Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig XVI (Konge af Frankrig) - Ludvig XVII (fransk Tronfølger) - Ludvig XVIII (Konge af Frankrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hensyn til de tidligere Forhold. Efter nogen
Strid satte Robespierre Novbr 1792 igennem,
at Kongen skulde dømmes og dømmes af
Nationalforsamlingen selv. Processen gik da for
sig de flg. Maaneder. L. forsvarede sig selv,
hjulpet af Malesherbes og den unge Advokat
Desèze. Forsvaret var kraftigt, og man havde
ikke sikre Beviser for Forbindelsen med
Udlandet. Alligevel fortsatte man. Saa godt som
enstemmig erklæredes han skyldig i
Sammensværgelse mod den offentlige Frihed og Statens
alm. Sikkerhed. Girondinerne, der ikke
ønskede ham henrettet, foreslog nu, at Dommen
skulde underkastes Ratifikation ved en
Folkeafstemning, men dette forkastedes med 424 mod
287 Stemmer. Derefter stemtes om Straffen.
Af 721 stemte 361, ell. een over Halvdelen for
Døden, 26 for Døden med Opsættelse, Resten
for forsk. Fængsels- ell. Landsforvisningsstraffe.
Endelig nægtedes Opsættelse af Straffens
Fuldbyrdelse med 380 mod 310. Den sidste
Beslutning toges 19. Jan. 1793, og to Dage efter
fandt Henrettelsen Sted. L. forlangte 3 Dage til
at forberede sig og Ret for sin Familie til at
forlade Landet, men det blev nægtet; derimod
indrømmede man ham at tage Afsked med
sin Familie og faa en Skriftefaders Trøst.
Under selve Henrettelsesscenen viste Kongen
stor Ro; han forsøgte at tale til den forsamlede
Mængde, men Beretningerne om hans Ord er
stærkt afvigende. L.’s Karakter var tiltalende,
og han gjorde sit Bedste, men hans Evner
forslog ikke i den vanskelige Situation, hvori han
var stillet. (Litt.: Soulavie, Mémoires
historiques sur le règne de Louis XVI [6 Bd,
Paris 1801]; Droz, Histoire de Louis XVI
pendant les années ou l’on pouvait prévenir
ou diriger la Révolution [3 Bd, 1839—42]; De
Falloux, Louis XVI [1840]; A.
Tocqueville, Coup d’oeil sur le règne de Louis XVI
jusqu’en 1789 [1850]; Souriau, Louis XVI
et la Révolution [1893]; Jobez, La France
sous Louis XVI [3 Bd, 1885]; E. og J. de
Goncourt, Histoire de Marie Antoinette [1878]).
P. M.
Ludvig XVII er den Betegnelse, som af
Frankrigs Legitimister er givet Ludvig XVI’s
Søn Ludvig, f. 27. Marts 1785, d. 8. Juni 1795.
Efter at hans ældre Broder var død. 4. Juni
1789, blev han Tronfølger, og i de flg. Aar
delte han sin Families lidet lykkelige Skæbne.
Efter 10. Aug. 1792 holdt man ogsaa ham i
Forvaring; efter nogen Tid anbragtes han hos
en Skomager, der behandlede ham slet, og
hvor han snart døde nedbrudt, dels af Sorg, dels
af de daarlige Forhold, hvorunder han her
levede. Der dannede sig snart et Sagn om, at
han var undsluppet fra Fængslet, idet man
havde anbragt en anden i St f. ham, og forsk.
forsøgte senere at udgive sig for L., men uden
at man har kunnet anføre nogen rimelig Grund
for disse forsk. sagnagtige Beretninger. (Litt.:
R. Chantelauze, Louis XVII, son enfance,
sa prison et sa mort au Temple, ny Udg. ved
M. P. Cottin [Paris 1895]).
P. M.
Ludvig XVIII, Konge af Frankrig
1814—15 og 1815—24, f. 17. Novbr 1755, d. 16.
Septbr 1824. Han var Søn af Ludvig XV’s Søn
Ludvig og Marie Josephe af Sachsen og Broder
til Ludvig XVI. Han fik Titlen Greve af
Provence og ægtede 1771 Louise Marie Josephine
af Savojen. Hans Forhold til Ludvig XVI var
ret køligt, og
den
Indflydelse, han
undertiden øvede,
lidet heldig.
Saaledes
bekæmpede han
i en lille Pjece
Les Mannequins
(Paris 1776)
Turgot og
bidrog 1781 til
Necker’s Fald;
ogsaa mod
Calonne vendte
han sig med
en Pjece:
Description
historique d’un
monstre
symbolique (Paris
1784). Samtidig bidrog han til at fremme
Uvillien mod Dronningen. Han vandt ved denne
Holdning en vis Popularitet. Ogsaa i Beg. af
Revolutionstiden stræbte han at bevare denne,
men uden meget Held, og da Kongen prøvede
at flygte 20. Juni 1791, flygtede han ogsaa. Han
fulgte imidlertid en anden Vej og slap bort. I
de flg. Aar blev han Leder af de Emigrerede
og opholdt sig en Tid i disses Hovedkvarter
Koblenz. 1792 fulgte han med nogle Tropper
den preuss. Hær ind i Frankrig. Efter Ludvig
XVII’s Død 1795 tog han Navnet L. XVIII;
han støttede nu som før de forsk. Bevægelser
mod den fr. Regering, men uden Resultat. Da
Napoleon havde taget Magten, foreslog han
ham to Gange at gennemføre det lovlige
Kongedømme, men Napoleon svarede med at tilbyde
ham Penge for at give Afkald paa sine Krav.
I Napoleon’s sidste Aar maatte han søge
Tilflugt i England. 1814 efter Napoleon’s Nederlag
vendte han med de fjendtlige Hære tilbage til
Frankrig, og ved Talleyrand’s Virksomhed
sattes det igennem baade hos de allierede Fyrster
og i det fr. Senat, at han udraabtes til Konge.
Han maatte imidlertid udstede en Forfatning,
der skænkede Frankrig en betydelig Frihed
efter eng. Mønster, men saaledes, at Magten
gaves til en stærkt begrænset Kreds af Rigmænd.
Derefter sluttede han en Fred med de Allierede,
hvorved Frankrig tilbagegav alt erobret saa nær
som Savojen og Nizza. Talleyrand blev nu hans
Udenrigsminister, og paa Wien-Kongressen
drev han en behændig Politik, som Jan. 1815
forenede Frankrig med England og Østerrig
til et Forbund mod Rusland og Preussen.
Samtidig lod Kongen imidlertid Reaktionen
nogenlunde frit Spil i Frankrig, og der skabtes en
stedse voksende Forbitrelse mod ham, saa da
Napoleon Marts 1815 vendte tilbage fra Elba,
sluttede Befolkningen sig med Begejstring til
ham. L. maatte 23. Marts i største Hast forlade
Paris for at søge Tilflugt i Belgien. Efter at
Napoleon var overvundet af de Allierede,
 |
| Ludvig XVIII. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
