Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Luftsejlads
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at hæve Tovet i hele dets Længde. Daler
Ballonen, vil Tovet slæbe langs Jorden, hvorved
Ballonen faar mindre Vægt og derfor vil stige,
indtil Tovet atter hænger frit. Desuden tjener
Slæbetovet til ved L. om Natten og i Taage
at sikre mod uventet Stødning mod Jorden,
ligesom det altid letter Landingen ved at
formindske Faldhastigheden og Farten, det sidste p.
Gr. a. Tovets Friktion mod Jorden. Landingen
er det vanskeligste ved Ballonfærd, idet det
her kommer an paa at udvælge et egnet
Terrain i Vindretningen og derefter at bringe
Ballonen til blidt at møde Jorden, hvilket især
under urolige Vejrforhold ofte er en prekær
Sag. Umiddelbart før Landingsøjeblikket
tømmes Ballonen hurtigt for Gas ved at løsrive
Afrivningsklappen.
Luftballonens Oprindelse. Den
første Plan til en Slags Luftballon skyldes saa
vidt vides den lærde Jesuiterpater Lana, der
levede i 17. Aarh. Han foreslog at pumpe
Metalkugler tomme. Denne Fremgangsmaade førte
ikke til noget Resultat, thi saadanne Kugler
maatte have tykke Vægge for at modstaa den
ydre Lufts Tryk. Luftballonens egl. Opfinder er
den fr. Papirfabrikant Joseph Montgolfier. Det
var i Slutn. af 1782, at han fandt paa at bringe
en Pose af Silkepapir til at stige til Vejrs ved at
fylde den med varm Luft. Efter nogle Forsøg
i det smaa tog Montgolfier sin Broder Étienne,
der var Matematiker og Arkitekt, til Hjælp til
en Fortsættelse i større Stil. 5. Juni 1783
foreviste Brødrene for Provinsialstænderne og et
stort Publikum en Luftballon af Lærred, foret
med Papir, som var 17,70 m i Tværsnit og
rummede c. 800 m3. Efter at være fyldt med
varm Luft, der tilvejebragtes ved Antændelse
af en Straaild, steg den hurtigt til c. 2000 m’s
Højde og dalede derpaa atter, indtil den 7—8
Min. derefter faldt ned i en Afstand af 2,5 km,
hvor den brændte op, da den havde fænget
under Fyldningen. Denne Begivenhed vakte en
uhyre Opsigt i hele den civiliserede Verden og
særligt i Paris, hvortil Étienne Montgolfier snart
begav sig og af Videnskabernes Akademi blev
opfordret til at gentage Forsøget. Montgolfier
fandt her en udmærket Hjælper i den dygtige
Fysiker Pilâtre de Rozier, mødte fra alle Sider,
deriblandt selve den kgl. Familie, den største
Velvilje og gav sig straks i Lag med
Forfærdigelsen af en stor Ballon. Der var dog mange
Vanskeligheder at overvinde, og før
Montgolfier’s Ballon blev færdig, kom en anden
Opfinder ham i Forkøbet. Det var Fysikeren Charles,
der straks ved den første Efterretning om
Forsøget i Annonay tog Spørgsmaalet op til
Undersøgelse paa sin egen Maade. Han stillede
sig den Opgave at indeslutte den størst mulige
Bareevne i den mindst mulige Ballonsæk og
bestemte sig derfor til at forfærdige Ballonen
af Silketøj, at give den Kugleform og fylde den
med Brint. Efter mange Genvordigheder
lykkedes det Charles i Forening med 2 dygtige
Mekanikere, Brødrene Robert, at faa en Ballon
færdig, tilstrækkelig tæt og fyldt med Brint; i
Modsætning til de store Varmluftballoner var
den kun c. 4 m i Tværmaal og rummede c. 33
m3. 27. Aug. 1783 blev den sendt op fra
Marsmarken i Overværelse af en meget stor
Menneskemængde, medens Iagttagere stod paa flere
af Taarnene for at maale Stigehøjden.
Ballonen steg hurtigt til Vejrs, skjultes i 1000 m’s
Højde af en Sky, kom atter til Syne og
forsvandt snart igen i et andet meget højere
Skylag. Men da den var lukket aldeles tæt,
maatte Brinten ved at udvide sig,
efterhaanden som det ydre Luftlag aftog, snart sprænge
sin Indeslutning, og Ballonen faldt efter 3
Kvarters Forløb ned i Landsbyen Gonesse ikke langt
fra Paris, hvor den af Beboerne blev
sønderrevet. Støttet af formuende Venner fortsatte
Charles Forsøgene efter en større Maalestok,
efter først at have udtænkt en Række
Forbedringer. For at forhindre Ballonens
Sprængning ved Brintens Udvidelse, blev den forneden
forsynet med en Sikkerhedsventil, ell. med et
»Appendiks«, en forlænget Spids, som lodes helt
aaben. Til Tømning indsattes foroven en
Sikkerhedsventil, som kunde aabnes ved Hjælp
af en Snor, der hang ned igennem Ballonen;
til Ophængning af Lasten konstrueredes et
Næt, som fordelte dens Tryk over den øvre
Halvkugle. Man besluttede at medføre en Del
Poser med Sand for at kunne forhale en
ubetimelig ell. for brat Nedgang ved at kaste ud
deraf, samt et Anker med Reb for at fastholde
Ballonen efter Nedgangen. Kort sagt: Charles
bragte den runde, gasfyldte Ballons
Konstruktion i det væsentlige til Fuldkommenhed, saa
at det er med fuld Ret, at den efter ham har
faaet sit Navn Charlière, medens
Varmluftballonen efter sin Opfinder kaldes Montgolfière
(Fig. 4). Imidlertid havde Montgolfier og
Pilâtre de Rozier fuldendt en stor Montgolfière,
og 19. Septbr blev den sendt op fra
Slotsgaarden i Versailles i Overværelse af Kongen, den
kgl. Familie og en uoverskuelig Skare af
Tilskuere. Et udtrykkeligt Forbud fra Kongen selv
forpurrede Rozier’s Plan om selv at gaa med
op, og man maatte nøjes med at sende nogle
Dyr (et Faar, en Hane og en And) med.
 |
| Fig. 4. Montgolfière. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
