Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lægevidenskaben - lægge - Læggebrod - lægge Øret til - Lægmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Henseende. Haand i Haand med disse praktiske
Ting er et rigt videnskabeligt Liv gaaet. Af
international Bet. har saaledes C. O. Jensen’s
og J. Fibiger’s Undersøgelser over Kræft været,
endvidere sidstnævntes Undersøgelser (med B.
Bang) over Tuberkulosebacillen, og Th. Madsen
gjorde Seruminstituttet til et videnskabeligt
Centrum af første Rang.
Sverige staar i ingen Henseende tilbage for
Danmark. Medens Bakteriologien endnu laa i
Svøbet, paaviste F. Th. Berg Trøskesvampen,
og P. H. Malmsten Skægsvampen, og senere
kan Landet paavise særdeles fremragende
Videnskabsmænd paa alle Felter: O. Hammarsten
som fysiologisk Kemiker, J. Widmark som
Oftalmolog, A. Retzius som Antropolog, J. Berg
som Kirurg, S. E. Henschen som Neurolog o.
m. a.
I Norge kom L. først til frugtbar
selvstændig Udvikling efter Oprettelsen af
Frederiks-Univ. i Kria 1811, til hvilket de for L.’s Praksis
vigtige ny Institutioner, Fødselsstiftelsen (1818)
og Rigshospitalet (1826), blev knyttede. Univ.’s
første lægevidenskabelige Prof., Anatomen
Skjelderup, Kirurgen og Obstetrikeren
Thulstrup og Medicineren Sørenssen, der var
udgaaede fra Kbhvn’s Univ., indledede den ny
Æra, som derefter videre plejedes af F. Holst,
C. Heiberg, Conradi, C. og W. Boecks, Faye
o. m. a. ældre og yngre med. Prof. og
Videnskabsmænd, der i ny Tidsskr og i det 1833
stiftede »Norsk med. Selskab« fik Organer for
frugtbar Samvirken. I den levende og
betydningsfulde Forskning i Norge paa alle L.’s
teoretiske og praktiske Felter har
Spedalskhedsundersøgelserne hævet sig frem til ganske
særlig europ. Ry, med Danielssen og efter hans
Død med Armauer Hansen
(Spedalskhedsbakteriens Opdager) som ypperste Foregangsmænd.
(Litt.: Sprengel, »Versuch einer
pragmatischen Gesch. der Arzneikunde«, 3. Opl.
[1821—28]; Hecker, »Gesch. d. Heilkunde«
[1822—29]; Haeser, »Gesch. d. Med.« [1884];
Daremberg, Hist. des sciences médiccdes
[1870]; Hirsch, »Handbuch d. hist.-geograph.
Pathologie« [fl. Udg.]; Pagel-Sudhoff,
»Geschichte d. Med.« [1917]; »Puschmann’s
Handbuch« [1902]; Neuburger, »Gesch. d. Med.«
[1906]; Garrison, History of Medicine [3.
Opl. 1922]; Sundberg, »Läkarvetenskapen
och dess samhällsbetydelse under det nittonde
århundradet« [1920]. — Desuden det
internationale Tidsskrift »Janus«, udkommet fra 1896).
J. S. J.
lægge (Søv.) indgaar i en Del Søudtryk, f.
Eks. l. Skibet over den anden Bov, d. v. s. at
vende, saa Vinden kommer ind paa den
modsatte Side; l. Roret op, ned, Styrbord ell.
Bagbord; l. fra Borde; l. Aarene ind; l. til (ved
Land, Skib, Bolværk m. m.).
C. B-h.
Læggebrod, se Brod.
lægge Øret til (Søv.), at krænge over under
Pres af Sejl.
C. B-h.
Lægmand (»Læg« af gr. λἄός, Folk) er
Betegnelsen for et uordineret Medlem af
Menigheden. Den nærmere Forstaaelse af Begrebet er
afhængig af, hvilken Kirkeafdeling man
adspørger, og to Hovedopfattelser gør sig her
gældende, den kat. og den protestantiske.
Katolikkerne opfatter Lægfolket som Israels-Folket
i ny Skikkelse; ligesom Israel ikke havde
Adgang til Guds Tempel, og ligesom Israel blev
styret af en Præstestand, der formidlede
Adgangen til Gud og derfor ubetinget maatte
adlydes, saaledes er L. Under den ny Pagt ogsaa
ude af Stand til ved egne Kræfter at faa
Adgang til Gud; han maa søge til Præsteskabet,
thi kun dette har den umiddelbare Adgang.
Gejstligheden bliver saaledes den egl.
Menighed, der atter støtter og styrer L.
Protestanterne, som hævder det alm. Præstedømme,
lærer derimod, at en L. i aandelig Henseende
staar lige med den ordinerede, og at
Forskellen kun beror paa, at L. ikke som den
ordinerede har faaet nogen Samfundsfunktion
overdraget. Til Samfundsfunktionerne henregnes saa
alene Ordets Forkyndelse og Sakramenternes
Forvaltning, jfr. den augsburg’ske Bekendelse,
Art. 5, 14 og 28. Efter den protestantiske
Opfattelse bliver L. altsaa kun for saa vidt
Præsten underordnet, som han under normale
Forhold maa søge hen til denne Menighedens
Repræsentant for at faa Del i Naademidlerne.
Underordningen er en ren udvortes og skyldes
Hensynet til sømmelig Orden og fyldestgørende
Forvaltning af Naademidlerne. I Ny Test.
forekommer Ordet L. ikke; det findes derimod hos
den ældste kirkelige Forf. Clemens Romanus
(I, 40) og betegner hos ham netop en Mand,
som ikke beklæder noget kirkeligt Embede. Om
end Ordet altsaa ikke findes i Ny Test., er
Begrebet L. dog til Stede, og man træffer i
saadanne Sammenhæng aldrig nogen Udtalelse om
en dybere, aandelig Forskel mellem
Menighedens Medlemmer. Alle er lige, f. Eks. 1. Pet.
2 og Joh. Aab. 1,6. Men allerede i 2. Aarh.
spores en Tendens til at hæve Embedet paa
Menighedens Bekostning, og umærkelig skrider saa
Udviklingen videre i dette Spor, indtil endelig
Luther med Kraft gør sig til Talsmand for L.’s
Ret, navnlig i Skr. »An den christlichen Adel
deutscher Nation« og De captivitate babylonica,
begge fra 1520. De Reformerte, navnlig Calvin,
gik endnu videre i demokratisk-antihierarkisk
Retning og har især lagt stærk Vægt paa at
gennemføre L.’s Ret til Andel i den kirkelige
Styrelse og paa at faa L. med i
Menighedsarbejdet. Lutheranerne har derimod paa disse
Punkter været mere tilbageholdende af Frygt
for Umodenhed hos L., og medens de
Reformerte tidlig fik en Presbyterialforfatning med
stærkt demokratisk Tilsnit gennemført i forsk.
Lande, f. Eks. Schweiz, Frankrig og Skotland,
har Lutheranerne sædvanlig (som i Danmark)
lagt Styrelsen i Fyrstens Haand, hvad der dog
kun skulde være en midlertidig Ordning, og
man har saa arbejdet paa at danne en
Forfatning, hvor L. paa den ene Side fik sin Ret
gennemført, og hvor Kirken som Helhed samt
Embedet paa den anden Side ikke stod Fare
for at rokkes ved vilkaarlige Beslutninger. En
saadan Forfatning er endnu ikke bleven
tilfredsstillende konstrueret (se
Kirkeforfatning), men den lutherske Kirke har ogsaa
anset det for mere fornødent at gennemføre
L.’s aandelige Ret. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
