Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lærred - Lærum, Gustav - Læsejl - Læsemetoder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ultramarin, og som børstes ind i Tøjet, hvorefter
dette tørres og kalandres (se Appretur).
Hyppig erstattes en Del af Hørgarnet med
Bomuldsgarn, hvorved kan opnaas billigere Stof
og et bedre Udseende, men samtidig bliver L.
ikke saa holdbart. De groveste Sorter L. er
Sejldug af Hampegarn, meget tæt vævet,
derefter følger Telt-, Pak- og
Sækkelærred, fast ell. løst vævet af Hampe-, Blaar- ell.
Jutegarn. Det til Underbeklædningsgenstande
bestemte L. af Hørgarn med ell. uden
Bomuldsgarn væves i mange forsk. Finheder og
gaar i Handelen under mange forsk.
Benævnelser, af hvilke de, der har Hentydning til
Produktionsstedet (holl., irsk, Osnabrücker,
Bielefelder o. s. v.), er ganske betydningsløse.
Naar L. har farvede Striber, er disse oftest
fremstillede af Bomuldsgarn, som lader sig
farve lettere end Hør. Medens L. tidligere var
alm. Genstand for Husflid og fremstilledes af
haandspundet Garn, væves det nu hovedsagelig
paa Maskinvæve og af det langt jævnere og
stærkere maskinspundne Garn.
K. M.
Lærum, Gustav, norsk Tegner og
Billedhugger, f. ved Fetsund 2. Juni 1870. Siden 1887
har han været en meget benyttet Tegner i
norske Vittighedsblade, »Krydseren«, »Vikingen«,
»Tyrihans«, »Korsaren« og fl. illustrerede
Ugeblade. I et Par Aar tegnede han ogsaa hyppig
Portrætter i Dagbladene »Verdens Gang« og
»Ørebladet«. Hans Tegnestil er letflydende og
sikker, han ejer Evne til træffende
Portrætlighed uden at raade over megen Humor. Han
har udgivet fl. Hæfter med konturtegnede,
veltrufne Portrætter af kendte norske
Personligheder: »Fra Uret til Grand«, »Norske Politici«
og »Politisk Kort over Norge og Sverige«. —
Af hans forholdsvis faa Malerier kan nævnes
to større Portrætter af Bjørnson og Ibsen. Hans
Hovedinteresse har altid været Skulpturen, og
han har i de seneste Aar mere og mere samlet
sig derom. Han deltog saaledes med et smukt
Udkast i Konkurrencen om Abel-Monumentet i
Kria og fik 1. Præmie (1907) i Konkurrencen
om Eidsvoldsmonumentet smst., hvilket dog
ikke blev antaget til Udførelse. Han har udført
Oberst Georg Stang’s Statue paa Vor Frelsers
Gravlund i Kria, Vejdirektør Krag’s Statue paa
Voksenkollen samt Brugsejer I. C. Brønlund’s
Buste i Porsgrund, alle afslørede 1909. Senere
har han udført en stor Række Portrætbuster
og Medailloner, særlig til Gravmonumenter.
(Litt.: »Tidens Tegn« 2. Juni 1920:
Karakteristik og Liste over Arbejder).
C. W. Sch.
Læsejl (Søv.), løse, i Reglen rektangulære
Sejl, der foroven er fastgjorte til en let Raa,
og som under rumskøds Sejlads udspændes paa
Siden af Mærs- og Bramsejlene samt Fokken.
De fæstes forneden til L.-Spir, der til daglig
ligger surrede langs Ræerne fra disses Midte
til ud forbi Nokkerne (Enderne), men som,
naar de skal bruges, fures ud, saa de danner en
Forlængelse af Ræerne. L. begynder nu at gaa
af Brug, da de fordrer meget Mandskab til
deres Betjening og er vanskelige at bjerge.
