Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lupin - Lupinin. - Lupinose - Lupinus - Luplau, Antonette Marie Henriette - Lupot, Nicolas - Luppe - Lupulin - Lupulinsyre - Lupus (Hudsygdom)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grøngødningsplante af Humle-Sneglebælg og
Rundbælg. I Norge er dens Dyrkning først forsøgt
i de senere Aar.
K. H-n.
Den farligste af L.’s Sygdomme er den
Svækkelsestilstand ell. tidlige Død, der
fremkommer paa kvælstoffattig Jord som Følge af
Mangel paa de Bakterier, der frembringer
Rodknolde og dermed Binding af Luftens fri
Kvælstof; Sygdommen forebygges let ved at forsyne
Jorden med de nævnte Bakterier, enten ved
Hjælp af Podejord ell. ved L.-Nitragin (se
Nitragin). I øvrigt kan de unge Planter
angribes af Lupinfluen (Anthomyia funesta),
Bladene af ældre Planter af Rust (Uromyces
Anthyllidis) ell. Meldug (Erysiphe communis); hele
Skud, Bælge og Frø kan ødelægges af
Skimmel-Bægersvamp (Sclerotinia Fuckeliana), saa vel
som ved Angreb af Fusarium.
C. F.
Lupinin. Denne Benævnelse er benyttet for
to forsk. Stoffer, som begge faas af Lupinus
luteus, det ene af selve Planten, det andet af
Frøene. Af Planten faas nemlig ved Udkogning
med 50 pCt. holdig Alkohol, Fældning af
Opløsningen med eddikesurt Blyilte og Sønderdeling
af Bundfaldet med Svovlbrinte Glykosidet
L. (nu ogsaa benævnt Lupulid), C29H32O16,
som en gullighvid, krystallinsk Masse,
tungtopløselig i varmt Vand og i Alkohol, men
letopløselig i Alkalier med dyb, gul Farve; ved
Hydrolyse ved Kogning med Vand ell. fortyndede,
uorganiske Syrer spaltes dette Glykosid i
Glykose og Lupiganin, C17H12O6, der er gult,
amorft, uopløseligt i Vand, tungtopløseligt i
Alkohol. I Lupinfrøene findes Alkaloidet L.,
C10H19ON, som danner rombiske Krystaller, der
smelter ved 67—68°, smager bittert og lugter
frugtagtig; det virker — omend svagt —
lammende paa Hjernen. I en Brintstrøm kan dette
Alkaloid destillere uden Sønderdeling ved
225—257°.
(O. C.). R. K.
Lupinose er Betegnelsen for en, navnlig
hos Faaret optrædende Sygdom, som fremkaldes
ved Fodring med Lupiner (Hø saavel som
Bønner). De første Meddelelser om Sygdommen
skriver sig fra Beg. af 1860’erne. Med
Lupindyrkningen bredte L. sig i de flg. Aar over hele
Nordtyskland, hvor den efterhaanden forvoldte
Opdrætterne saa store Tab, at Regeringen saa
sig foranlediget til at lade Sygdommens
Aarsagsforhold nærmere undersøge. L. kan ogsaa
optræde hos de andre Drøvtyggere, hos Hesten
og undertiden hos Svinet, ligesom den
eksperimentelt lader sig fremkalde hos Hunden. Den
maa opfattes som Forgiftning (»Intoksikation«),
fremkaldt af et Giftstof — Lupinotoxin — som
det er lykkedes at isolere af de giftige Lupiner,
men om hvis Dannelsesmaade man for øvrigt
ikke foreløbig ved rigtig Besked, det er
fortrinsvis de gule Lupiner — sjældnere de blaa- og
hvidblomstrede — som virker skadeligt. Alt efter
Planternes Giftighed og den større ell. mindre
Mængde, Faarene optager af Lupinfoderet, kan
Sygdommen optræde i en hurtig forløbende
(akut) ell. snigende (kronisk) Form.
