Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maderna, Stefano - Maderne - Madetoja, Leevi Antero - Madhva'erne eller Brahmasampradayin - Madhvacarya ell. Anandatirtha - Madi - Madia - Madiaolie - Madier de Montjau, Paulin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mod Jorden, den Stilling, Helgenindens Lig skal
værefundet i.
(A. R.). A. Hk.
Maderne, lille Ø ved den sydlige Side af
Indløbet til Præstø Fjord. Landgrunden er
afmærket med fl. Prikker.
G. F. H.
Madetoja, Leevi Antero, finsk
Komponist, f. i Uleåborg 17. Febr 1887, Student 1906,
filosofisk Eksamen 1910. Musik studerede han
under Sibelius i Helsingfors, og senere under
Vincent d’Indy i Paris og Robert Fuchs i Wien.
Ved sin Hjemkomst fra Udlandet 1912 blev han
2. Kapelmester ved filharmon. Orkester i
Helsingfors, Lærer ved Musikinstituttet og Leder
af Musikbladet »Uusi Säveletär«. Af hans
Værker, der har vakt megen Opmærksomhed,
mærkes Symfonisk Digtning »Kullervo« (Op. 15),
Kantaten »Merikoski« (Op. 10), Orkester-Suiter
og Ouverturer, Piano-Trio, Violin-Sonate,
Pianostykker, Korsager og Sange samt Musik til
Skuespillene »Shakkipeli« og »Alcibiades«.
A. H.
Mādhva’erne eller
Brahmasampradāyin, en udbredt Vishṇuītisk (fornemmelig
Kṛishṇaītisk) Sekt i Sydindien, stiftet af
Madhvācārya. Dens Hovedtempel er et
Kṛishṇa-Tempel i Udipi. Dens Guru’er er
Brahmaner og Sannyāsin’er (se
Hinduisme) og fremtræder som Daṇḍin’er; Lægfolket
kan høre til alle Kaster undtagen den
laveste. Hver Guru har Værdigheden som
Sjælesørger arvelig for et vist Antal Familier
og kan sælge og pantsætte den til en Brahman.
Visse Sannyāsin’er har ogsaa Opsyn med
Templerne. Deres Pandemærke (se Citraga) er 2
lodrette, forneden forbundne Streger med en
sort Linie i Midten; desuden har de Vishṋu’s
Symboler indbrændte paa Skuldre og Bryst.
Deres filosofiske Hovedlære er »Dualismen« (se
Dvaita). Gud (Vishṋu) bor i Vaikuṇṭha
(den allerøverste Himmel); Lakshmī
(»Herlighed«) og Durgā (identificeret med
Materien) er hans »Hustruer«; formedelst Māyā
(»Illusion«) aabenbarer han sig som Vishṇu,
Brahmán og Çiva (Skaberen, Opholderen
og Ødelæggeren), som repræsenterer
»Egenskaberne« Godhed, Lidenskab og Mørke (se
Bhagavadgītā); ogsaa disse virker gennem
Māyā. I deres Templer dyrkes ikke alene en
Form af Vishṋu, men ogsaa Çiva, Durgā
og Gaṇeça. Saligheden bestaar i evigt Liv
hos Gud i Vaikuṇṭha (men ikke i Opgaaen i det
absolutte ell. i Gud). Deres hellige Bøger er
Stifterens Skr samt Veda’erne,
Mahābhārata, Pāncarātra og Rāmāyaṇa
(Litt.: Wilson, Religious sects of the
Hindus).
(S. S.). D. A.
Madhvācārya ell. Anandatīrtha.
Stifter af Mādhva’ernes (s. d.) Sekt, en
Brahman fra Sydindien, f. 1199 e. Kr., en
Inkarnation af Vindguden (Vāyu); han havde tidligere
været inkarneret som Hanumant og
Bhīma (se Hanumant). Allerede i sit 9.
Aar blev han optaget i en religiøs Orden,
rimeligvis Daçanāmin, hvilket stemmer med
Navnet Ānandatīrtha og med Sektens
forsonlige Holdning over for Çivaītterne. Allerede
dengang begyndte han sin teol.
