Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lykien - Lykios - Lykisk - Lykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
denne Tid havde Lykierne efterhaanden
opgivet deres særegne Nationalitet og langsomt
ladet sig hellenisere. De bevarede
Mindesmærker, hvoraf der findes særdeles mange, bærer
ogsaa Præget af en stedse tiltagende gr.
Indflydelse. De fleste er Grave, dels fritstaaende,
dels indhuggede i Klipperne (se Fig. Bd IV, S.
315). Bet. Fund er især gjorte i Byerne
Xanthos og Patara; i den sidstnævnte By havde
Apollon et Orakel. Af andre Byer kan nævnes
Tlos, Pinara, Myra og Olympos.
(Litt.: Treuber, »Geschichte der Lykier«
[Stuttgart 1887]; Fellows, Discoveries in
Lycia [Lond. 1841]; »Reisen im südwestlichen
Kleinasien«, I, ved Benndorf og
Niemann, II ved E. Petersen og F. v.
Luschan [Wien 1884—89]; Perrot et
Chipiez, Hist. de l’Art dans l’Antiquité, V [Paris
1890]).
H. H. R.
Lykios, selykeios.
Lykisk, Oldtidssproget i Lykien, kendes af
henimod 150 Indskrifter især fra 4. og 5. Aarh.
f. Kr. Den første, der med Held beskæftigede
sig med L., Tyskeren Moriz Schmidt,
ansaa Sproget for indoeuropæisk; senere blev det
fra anden Side med stor Styrke hævdet, at L.
ikke kunde være indoeuropæisk. Efter de store
Fremskridt, som Tydningen har gjort i de
allersidste Aar, især ved nordiske Sprogforskere,
tør det betegnes som overordentlig sandsynligt,
at L. er indoeuropæisk, om end med et meget
ejendommeligt Særpræg. Inden for Lilleasiens
i Oldtiden aabenbart temmelig brogede
Sprogverden var L. vistnok nærmest beslægtet med
Karisk og med det i den nyeste Tid fremdragne
langt ældre Hethitisk. (Litt.: Sophus
Bugge, »Lykische Studien« [Kria 1897,
Videnskabsselskabets Skr]; Alf Torp, »Lykische
Beiträge« [Kria 1898—1900, Videnskabsselskabets
Skr]; Vilh. Thomsen, Études lyciennes
[Kbhvn 1899, Videnskabernes Selskabs
Oversigter]; Holger Pedersen, »Lykisk«
[Nord. Tidsskrift f. Filol., 3. Rk., VII og VIII;
alm. Orientering] og »Zu den lykischen
Inschriften« [Zeitschr. f. vergl. Sprachf., Bd 37];
Kalinka & Heberdey, Tituli Lyciæ lingva
Lucia conscripti [= Tituli Asiæ Minoris I]
[Wien 1901]).
Hlg. P.
Lykke, Navn, der i Middelalderen blev
baaret af forsk. Adelsmænd, hvis Vaabener ikke
kendes, og som utvivlsomt optoges af en Linie
af Slægten Mus, der førte et sort Møllehjul i
Sølv, paa Hjelmen to Vesselhorn. Til denne
Linie hørte Hr. Iver L. til Egholm, der tog
fremragende Del i Slaget paa Falen 1389, og
som var en af Dronning Margrethe’s vigtigste
Raadgivere. Denne Slægt L. uddøde med Hr.
Iver’s Sønner. Navnet optoges imidlertid af
hans Søstersøn, Rigsraaden Hr. Peder L. til
Stadsgaard, hvis Slægts Vaaben — en med en
grøn Vinranke belagt Sølv Bjælke i rødt, paa
Hjelmen to røde Vesselhorn, hvert belagt med
en lgn. Bjælke — tyder paa en Afstamning fra
den udbredte jyske Æt, der kendes under
Navnene Munk, Roed, Krabbe, Sommer o. s. v.
