Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Luftrørssvindsot - Luftrørsudvidelse - Luftsadel - Luftsejlads
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Luftrørssvindsot, Tuberkulose i Luftrøret,
som Regel i Forbindelse med Lunge- og
Strubetuberkulose.
H. I. B.
Luftrørsudvidelse, se Brystkatarr.
Luftsadel, se Lejringsforhold.
Luftsejlads foregaar nutildags efter to
væsensforskellige Principper, det
aerostatiske og det aerodynamiske, populært
kendetegnet som Systemerne »lettere« og
»tungere end Luften«. Efter det førstnævnte
Princip opnaas den for L. nødvendige Opdrift ved
Hjælp af en Ballon, fyldt med en Luftart, der
er mindre vægtfyldig end den atm. Luft. Efter
det sidstnævnte, der ogsaa kaldes
»Drageprincippet«, tilvejebringes Opdriften ved at
meddele en i Forhold til Bevægelsesretningen
skraat stillet Flade (Bæreplan) en tilstrækkelig
stor Hastighed paa lgn. Maade som ved en
Drage, der, fæstet til en Snor, holdes oppe
af Vindtens Tryk mod Dragens skraat stillede
Flade. Som Fremdrivningsmiddel anvendes i
den aerodynamiske L. den lette
Benzineksplosionsmotor, først konstrueret (1888) af
Østerrigeren Gottlieb Daimler, der ved denne
Opfindelse kan siges at have muliggjort L. med
Flyvemaskiner (Aeroplaner, ogsaa benævnt
Luftplaner; se Flyvemaskiner). Som en
særlig Art heraf skal her nævnes de i den senere
Tid fremkomne Svæveflyvemaskiner (populært:
Glideflyvere), der i det Ydre meget ligner de
egl. Flyvemaskiner (Fig. 1), men som mangler
Fremdrivningsmiddel (Motor), hvorfor Navnet
Flyvning uden Motor. Denne Art af L. baserer
sig paa den Omstændighed, at Vinden, naar
den blæser mod en Bakke- ell. Bjergskraaning,
faar en skraat opadstigende Retning, der
tillader Svæveflyvemaskiner ved en ikke for ringe
(mindst 4 m/sec.) Vindstyrke at holde sig
svævende i Luften, saa længe disse specielle
Vindforhold er til Stede, m. a. O., saa længe den
opadstigende Luftstrøm kan modvirke
Svæveflyvemaskinens (ogsaa »Sejlplanens«)
Synkehastighed; dersom Apparatet kommer uden for
dette Omraade, maa det, for ikke at styrte,
gaa i Glideflugt ganske som de alm.
Flyvemaskiner, naar Motoren stopper. Ved
Svæveflyvning vil der derfor ingensinde kunne blive
Tale om Lufttrafik, kun om Luftsport, mulig
med nogen videnskabelig Interesse. Tyskerne
er de første, der har forsøgt med denne Form
for L., navnlig paa Wasserkuppe ved Rhön
(Frankfurt a. M.), hvor Ingeniørerne Henzen
og Martens først opnaaede bemærkelsesværdige
Resultater. Ogsaa Franskmændene (ved
Combegrasse), Englænderne (ved Illford Hill) og
Amerikanerne har optaget denne Art Luftsport.
Verdensrekorderne i motorløs Flyvning
indehaves (indtil Marts 1923) af Franskmændene
Thoret og Barbot, der ved Biskra i Nordafrika
har holdt Luften i henh. 7 Tim. 3 Min. og 8
Tim. 30 Min. (den sidste Rekord er dog vistnok
ikke officiel). En Afart af L. foretages med
Faldskærm (Fig. 2). En saadan bestaar af
Silketøj og har i udfoldet Tilstand Form som
en Kuglehat, fra hvis Periferi udgaar Snore,
der samles i en sværere Line, som ender i en
Sele, hvortil Faldskærmsudspringeren er
fastgjort. Eksperimenterne med Faldskærm gaar
tilbage til Tiden før Luftballonens Opfindelse
(1783), hvor Leonardo da Vinci og Blanchard
var berømte Faldskærmopfindere. I Nutiden
anvendes Faldskærmen i stor Udstrækning ved
Ballon- og Luftskibsafdelinger, hvor den er
reglementeret Udstyr og under Verdenskrigen har
frelst Hundreder af Menneskeliv fra
Nedstyrtning. I Flyvemaskiner anvendes den sjældnere,
da det ved Flyveulykker i Luften er vanskeligt
 |
| Fig. 1. Svæveflyvemaskine. |
 |
| Fig. 2. Faldskærm. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
