Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lyd (sprogl.) - Lyda - Lydbiskop - Lydbølger - Lydda - Lyddannelseslære ell. Artikulationslære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kan se paa dem paa to væsentlig forsk. Maader,
dels fys.-akustisk, dels fysiol.-artikulatorisk. I
første Henseende analyseres Sproglyd som
andre, ikke-sproglige L. og inddeles som disse i
Larme ell. Støje (uden regelmæssige
Svingninger) og Toner (med saadanne) — en Inddeling,
der delvis falder sammen med den i
Konsonanter og Vokaler. Tonerne undersøges igen m. H.
t. deres Styrke, Højde og Klangfarve. Skønt
Sproglydenes akustiske Egenskaber naturligvis
spiller en stor Rolle for vor Opfattelse af dem,
og skønt der er arbejdet dygtig paa
Undersøgelsen af dem, har denne Betragtningsmaade
dog — i alt Fald hidtil — langtfra ført til saa
sikre og for Sprogvidenskaben saa
betydningsfulde Resultater som den
fysiol.-artikulatoriske Undersøgelse af, hvilke Organer og
hvilke Organstillinger der er virksomme ved
Frembringelsen af de enkelte L. De alm. kendte
Inddelinger af L. og Navne paa de enkelte
Klasser af disse er da ogsaa hentede fra denne
Side af L.’s Væsen, idet vi paa den ene Side
efter Organerne har Læbelyd, Tungespidslyd,
Fortungelyd, Bagtungelyd, Næselyd o. l., paa
den anden Side efter Organernes Stilling
Lukkelyd, Aabnelyd (Hemmelyd), Sidelyd o. l., se
nærmere om hvert af disse Navne under
Konsonanter og Vokaler. Den samme
Stilling af alle Taleorganerne, fra Læberne
indefter til Stemmebaandene, giver den samme L.,
og omvendt vil der ved enhver nok saa lille
Ændring i blot eet Organs Stilling fremkomme
en ny L. Men i Praksis slaar man de nærmest
ved hinanden liggende Nuancer sammen som
een og samme L. Hvert Sprog udvælger bl. de
utallige mulige L. et mindre Antal, hver af
disse med en vis »Rigtighedsbredde«, der
væsentlig afhænger af, hvilke af Nabolydene der
benyttes i Sproget til at udtrykke
Betydningsadskillelse. Hver Vokal kan saaledes snart
udtales med lidt mere sænket, snart med lidt
mere hævet Kæbe, med lidt mere fremskudt ell.
tilbagetrukket Tunge, uden at Forskellen føles
af Tilhøreren som forstyrrende, forudsat at
man ikke f. Eks. ved Udtalen af o aabner
Munden saa meget, at man kommer ind paa
Omraadet af d, ell. paa den anden Side lukker den
saa meget, at man kommer ind paa u’s
Omraade. Men disse Rigtighedsbredder kan være
forsk. i forsk. Sprog (saaledes vil meget, der
af en Nordmand betragtes som rigtigt o, for
et dansk Øre være kommet for tæt ind paa
Livet af u, idet det norske u’s
Rigtighedsomraade er forskudt en Del i Retning af y), ja
endog inden for samme Nation kan der være
lgn. Forskelligheder, som naar simple
Englænderes Omraade for Diftongen ei i tale er et
andet end dannedes, saa at de sidste ofte vil
høre de førstes Udtale af dette Ord som deres
eget tile. En Nation kan derfor være ude af
Stand til uden særlig Training at opfatte
Forskelle, der for en anden spiller en stor Rolle,
saaledes Englænderne m. H. t. det danske e og
æ ell. dansk Forskel mellem en Møller og Hr.
Møller.
Ved L.’s Forbindelse opstaar fl. Fænomener
(se især Glidelyd og Eksplosiv), ja
selve Overgangene fra een L. til en anden kan
under visse Omstændigheder optræde saa
ejendommelig, at man undertiden har opstillet dem
som selvstændige L., hvad der dog ikke er
heldigt fra et systematisk Standpunkt. Dette er
saaledes Tilfældet med de saakaldte faukale
L. (ogsaa kaldt Velareksplosiver), der opstaar
ved, at i Forbindelser som pm (f. Eks. i
Opmand) og tn (f. Eks. i Ætna) Ganesejlet, der
ved p og t slutter sig tæt til Svælgvæggen,
sænker sig for at give Luften Passage gennem
Næsen ved m, henh. n. — L. karakteriseres
foruden ved deres Kvalitet ogsaa ved deres
Varighed ell. Længde (se Kvantitet). — De
efter hinanden flg. L. ordner sig naturligt i visse
Grupper, de saakaldte Stavelser; disse
ordner sig igen i Stavelsegrupper, især efter
Styrke- og Pauseforholdene. Derimod er »Ord«
ikke noget lydligt Begreb, da man ikke ved en
nok saa indgribende rent lydlig Undersøgelse
kan bestemme, hvor mange Ord en given
Lydgruppe bestaar af; mellem de enkelte Ord gør
man i Reglen ikke (behøver i alt Fald aldeles
ikke at gøre) nogen Pause, og de samme
Overgangsfænomener, der findes mellem L. inden
for samme Ord, findes ogsaa mellem
sammenstødende L. i forsk. Ord, smlg. f. Eks. op med,
et Nu med de ovenn. Opmand, Ætna. — Til
Stavelserne er væsentlig knyttet de som
Accent betegnede Styrke- og
Tonhøjdefænomener.
Læren om Sproglyd kaldes alm. Fonetik
(s. d.). (Litt.: H. Sweet, Primer of
Phonetics [Oxford 1890]; E. Sievers, »Grundzüge
der Phonetik« [5. Opl., Leipzig 1901]; W.
Viëtor, »Elemente der Phonetik« [6. Opl., Leipzig
1914]; O. Jespersen, »Fonetik« [Kbhvn
1897—99]; samme »Lehrbuch der Phonetik« 3te
Aufl. [Leipzig 1920]; L. Roudet, Élements de
Phonétique générale [Paris 1910]; G.
Panconcelli-Ca1zia, »Experimentelle
Phonetik« [Berlin 1921]; J. Forchhammer,
»Theorie und Technik des Singens und Sprechens«
[Leipzig 1921]; O. Broch og E. W. Selmer,
»Håndbok i elementær fonetik« [Kria 1921]).
O. Jsp.
Lyda, se Bladhvepse og
Fyrrebladhvepse.
Lydbiskop (af gl dansk »Lyd«, ɔ: Folk, ikke
af at lyde) ell. Landbiskop, se
Korbiskop.
A. Th. J.
Lydbølger, se Bølgebevægelse og
Lyd.
Lydda, se Diospolis.
Lyddannelseslære ell.
Artikulationslære kaldes den vigtige Del af Læren om
Sproglyd, som omhandler Dannelsen af de
enkelte Lyd ved de forsk. Taleorganers Stillinger
og Samvirken. Kendskab til L., baade mere
teoretisk og praktisk, er nødvendigt for enhver,
der giver Undervisning i Udtale, enten det nu
er Modersmaalets ell. et fremmed Sprogs, men
af ganske særlig Bet. bliver det for
Døvstummelæreren, der underviser efter Talemetoden: han
maa ikke alene være fortrolig med hver enkelt
Lyds Organstilling, men maa ogsaa udfinde de
mest praktiske Maader, hvorpaa den
Døvstumme kan bringes til at efterligne de forsk.
Organstillinger uden at have den Kontrol, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