Bl. sidstnævntes Sønner skal nævnes Niels L.
til Skovsbo og Hansi, til Havnø. Den første
var Fader til Rigsraaden Hr. Joachim
(Jacob) L. (d. 1541), en af Deltagerne i den jyske
Adels Opstand mod Kristiern II. Hans Søn, Hr.
Niels L., var derimod Kongens Mand. Før
det stockholmske Blodbad begyndte, søgte han
at besmykke Kongens Adfærd, idet han holdt
en Tale til Mængden paa Stortorvet. Senere
deltog han i Kbhvn’s Forsvar og sluttede sig
saa til Kongen i Udlandet. Han udsonedes
imidlertid 1528 med Frederik I, der sendte ham
til Norge. 1532 optoges han i det norske
Rigsraad. Da han havde væsentlig Andel i
Beseglingen af det Lejdebrev, der blev givet Kristiern
II, faldt han i Unaade. Hr. Niels var gift med
Eline Nielsdatter Gyldenløve fra Østraat. Som
Enkemand avlede han en Søn med hendes
Søster, Lucie, hvem Kirkens Love forbød ham
at ægte. Han protesterede herimod, idet han
var gaaet over til den lutherske Lære. Hans
Forhold vakte dog saa stor Forargelse, at
Ærkebispen tog ham til Fange, dømte ham
skyldig og lod ham røge ihjel i Fængslet i
Trondhjem Juleaften 1536, før der var fældet
endelig Dom i Sagen. Fra en af hans Brødre
nedstammede Ritmester Erik L. til Skovsbo
(1651—1701), der blev Slægtens sidste Mand. —
Ovenn. H. L. var Fader til den rige Rigsraad
Hr. Peder L. til Nørlund og Hverringe (d.
1535), som indtog en anset Stilling under
Frederik I, og til Erik L. til Havnø og
Skovgaard. Den førstnævntes Søn, Hr, Jørgen L.
til Hverringe og Overgaard, hvis Hovedbygning
han opførte (d. 1583), var længe i fr. Tjeneste,
sidst som Kong Frants I’s Raad og
Kammerherre, gentagne Gange benyttet i diplomatiske
Sendelser til Danmark. Efter at være vendt
hjem optoges han 1544 i Rigsraadet, blev
Indehaver af betydelige Forleninger, deltog 1548 i
det store Følge, der ledsagede Kongedatteren
Anna til Sachsen, og benyttedes ogsaa som
Sendebud af den danske Konge. Han deltog i
Krigen mod Sverige og udnævntes 1564 til
Løjtnant (ɔ: Stabschef) hos sin Svoger, Marsken Hr.
Otte Krumpen. Pragtelskende, forfængelig og
gavmild kaldtes han den sidste Ridder i
Danmark. Han, og hans Slægt med ham, antog et
nyt Vaaben: Skjoldet firdelt, i 1. og 4. Felt de
gl. Lykkers Møllehjul, i 2. og 3. Munk’ernes
vinrankede Bjælke, paa Hjelmen Hjulet
mellem de to med Bjælken belagte Vesselhorn.
Hans Søn, Rigsraaden Henrik L. til
Hverringe, Gisselfeld og Overgaard (1555—1611),
ligeledes benyttet i udenlandske Sendelser, var
Fader til Anne L. (1595—1641), der som Enke
efter Cai Rantzau til Rantzausholm traadte i et
skandaløst Forhold til den udvalgte Prins
Christian og derfor 1626—28 holdtes indespærret af
Kongen; senere ægtede hun Knud Ulfeldt til
Hellerup. Hendes Broder, Frands L. til
Overgaard og en lang Række andre Herresæder (d.
1655), en af Landets rigeste Mænd, der ejede
over 8000 Tdr Hartkorn, var Fader til den
kendte Cai L. (s. d.) og til Christence L.
(1636—67), anden Gang gift med General og
Hvid Ridder Frederik von Arenstorff, hvis Slægt
ved dette Ægteskab kom i Besiddelse af
Overgaard. Ovenn. Erik L. til Havnø og Skovgaard
blev Fader til Erik L. til Skovgaard og
Rugaard (d. 1592), der tjente baade til Lands og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
