Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel / 212 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Læbesmykke - Læborg-Stenen - Læbælte (i Næringsloven) - Læbælte (Bevoksning) - Læder

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Læbesmykke. Hos adskillige Folk i
Amerika og Afrika findes den Skik at gennembore
Læberne og i den frembragte Aabning at fæste
et Smykke. Aleuterne og Alaska-Eskimoerne
anbringer smaa Ben- ell. Stenstykker i Huller
ved Mundvigene og ofte tillige
en flad Stenskive midt i
Underlæben. Nordvestkystens
Indianere bærer i Underlæben et fladt
Benstykke, der kan naa en
Størrelse af 5 X 8 cm. Hos
sydamerikanske Indianerstammer
træffes saavel cylindriske som
skiveformede Sten anvendte som L.;
nogle Folk bærer en indtil 20
cm lang, af Harpiks dannet tynd
Stift (se Fig.), andre
(Botokuderne, se Tavlen »Amerikanske
Folketyper« Nr 21) en flad,
cirkelrund Skive af let Træ, indtil
10 cm i Tværmaal. Hos Folkene
ved den øvre Nil (Bongo, Mittu)
forsynes saavel Over- som Underlæben med
Gennemboringer, i hvilke Pinde, Træklodser og Skiver
af Horn og Elfenben anbringes. Nogle
centralafrikanske Folk (Mangaia, Banyai) bærer i
Overlæben en stor, ringformet gennembrudt
Træskive (Læbering ell. Pelele). De store
Træskiver i Underlæben bevirker ved deres
fortsatte Tryk paa Underkæbens Fortænder, at
disse tidlig bliver løse og falder ud. Ogsaa
paa Sproget skal L. øve Indflydelse, idet de ofte
modvirker ell. hindrer Artikulationen af forsk.
Lydgrupper.
(C. Fr.). K. B.-S.

Læbesmykke.

Læborg-Stenen, en dansk Runesten,
fundet ved Læborg Kirke (Malt Herred, Ribe
Amt), nu paa Kirkegaarden smst. Indskriften,
som af Wimmer henføres til Tiden omkring
Aar 900, lyder i Overs.: »Ravnunge-Tove
huggede disse Runer efter Tyre sin »Dronning««.
— Baade Ravnunge-Tove og Tyre nævnes
ogsaa paa den større Bækkesten (s. d.); men
da dróttning foruden »Dronning« ogsaa kan
betyde »Herskerinde, Frue i Huset«, er der
heller ikke for L.’s Vedk. noget som helst, der
støtter den ofte udtalte Mening, at den »Tyre«,
som nævnes paa de to Runestene, skal være
den samme som Tyre Danebod. (Litt.:
Wimmer, »De danske Runemindesmærker«,
II, 38 ff.).
V. D.

Læbælte kaldes den i Næringsloven af 29.
Decbr 1857 §§ 28, 54, 55 og 57 ommeldte
Landstrækning omkr. Købstæderne, inden for
hvilken der kun maatte drives enkelte Arter af
Næringsbrug. De nævnte Afstandsbestemmelser,
der var den sidste Rest i dansk Lovgivning til
Værn for Købstædernes Næringsbrug, er
ophævet ved Lov Nr 46, 11. Febr 1920. Se i øvrigt
Afstandsbestemmelser.
W. O.

Læbælte kaldes en, almindeligvis
stribeformet Bevoksning af Træer ell. Buske, som skal
bryde Vinden og derved give Læ enten for en
anden Bevoksning af Træer ell. Urter ell. for
en Bolig ell. for Husdyr paa Græs. Et L. skal
næsten altid være tæt forneden og derfor
indeholde haardføre, skyggetaalende Buske ell.
Træer, som busker sig mod Vinden, f. Eks. Hyld,
Syren, Slaaen, Abild, Seljepil, Eg, Bøg,
Hvidgran. Skal L. tillige være højt, maa det
indeholde haardføre Træer, som paavirkes
forholdsvis lidt af Vinden, f. Eks. Hvidgran,
Ædelgran, Graaasp, Ælm, Birk, Løn. (Litt.: P.
Borch, »Hedeselskabets Tidsskrift«, 1900, S.
37).
C. V. P.

Læder fremstilles af Hud ved forsk.
Behandlinger, der gaar ud paa at befri
Læderhuden for Hudens øvrige Lag og derpaa
omdanne den paa en saadan Maade, at den bliver
stærk, bøjelig i tør Tilstand og
modstandsdygtig mod Forraadnelse i vaad Tilstand, medens
den ubehandlede Hud er stiv, naar den er tør,
og let raadner, naar den bliver vaad.
Behandlingen, Garvningen, udføres paa meget
forsk. Maade for de forsk. Slags L., men her
skal kun omtales Principperne for de
vigtigste Garvningsmetoder, uden en nøjere Indgaaen
i Detaillerne. Forud for selve Garvningen gaar
altid forsk. Behandlinger, der dels tjener til
at fjerne Overhuden med Haarene og
Underhuden, dels skal gøre Læderhuden lettere
modtagelig for Garvemidlernes Paavirkning.
Raamaterialet, de forsk. Slags Huder, bliver først
vasket og udblødt. Efter Udblødningen,
der foregaar i Vand, foretages en rent mek.
Behandling, oftest en Valkning paa særlige
Maskiner, hvorved en Del Vædske udpresses,
og Blødgøringen bliver fuldstændigere. Derefter
følger Afhaaringen. Denne sker oftest ved
Hjælp af Kalkmælk, i hvilken Huderne
nedlægges, og som paavirker dem saaledes, at
Overhudens haarde Celler blødgøres og
Haarskederne løsnes, saaledes at disse Dele let kan
fjernes, samtidig med at Læderhudens Fibre
svulmer op og løsnes fra hverandre, idet det
Stof, »Koriinet«, der forbinder de enkelte Fibre,
til Dels opløses. I St f. Kalk benyttes ogsaa
Svovlnatrium, Svovlkalcium og Svovlarsenik;
navnlig benyttes nu meget en simpel
Paastrygning paa Haarsiden af en Dejg af Kalkmælk
og Svovlnatrium. Navnlig til Saalelæder
bevirkes Afhaaringen ofte ved den saakaldte
Svedning ell. Smutning, der bestaar i, at Huderne
ophænges i et Rum, hvis Temp. holdes
konstant ved 15—25°, og i hvilket Luften holdes
mættet med Fugtighed; der indtræder herved
en begyndende Forraadnelse, hvorved Overhud
og Haar løsnes. Efter at en af disse
Behandlinger er tilendebragt, bliver Huderne skrabede
med en stump Kniv, hvorved Overhud og Haar
fjernes, og renses paa Kødsiden med en skarp
Kniv, hvorefter Narvsiden, ɔ: den mod
Overhuden vendende Side, navnlig ved Overlæder
glattes ved Gnidning med Sandsten og stryges
i Retning med Haarene med en stump Kniv,
hvorved Vædske udpresses af Porerne. Naar
der til Afhaaringen har været anvendt
Kalkning, maa den af Huderne optagne Kalk
fjernes før den egl. Garvning, da den dels
modvirker Garvestonernes Virkning, dels
omdannes til uopløselig Kalciumkarbonat, der
tilstopper Porerne og gør Narven skør. Denne
Afkalkning kan ske ved at lægge de afhaarede
Huder, »Bløserne«, i ganske svag Saltsyre
ell. ved at behandle dem med en svag »Pyr«,
tidligere altid en Blanding af forsk. organiske
Stoffer, saasom Ekskrementer af Fugle eller

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>