Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lupus (Hudsygdom) - Lupus (astron.) - Lupus, Publius Rutilius - Lupus erythematodes - Lupus in fabula - Luquée - Lur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overfladiske Former p. Gr. a. den røde, knudrede,
skællende Hud, ved de mere dybtgribende (L.
exulcerans) p. Gr. a. Saar og ofte meget
betydelige Substanstab, der f. Eks. kan medtage
hele den bløde Del af Næsen. Ogsaa Huden paa
den øvrige Krop samt Slimhinderne, især i
Næse og Svælg, kan blive Sædet for L.
Sygdommen medfører i sig selv i Reglen kun
ringe Smerter og angriber kun i ringe Grad
Almenbefindendet; dog er et stort Antal
Lupuspatienter skrofuløse, og en Del af dem gaar til
sidst til Grunde ved Lungetuberkulose.
Sygdommen er kun i ringe Grad smitsom.
Behandlingen er meget langvarig og vanskelig
og gaar hovedsagelig ud paa at fjerne det syge
Væv ved Ætsmidler, ved Afskrabning og
Bortskæring ell. i den seneste Tid ved den
Finsen’ske Lysbehandling, der tager de kem. Straalers
intensive Virkning i sin Tjeneste, og hvis
Fortrin beror paa Smerteløsheden og de smukke
kosmetiske Resultater. Mindre Pletter
behandles dog oftest bedst ved simpel kirurgisk
Fjernelse.
(E. P-n.). C. Rch.
Lupus (astron.). se Ulven.
Lupus, Publius Rutilius, lat. Retor
paa Augustus’ og Tiberius’ Tid, har efterladt
os et Skr. Schemata lexeos (om Talefigurerne),
en forkortet Oversættelse af et tabt Skr. af en
samtidig gr. Retor Gorgias. Det har især
Interesse ved at indeholde Oversættelser af
Brudstykker af gr. Taler. Det er udg. bl. a. af Halm
i Rhetores latini minores (Leipzig 1863).
H. H. R.
Lupus erythematodes er en ret alm.
Hudsygdom, der oftest sidder i Ansigtet og viser
sig som skarpt begrænsede røde Pletter,
bedækkede med fasthængende hvide Skæl. Der findes
snart kun en enkelt Plet, snart fl., som ofte er
symmetrisk ordnede, en ell. fl. paa hver Kind og
en ell. fl. paa Næsen. Den er oftest meget
langvarig og har Tilbøjelighed til Vækst i Randen
og til at svinde i det midterste Parti med
Efterladelse af flade hvide Ar. Aarsagen er ikke
kendt med Sikkerhed; af mange anses den for
at skyldes Tuberkulose. Ydre Aarsager, især
Solens Lys, begunstiger dens Frembrud. Den er
meget vanskelig at behandle. Mange af de
anvendte Midler, især Salver, forværrer den. Et
af de bedste Midler er Frysning med
Kulsyresne.
C. Rch.
Lupus in fabula (lat.), ordsproglig
Talemaade: Ulven (i Fabelen) kommer, just som
man taler om den (Terents’ Adelphoi v. 537).
H. H. R.
Luquée [lu’kæ?], By i Paraguay, ligger 20
km Ø. f. Asuncion og har c. 15000 Indb.
G. Ht.
Lur (oldnord. Luðr, egl. »udhulet Træstok«).
1) Vor Tids Betegnelse for de store Blæsehorn
fra Bronzealderen, fundne i Landene omkr. den
vestlige Del af Østersøen, særlig i Danmark,
enkelte andre, dog mest kun i Brudstykker, i det
sydl. Sverige, Norge og Nordtyskland. Fra
Danmark haves nu over 25 Eksemplarer, hvoraf de
fl. opbevares i Nationalmus. i Kbhvn, deraf 10 i
hel Stand, alle Mosefund. Det største Fund, 6
Stykker, stammer fra Brudevælte Mose i Lynge
Sogn, 7—8 km S. f. Hillerød (1797). Det skyldes
Mosevandets konserverende Egenskaber, at disse
mærkelige Fortidslevninger er saa fortrinlig
bevarede. Som saadanne udgør L. musikhist.
Dokumenter af enestaaende Bet. Intet andet
Instrument Verden over kan i den Henseende
gøre dem Rangen stridig. Ved deres anselige
Størrelse, deres sindrige og yderst
omhyggelige Tilvirkning, deres skønne og
ejendommelige Ydre, afgiver
de Vidnesbyrd om
en højt udviklet
Musikkultur i
Norden allerede i
hine urfjerne
Tider. Længden af
de bevarede
Eksemplarer varierer
fra 2,38 til 1,51 m.
Røret, støbt i
Bronze, er konisk
dannet helt
igennem, bestaar af fl.
Led, der nøje er
passede sammen.
Af Hensyn, til
Tonens Skønhed er
Rørets Vægge
indvendig gjorte
ganske glatte og
jevne, og Metallet er
saa tyndt støbt
(1—1 1/2 mm), at vi
selv i vore Tider i
Danmark ikke kan
genfremstille det
saaledes ved
Støbning. Mundstykket
er et »Kedelmundstykke«, omtrent som det,
Basunerne nu bruger. I L.’s ydre Form med
det stærkt svungne Rør har vi øjensynlig en
stiliseret Efterdannelse af Oldtidens opr.
Toneredskaber, store Dyrehorn. Lydaabningen er
prydet med en stor rund Skive, prægtig
udstyret med ophøjede Skjoldbukler og punslede
Ornamenter, ejendommelige for Bronzealderen.
Tidligere har man fejlagtig antaget, at L.
under Blæsningen skulde holdes nedad, bøjet
omkr. Legemet paa Blæseren. Sagens Natur
saavel som hele Instrumentets Bygning tyder
dog afgjort paa, at L. er bleven holdt foran
Blæseren med Lydmundingen opad.
Ved Undersøgelsen af de bedst bevarede
Eksemplarer paa Nationalmuseet i Kbhvn har
de vist sig som Musikinstrumenter af
ypperlig Beskaffenhed. Toneomfanget er betydeligt,
spænder over de første 12 »Naturtoner« i 3 1/2
Oktav, hvortil endnu kommer harmoniske
Undertoner (»Pedaltoner«) indtil 10 i Antal. Om
hele dette Toneomfang paa 22 Toner virkelig
har været benyttet i Bronzealderen, maa staa
hen, men enhver Blæser i vore Dage vil uden
Vanskelighed kunne frembringe dem. L. er
nem at blæse, Tonen ligger fast og løber let.
Klangfarven er metallisk og klar, i Højden som
et Valdhorn, i Dybden som en Altbasun.
Karakteren af Tonen er afhængig af Blæsemaaden,
kan snart være mild og blød, snart gjaldende
stort og mægtig igennem som en Basun.
Ved Fundene var der den Mærkelighed, at
L. altid laa to og to sammen, og at hvert Par
 |
| Lur. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