C. B-h.
Læsemetoder. Den alm. Fremgangsmaade
for at lære Børn at læse er og har fra
Oldtiden været den saakaldte
Bogstavmetode: Barnet lærer først sammen med
Bogstavernes Former deres traditionelle Navne;
derpaa sættes disse sammen til Stavelser og
disse atter til Ord: be a siger ba, ge e ær siger
ger, bager. For at faa dette Arbejde til at gaa
lettere har man forsøgt fl. Kunstgreb, som at
give Børnene Bogstaverne udskaarne i Elfenben
ell. trykte paa Pap at lege med ell. endog
bagte af Kagedej, saa at de spiser sig igennem
Alfabetet (Basedow). Metoden bestaar trods alle
Angreb endnu som den hyppigst anvendte, ikke
p. Gr. a. noget Fortrin ved den, men »dels
fordi Lærerne for de allermindste Børn endnu
stadig ofte er de slettest lønnede og tarveligst
uddannede, dels fordi de fleste Børn, inden de
kommer i Skole, kommer under Behandling af
Forældre o. a. uden pædagogiske
Forkundskaber, som ikke aner, at der gives andre og
bedre Metoder. At Bogstavmetoden ikke er den
rigtige, er ikke vanskeligt at indse. Navnene
paa Bogstaverne er, bortset fra Vokalerne,
vilkaarlige og usystematiske; de fleste er vedk.
Lyd med langt stødt e efter (be, de, ce o. s. v.);
andre er Lyden med kort e (æ) foran (æf, æl,
æm o. s. v.); ved to Navne bruges Lyden med
langt stødt å efter (haa, kaa), og endelig er to
af Navnene helt afvigende (jod, sæt). Selv om
Barnet har lært at knytte Bogstavernes Form
og disse Navne sammen i sin Bevidsthed, har
det derved ingen Vejledning til at forstaa
Bogstavernes Funktion; det er ikke øvet i at
sønderdele Ordene i Lyd, og selv om det havde
Øvelse deri, vilde det jo ikke vide, hvorfor det
af Bogstavnavnet snart skulde tage
Begyndelses- og snart Slutningslyden, for ikke at tale
om de mangfoldige Tilfælde, hvor der skal
bruges en hel anden Lyd. Hvorfor siger æs o: so,
men æs o æm: som med en anden Vokal? ell. hå
jod e æm: hjem? her findes jo hverken Lydene
h, å, o, d (ð) ell. e i det udtalte Ord. Det er
virkelig et aldeles urimelig stort Huskearbejde,
der paalægges Barnet; dets Forstand kan kun
i forsvindende Grad komme det til Hjælp; det
kan kun efterplapre, hvad de Voksne fortæller,
at disse Kombinationer »siger«.
Vanskelighederne mangedobles endda, naar man som saa tit
vil lære Barnet samtidig alle de forsk. Former,
eet og samme Bogstav kan have (store og
smaa, »latinske« og »tyske«, trykte og skrevne
Bogstaver), og som jo ofte ikke ligner
hverandre meget (A, a, [*], [*] o. s. v.). Disse Mangler
ved Bogstavmetoden har ofte været fremhævet,
bl. a. af S. Heinicke; og allerede Valentin
Ickelsamer (1530) fordrede, at Eleverne først
skulde sønderdele Ordene i Lyd, ikke i
Bogstaver. Gedicke foreslog den Forbedring først
at begynde med Vokalerne og straks derfra gaa
til hele Stavelser; Olivier i Dessau (død 1815)
o. a. forlangte, at alle Konsonantnavnene skulde
gøres ens med et svagt e som i alle (Lydskrift
ə) hængt efter Konsonantlyden.
Lydmetodens første Talsmand er
maaske den sp. Døvstummelærer J. P. Bonet
(Reduction de las letras [1620]); men først efter
den bayerske Skoleraad Stephani’s »Fibel oder
Elementarbüch zum Lesenlernen« (1802) er den
begyndt at trænge rigtig frem. Man lærer her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