Symptomerne ved den alm. L. er: Foderlede,
Temperaturforhøjelse, Mathed, Sløvhed, undertiden Krampe
i Tyggemusklerne (Trismus), træg Afføring, mere
ell. mindre udtalte Tegn paa Gulsot med
gulfarvede Slimhinder og gul Urin. Sygdommen
ender næsten altid dødelig efter 2—5 Dages
Forløb. Ved den kroniske Form er de
gulsottige Symptomer mindre fremtrædende. Dyrene
gaa til Grunde af en stedse tiltagende
Svækkelse og Afkræftelse. Ved Undersøgelse efter
Døden viser der sig ejendommelige
Forandringer i de forsk. Organer, navnlig i Lever (akut
gul Leveratrofi) og Nyrer (parenchymatøs
Nephritis). Nogen specifik Modgift kendes ikke,
men det giftige Lupinfoder kan gøres uskadeligt
ved Udvanding ell. endnu bedre ved en
Udludning med 1 % Sodaopløsning.
(G. S.). F. N.
Lupinus, se Lupin.
Luplau, Antonette Marie Henriette,
dansk Malerinde, er f. i Hillerød 7. Septbr.
1848, fik sin første Uddannelse under Kyhn og
studerede derefter dels i München, dels i Paris,
hvor hun malede under Collin og Courtois. Fra
1878 har hun udstillet Landskaber og
Portrætter; sammen med Emilie Mundt har hun i en
Række af Aar forestaaet en Tegneskole.
(S. M.) P. J.
Lupot [ly’po], Nicolas, fr. Violinbygger,
(1758—1824), f. i Stuttgart, hvor hans Fader var
Instrumentmager, kom 1767 til Orléans og
nedsatte sig 1794 i Paris. Hans udmærkede
Instrumenter nærme sig stærkt Cremoneserskolens —
L. kaldes for »den franske Stradivarius« — og
sættes meget højt af Kendere.
A. H.
Luppe, se Svejsejern.
Lupulin (Glándula Lúpuli), Humlemel,
kaldes de gule, glinsende, 0,15—0,25 mm store
Kirtler, der sidder paa Humlekoppernes Højblade,
fra hvilke de ved Tørring let løsner sig; de
vindes derfor særlig i Humleoplagene og
forekommer i Handelen mere ell. mindre blandet
med Bladdele, Sand etc. L. danner et
harpiksagtigt, klæbrigt Pulver, som i frisk Tilstand er
guldgult, senere brungult, af en ejendommelig
aromatisk Lugt, der ved lang Tids Opbevaring
gaar over til en ubehagelig Valeriane-Lugt. L.
indeholder æterisk Olie, Harpiks, Bitterstof og
glykolidisk Garvestof. L. fandt tidligere nogen
medicinsk Anvendelse.
B. G.
Lupulinsyre, Lupulit, Humlebitter,
det rene Bitterstof i Humle, danner farveløse
Prismer, som er næsten uopløselige i Vand, men
letopløselige i Alkohol, Æter, Kloroform,
Svovlkulstof, Benzol og Petroleumsæter. Den
alkoholiske Opløsning har sur Reaktion.
(O. C.). R. K.
Lupus (lat., ordret »Ulv«), Lúpus vulgaris
er en kronisk Hudsygdom, der begynder med
smaa, brungule Knuder i Læderhuden, der
langsomt breder sig og smelter sammen til større,
rødlige, knudrede Partier, som til sidst danner
overfladiske ell. endog dybe, ædende Saar.
Sygdommen kan betragtes som en Form af
Tuberkulose, idet Tuberkelbacillen findes i det
angrebne Hudvæv, men dog som en ejendommelig
Sygdom med et meget kronisk Forløb. Den
begynder hyppigst i Barnealderen ell.
Ungdomsaarene og kan vedvare igennem hele Livet; den
er almindeligere hos Kvinder end hos Mænd,
hyppigere paa Landet end i Byerne. Dens
sædvanlige Sæde er navnlig i Beg. Ansigtet, især
omkr. Næsen, hvor den ofte medfører meget
vansirende Affektioner, ved de mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
