Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maanedsting - Maanedyrkelse - Maaneelven - Maanefase
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Skatteting. M. blev imidlertid ikke anordnet
for hvert Tinglag, men, for noget større
Retskredse efter Frd.’s Anvisning: Ingen skulde faa
længere Vej til M. end 4 Mil (senere omgjort
til 45 km). M. blev ikke indført i Finmark samt
de vanskeligste Sø- og Fjelddistrikter.
K. Ø.
Maanedyrkelse kendes i en eller anden
Form i næsten alle Naturreligioner. Maanens
regelmæssige Gang over Himlen, dens Aftagen
og Vækst og derhos den Indflydelse, snart i
gavnlig, snart i uheldig Retning, som man fra
de ældste Tider til vore Dage har tilskrevet
den —, alt dette har bevirket, at Menneskene
rundt om paa Jorden med Eftertanke har
betragtet den lysende Klode og ofte
anskueliggjorde sig Maanen i et guddommeligt Væsens
Skikkelse. Paa mange Steder, saaledes hos
Grækere, Romere, Ægyptere og Indere,
forestillede man sig Maanen som de Dødes, navnlig
Børnenes, Opholdssted ell. bragte den dog paa
en ell. anden Maade i Forbindelse med Døden.
Eskimoerne paa Labrador mente, at Paradiset
laa i Maanen, visse Indianerstammer, at den
var det lykkelige, moskitofri Opholdssted for
de Salige, navnlig Høvdinger og Medicinmænd.
Paa saa vidt adskilte Steder som paa
Sydhavsøerne og i Rumænien findes en Forestilling
om, at Børnene (i Rumænien de udøbte)
opholder sig paa Maanen og spiser af den,
hvorved dens Aftagen bevirkes. Af dens Tiltagen
og Aftagen gives rundt omkr. de forunderligste
Forklaringer. Ikke blot bl. Almuen i Europa
og andensteds knyttes endnu den Dag i Dag
en Række af overtroiske Forestillinger til
Maanen.
Ved Orinoco-Floden dyrkede nogle Stammer
to Klipper som Sol og Maane. Andensteds
tænkte man sig Maanen i Dyreskikkelse. I
russ. Almuegaader kaldes den en Hest; i nygr.
og bulg. Sagn fortælles om Hekse, der kan
drage Maanen ned til sig i Skikkelse af en Ko
for at malke den. I andre Forestillingskredse,
ogsaa paa klassisk Grund, tænktes den i
Tyreskikkelse. I Japan sammenlignes Maanen med
et sort Føl, Solen med en hvid Hest.
Maaneformørkelser opfattes for det meste som
Kampe mellem Maanen og et Uhyre, der vil sluge
den. I de mere udviklede mytologiske
Forestillinger tænkes Maanen næsten altid som en
guddommelig Person, der kører ell. rider hen
over Himlen. I Eddaerne fortælles om
Mundelfare’s to Børn, Datteren, der kører Solens Vogn,
og Sønnen, der leder Maanens Løb. To Ulve
forfølger dem og truer med at sluge dem. I
Indien kører Solguden paa en Vogn, forspændt
med hvide Heste. Lgn. Ideer har ogsaa i
Europa holdt sig langt ned i Tiden. Saaledes
fortælles i finske Sagn, at Sol og Maane kører hver
paa sin med 50 Heste forspændte Vogn.
I de gl. Kulturlande ved Middelhavet var
Dyrkelsen af Maaneguder alm. Oftest tænkte
man sig en kvindelig Guddom; dog var
Forestillingen om en mandlig Guddom vidt udbredt,
og dette har mulig ogsaa paa gr. Grund været
det opr. Hos Ægypterne tilbades Khonsu Thoth
og Osiris Ooh, ofte kendetegnede ved en
Krone, dannet af Halvmaanens og Fuldmaanens
Tegn. I Frygien dyrkedes navnlig Men, i Afb.
næsten altid kendelig paa Maaneseglet, som han
bærer paa sine Skuldre. Talrige Fund vidner
om hans Dyrkelse over store Dele af Lilleasien,
færre europ. Fund om, at han ikke var ukendt
for Grækerne, navnlig i Attike. Ogsaa Gudens
mange Tilnavne vidner om en vidt udbredt
Dyrkelse. I hans Helligdom maatte intet urent
komme ind. Der ofredes dels Tyre, dels Haner,
men ellers vides kun lidet om hans Kultus. —
Om de egl. gr. og italiske Maaneguddomme
henvises til Maanegudinder og Selene.
H. A. K.
Maaneelven, se Maane.
Maanefase. Da Maanen er en mørk Klode,
som kun lyser med reflekteret Sollys, kan man
ikke se mere af dens Overflade, end den
Halvkugle, som er belyst, og fra Jorden kun den
Del af denne Halvkugle, som er vendt mod
Jorden. Maanen kommer derfor til at vise Faser,
og Størrelsen af Fasen vil afhænge af den
Vinkel, som Retningen fra Jorden til Maanen
danner med Retningen fra Solen til Maanen ɔ:
Fasevinkelen, som altsaa angiver, hvor meget
af den ikke belyste Del af Maanekuglen der er
vendt mod Jorden. Kaldes Fasevinkelen φ, saa
er det Stykke af Maanens Diameter (d), der
viser sig oplyst, dcos2 φ/2. Er nu Maanen i
Konjunktion med Solen, vender Maanen hele sin
mørke Side mod Jorden. Fasevinkelen er 0°.
Denne Fase kaldes Nymaane. Et Par Dage
efter at vi har haft Nymaane, vil man faa se
Maanen som en smal Segl lavt i V. lige efter
Solnedgang; denne første Tilsynekomst af
Maanen efter Nymaane kaldes »det tændte Ny« og
spillede i sin Tid stor Rolle i Kalenderen. Har
Maanen bevæget sig saa langt frem i sin Bane,
at Retningen fra Solen til Maanen tangerer
Maanebanen, er Fasevinkelen 90°, og man ser
da den halve Del af Maanens oplyste Skive.
Skygge- og Lysgrænsen viser sig som en ret
Linie. Denne Fase kaldes første Kvarter.
Er Maanen kommen til Opposition og altsaa er
i øvre Kulmination omkr. Midnat, er
Fasevinkelen vokset til 180°; vi ser da hele den oplyste
Side. Denne Fase kaldes derfor Fuldmaane.
Nu vil Fasevinkelen aftage, og er den igen
bleven 90°, har vi sidste Kvarter. Fra
Nymaane til Fuldmaane vokser altsaa
Fasevinkelen fra 0° til 180° — tiltagende Maane —
Maanen vil da staa til venstre for Solen, lyse om
Aftenen, og den belyste Del af Maanen vil være
den, som ligger til højre; fra Fuldmaane til
Nymaane aftager Fasevinkelen fra 180° til 0°
— aftagende Maane — Maanen vil da staa til
højre for Solen, lyse om Morgenen, og den
belyste Del af Maanen vil være den, som ligger
til venstre. Grænselinien for Lys og Mørke vil
altid være en Halvellipse, og den belyste
Overflade en Figur, dannet af en Halvcirkel, plus
ell. minus en Halvellipse. De Spidser, hvori
Maanens belyste Del ender, naar den kort før
ell. efter Nymaane viser sig som en Segl,
kaldes sædvanlig Maanens Horn.
Forbindelseslinien mellem Hornene staar lodret paa
Retningen til Solen; danner denne en liden Vinkel
med Horisonten, vil man have staaende
Maane; er Vinklen stor, har man liggende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
