen og Dronningen sig stedse dybere i
Forhandlinger med udenlandske Fyrster,
navnlig Dronningens østerr. Slægt, om at bringe
dem Hjælp. Foraaret 1792 kom det til Krig
med Østerrig og Preussen; L. fortsatte
imidlertid Forbindelsen med disse, og i Befolkningen
blev Mistanken derom stedse stærkere. 20. Juni
kom det til truende Bevægelse, og da de
fjendtlige Tropper nærmede sig mere og mere til
Paris, kom Forbitrelsen her omsider til Udbrud
10. Aug. 1792. Befolkningen gjorde sig til Herre
i Tuilerierne og bemægtigede sig den kgl.
Familie, efter at L. havde forbudt sin Garde at
fortsætte Modstanden. Kongen erklæredes atter
for suspenderet, en ny Forsamling, det
saakaldte Nationalkonvent, valgtes, og 21. Septbr
1792 vedtog dette L.’s Afsættelse. Baade han
og hans Familie holdtes derpaa i strengt
Fængsel, og i Konventet anklagedes Kongen for
Forræderi. Efter Forfatningen 1791 var Kongen
uansvarlig, men man havde nu afskaffet denne
og behandlede ham som »Borger Capet« uden
 |
| Ludvig XVI. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
