Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnetisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blive 3/4 af Jernets; disse Legeringer er saa
meget mærkeligere, som ingen af de indgaaende
Komponenter er ferromagnetiske. I denne
Forbindelse skal ogsaa nævnes, at en
Nikkelstaalsort med 24,5 % Nikkel, der er sammensat af
ferromagnetiske Stoffer, dog er umagnetisk
(paramagnetisk) ved alm. Temp.; ved
Temperaturer under ÷ 20° C er den imidlertid
ferromagnetisk.
Magnetiske Maalinger. Et
magnetisk Felts Styrke maales paa forsk.
Maade alt efter Feltets Udstrækning og Styrke.
Er Feltet tilstrækkelig stort og homogent,
bestemmes dets Styrke simplest ved at anbringe
en Kompasnaal i Feltet og lade den udføre
Svingninger under Feltkraftens Paavirkning.
Svingningstiden for disse Svingninger vil da
være bestemt ved T = 2 π √J/M·H, hvor J er
Naalens Inertimoment, M dens magnetiske
Moment og H Feltets Styrke; kendes J og M, kan
H findes. Er Feltet lille ell. meget uensartet,
kan man i det, betragtede Punkt anbringe en
lille Spole af isoleret Kobbertraad saaledes at
dens Vindingsplan staar vinkelret paa
Kraftretningen; Spolen er forbundet med et
ballistisk Galvanometer; føres Spolen nu hurtigt ud
af Feltet ell. drejes den 180° om en Akse,
vinkelret paa Kraftretningen, vil der strømme
en vis Elektricitetsmængde gennem
Galvanometret, saa dette vil gøre et Udslag, og heraf
kan Feltets Styrke beregnes. Endelig kan
Feltstyrken maales ved Modstandsforandringen i
en Vismuttraad og i ganske sjældne Tilfælde
ved Polarisationsplanets Drejning. —
Magnetiseringsintensiteten for de
ferromagnetiske Legemer bestemmes ved et
Magnetometer (Fig. 7). Gennem en lang
Solenoide AB, anbragt vinkelret paa den
magnetiske Meridian N—S, sendes en elektr. Strøm;
den vil da bringe en Kompasnaal n—s til at
gøre et Udslag, men dette forhindres ved
Solenoiden C, der gennemløbes af samme Strøm i
modsat Retning og som anbringes i passende
Afstand fra Naalen; stikkes imidlertid et
Jernstykke D ind i Solenoiden AB, vil Naalen igen
gøre et Udslag a, hvis Størrelse er bestemt ved
Jernstykkets magnetiske Moment, Jordfeltets
Styrke og Afstanden mellem D og Naalen; er
disse bekendte, kan Momentet altsaa findes,
og deraf beregnes igen Intensiteten svarende
til forsk. Værdier af den magnetiserende Kraft
(forsk. Strømstyrker). Jernstykket D maa
tildannes som en Rotationsellipsoide, da kun her
Intensiteten er ens overalt i Stykket, og da
man kun i saa Fald kan beregne den fra de
inducerede fri Poler paa D hidrørende
afmagnetiserende Kraft. Naar Intensiteten er funden,
er tillige Susceptibiliteten bekendt. Ved
Magnetometret kan ogsaa Momentet af permanente
Magneter bestemmes; Strømspolerne sættes
da blot ud af Virksomhed. Ved de
»umagnetiske« d. v. s. dia- og paramagnetiske Legemer
maa andre Metoder anvendes, og man benytter
da især Stigrøret og Snovægten.
Stigrørsmetoden kan kun anvendes til Vædsker; den ene
Gren af eti U-bøjet Glasrør med Vædsken i
anbringes imellem de tilspidsede Poler af en
kraftig Elektromagnet, saaledes at Vædsken i
denne Gren staar i den snævreste Del af Feltet;
sluttes Strømmen gennem Magneten vil
Overfladen af en diamagnetisk Vædske synke, af en
paramagnetisk stige, og af Niveauændringen
kan Susceptibiliteten beregnes. Ved
Snovægt-metoden anbringes det Stof, der skal
undersøges, paa den ene Arm af en Snovægt i et
inhomogent Felt fra en Elektromagnet; sluttes
Strømmen gennem denne, vil Snovægten dreje
sig, og af Udslagets Størrelse og Magnetfeltets
Konstanter kan Susceptibiliteten beregnes. Ved
alle Maalinger paa dia- og paramagnetiske
Legemer maa man tage Hensyn til, at den atm.
Luft selv er paramagnetisk, saa Maalingen
direkte kun giver Forskellen mellem Stoffets og
Luftens Magnetisering; ved at gøre Forsøg i
forsk. Luftarter faas en Metode til at bestemme
disses Susceptibilitet. — Den magnetiske
Induktion kan bestemmes ved det i Fig. 8
skitserede Apparat. Prøvestykket AB
indspændes i en svær Ramme af meget blødt Jern; AB
er beviklet med to Spoler, af hvilke S1 tjener
til at magnetisere Jernet, medens S2 staar i
 |
| Fig. 7. |
 |
| Fig. 8. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