Skribentvirksomhed med en Kommentar til Bhagavadgītā;
i den Anledning besøgte han Vyāsa i
Eneboet Badarī i Himālaya; han skal i det hele
have skrevet 37 Værker. Paa en vidunderlig
Maade kom han i Besiddelse af et
Kṛishṇa-Billede, som fra først af var lavet af Arjuna (se
Mahābhārata), og opstillede det i Udipi,
som blev Sektens Hovedsæde. Paa en
Disputationsturné overvandt han adskillige Lærere, bl. a.
Çankara. I sit 79. Aar rog: han til Badarī, hvor
han lever endnu sammen med Vyāsa. (Litt.:
se Mādhva’erne).
(S. S.). D. A.
Madi, et Navn, der af Araberne tillægges fl.
Negerfolk. Det mest kendte af disse lever paa
begge Bredder af den hvide Nil umiddelbart N.
for Albert Nyanza mellem Bari’erne og
Niam-Niam’erne, med hvilke sidste de synes at være
beslægtede i sproglig Henseende. M. ernærer sig
væsentlig som Agerdyrkere (Durra, Sesam).
(Litt.: Emin Pascha, »Eine Sammlung v.
Reisebriefen etc.« [Leipzig 1888]).
N. H. J.
Madia Mol., Slægt af Kurvblomstrede
(Asters-Gruppen), Urter med spredte, sjælden modsatte,
og helrandede Blade og smaa til middelstore
Kurve. Randblomsterne er hunkønnede og
frugtbare, medens de tvekønnede Skiveblomster er
golde. De sammentrykte og skæve Frugter
omhylles af Svøbbladene; de mangler enten Fnok
ell. har kun Skæl. 12 Arter i det vestlige
Nordamerika. M. sativa Mol. (Madie) er en
enaarig og kirtelhaaret Plante, indtil 1 m høj.
Blomsterne er lysegule; Randblomsterne har
trekløvet Krone, Skiveblomsterne rørformet og
femtandet. M. blomstrer i Juli til August. Den
stammer maaske fra Chile, hvor den længe har
været i Kultur; den dyrkes ogsaa i Europa,
særlig i Mellemtyskland, som Olieplante, idet
Frugternes Indhold af Olie er indtil 30 % af
deres Vægt og benyttes til Fremstilling af
Oliekager.
A. M.
Madiaolie faas af Frøene af Madia sativa;
den er mørkegul med en ejendommelig, ganske
behagelig Lugt, staar i sine kem. Egenskaber
mellem de tørrende og de ikketørrende Olier,
stivner ved 10—20°. Den koldtpressede Olie
bruges som Madolie, den varmtpressede som
Brændeolie og til Sæbe; Presseresterne bruges
som Kvægfoder.
K. M.
Madier de Montjau [ma’die-d-må’зo],
Paulin, fr. Dommer og Politiker
(1785—1865), var Søn af Noël M. d. M. (1755—1830),
et ivrigt konservativt Medlem af
Nationalforsamlingen 1789—91 og senere af de 500’s Raad
1795—97 (undgik da kun ved Flugt at blive
deporteret). Han selv blev 1813 Dommer i
Nîmes og forblev i dette Embede efter
Restaurationen. Han vakte stor Opsigt, da han Marts
1820 klagede til Deputeretkamret over den
hemmelige, ultraroyalistiske Regering, som paa den
Tid terroriserede Sydfrankrig. 1831 blev han
Medlem af Kassationsretten, men opgav selv
sit Sæde 1848, da man truede med at ophæve
Dommernes Uafsættelighed, 1831—37 havde
han Sæde i Deputeretkamret og støttede
Julikongedømmet, men 1841 slog han om og
rettede stærke Angreb paa dette, nærmest fra
legitimistisk Stade. 1849 fremsatte han den
ejendommelige Tanke, at man for at tilvejebringe
Forsoning mellem de politiske Partier burde
smykke den trefarvede Fane (Republikanernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
