Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel / 296 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maager - Ma'aka - Maal

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

i øvrigt træffes hyppigt ved de danske Kyster.
Hav-M. ligner i Adfærd Svartbagen, med
hvilken den ofte holder sammen i Flokke. Dens
Skrig er som dennes, et kraftigt
Gak-Gak-Gak ell. et vidtlydende Giau. Den lever af Fisk,
undertiden ret store, Aadsler, men røver ogsaa
mindre Strandfugles Æg og Unger.

Tretaaet M. (L. tridactylus L.) (Ride,
Taterat; norsk Krykkje) hører til de
nordlige Haves mest kendte M. P. Gr. a. den
rudimentære, undertiden manglende Bagtaa
regnes den ofte for at høre til en særlig
Slægt (Rissa), medens den i øvrigt i høj Grad
ligner Storm-M., væsentlig adskiller sig fra
den ved, at Haandsvingfjerene er lyse med
sorte Spidser og sort Yderfane paa den
yderste, samt at Fødderne er brune. De Unge har
derimod en ejendommelig Tegning, som kun
lidet ligner de fleste andre Maageungers, idet
de paa Underside, Hoved og Hals er hvide med
en sort Plet foran Øjet, en graablaa paa Siden
af Halsen, et stort brunt Baand over
Halsryggen og mørkebrun Tegning paa
Armsvingfjerene og deres Dækfjer. Den tretaaede M. yngler
overalt i Polarlandene, er i Grønland en af de
talrigste Ynglefugle, gaar i Europa som
Ynglefugl ned til Frankrigs Nordkyst. I Danmark
yngler den ikke, men træffes jævnlig Efteraar
og Vinter ved de danske Kyster. I det nordlige
Norge yngler den hyppig, altid paa Fjelde,
undertiden i uhyre Masser, er maaske den Fugl,
der overhovedet danner de største kendte
Fuglefjelde. Rederne ligger paa Klippernes
Afsatser Uge fra Vandfladen til en Højde af 300
m, er byggede af Tang, Straa og Mos, oftest
hvide af Fuglenes Skarn. Et saadant
Maagefjeld er sammenlignet med et Dueslag med
Millioner af ensfarvede Duer, der, naar de
flyver op, formørker Solen, medens deres Skrig
døver Ørene. Føden bestaar af Krebsdyr og
Smaafisk. Den tretaaede M. er en smuk og
behændig Fugl, hurtigere og mere yndefuld
i sine Bevægelser end de fleste andre M. Paa
Land kommer den kun sjælden, holder sig
derimod mere til det aabne Hav end de fleste af
dens Slægtninge og er overalt i de nordlige
Oceaner Skibenes tro Ledsager.

Fig. 6. Ride (Larus tridactylus) paa Fuglefjeld.

Is-M. (Pagophila eburnea Phipps)
(Elfenbens-M., Isrype, norsk Havrype), af
Størrelse som Storm-M., er udfarvet snehvid
med sorte Fødder, medens de unge Fugle har
spredte sorte Pletter. Den hører til de
nordligst forekommende Fugle og omtales stadig af
Polarfarerne; den yngler paa Fjelde i det
nordligste Grønland, paa Spitsbergen og Frants
Josef’s Land, indfinder sig i uhyre Skarer ved
Hvalaadsler for at fortære Spækket. P. Gr. a.
den stærkt indskaarne Svømmehud og det korte,
kraftige Næb regnes den at høre til en særlig
Slægt. I Norge træffes den af og til, i Danmark
er den set en enkelt Gang.

Kløfthalet M. ell. Sabines M. (Xema
sabini Sab.) er endnu mere højnordisk end
Is-M., hører til de mindste af alle M., har sort
Hoved og er let kendelig paa sin kløftede Hale.
Den yngler bl. a. i det nordligste Grønland, er
truffet et Par Gange i Norge, aldrig i
Danmark.

Kilehalet M. (Rhodostetia rosea
Macgilliwr.) (Rosen-M., Ross’ M.) hører som de
foregaaende til de mindste af alle M., er ikke
større end en Turteldue, kendes let paa den
kileformede Hale og det korte, dueagtige Næb.
I øvrigt har den sædvanlig Maagefarve, men
med Rosaskær paa Brystet og en mørk
Halsring. Indtil i dette Aarh. regnedes Fuglen som
en af de allerstørste Sjældenheder, og dens
Ynglepladser var overhovedet ukendte; den er
nu truffet ynglende enkelte Steder paa Sibiriens
Nordkyst. Den træffes kun i Polaregnene, har
enkelte Gange forvildet sig ned i de europ,
Farvande, er aldrig truffet i Danmark.

M. i udvidet Forstand (Laridæ) betegner en
større Gruppe, delt i fl. Underfamilier: foruden
de egl. M. (Larinæ) tillige Kjover
(Stercorariinæ). Terner (Sterninæ) og Saksnæb
(Rhyncopinæ), af hvilke M. og Kjover paa den ene
Side, Terner og Saksnæb paa den anden
Side dog er meget nær beslægtede.
Maagefamiliens nærmeste Slægtninge er Alkefuglene
(Alcidæ), og begge Familier slutter sig nær til
Snæppernes og Brokfuglenes Gruppe
(Charadriidæ), af hvilken de maa anses som særlig
udviklede Former, M. som en svømmende
langvinget, velflyvende Gruppe. Fossile Former af
M. er fundne i Eocænlagene i Frankrig og
England, Miocænlagene i England og Nordamerika.
(Litt.: Ph. Bruch, »Monographische
Übersicht der Gattung Larus L.« [»Journ. f.
Ornithol.«, 1853]; C. G. Giebel, »Beiträge zur
Anatomie der Möwen nach Chr. L. Nitzsch’s
Beohachtungen« [»Zeitschr. ges. Naturw.«, X,
1857]; How. Saunders, On the Larinæ or
Gulls [Proc. zool. Soc., London 1878];
Samme, On the Geographical Distribution of the
Gulls and Terns [Journ. Linnean. Soc., XIV,
18791).
O. H.

Ma’aka [’ma’_a’ka.], et lille aramæisk Rige
NØ. f. Israel, ved Foden af Hermon. Tillige
Navn paa fl. Kvinder, deriblandt en af David’s
Hustruer, Absalon’s Moder.
J. P.

Maal, 1) i Bet.: Sprog, Tale, oldn. mál,
beslægtet med got. maþl, Torv (»Talested«) og
maþljan, tale (se ogsaa Gemal). — I nuv.
Dansk bruges Ordet kun lidet uden for
Sammensætninger som Modersmaal,
Tungemaal, Kragemaal m. fl.; som en Slags
Afledningsendelse findes det i Ord som
Giftermaal (egentlig »Aftale om Ægteskab«),
Lejermaal (egentlig »Retssag om

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>