Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnetisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forbindelse med et ballistisk Galvanometer.
Sendes en elektr. Strøm gennem S1, vil
Galvanometret gøre et Udslag, og heraf kan
Induktionen B beregnes; er denne først bekendt,
findes Permeabiliteten af μ = B/H.
M.’s Teori. Ved Hjælp af den simple
Antagelse af at de enkelte Molekyler ell.
Molekylgrupper i Jernet er Smaamagneter med
konstant Magnetiseringsintensitet, kan Mætningen
let forstaas; naar nemlig den magnetiserende
Kraft har rettet alle Smaamagneterne saaledes,
at de alle vender Nordpolerne i Feltets Retning,
kan Jernet ikke blive stærkere magnetisk, selv
om Feltet gøres aldrig saa stærkt. For at
forklare Hysteresefænomenet antog Maxwell
og Weber (1848), at der var en vis Modstand
mod, at Smaamagneterne saaledes indstillede
sig i Kraftens Retning, uden dog nærmere at
gøre Rede for, hvorfra denne Modstand kunde
hidrøre. Det var derfor først I. A. Ewing,
hvem det lykkedes (1890) at give en virkelig
Forklaring paa Hysteresen, idet han
konsekvent gennemførte den Betragtning, at
Modstanden mod Smaamagneternes Drejning
hidrører fra, at de enkelte Smaamagneter
paavirker hverandre magnetisk: ingen af dem kan
dreje sig ud af sin Stilling uden at alle de
omliggende vil søge at modarbejde denne
Drejning. Ewing optog en Hysteresekurve for en
»Magnetmodel«, bestaaende af smaa
Kompasnaale, og den fundne Kurve havde i
Hovedtrækkene samme Form som den i Fig. 3 viste.
Ewing’s Teori er senere bleven matematisk
behandlet af R. Gans (1910) og K. Honda
(1916), og navnlig denne sidste er naaet vidt,
idet han i Hovedtrækkene kunde forklare
Temperaturafhængigheden ved at tage Hensyn til
de Svingninger, som Molekylerne iflg. den
kinetiske Teori maa udføre om deres
Ligevægtsstillinger p. Gr. a. deres Temp.
Med alt dette er imidlertid selve Oprindelsen
til Smaamagneterne ikke forklaret, idet Ewing
og med ham Honda jo gik ud fra Eksistensen
heraf. Kort efter at Ørsted havde opdaget
Vekselvirkningen mellem en elektrisk Strøm og
en Magnet, tænkte Ampère sig, at M.
simplest kunde forklares ved at antage, at der i de
enkelte Molekyler løb elektriske Strømme, de
saakaldte Molekylarstrømme, saaledes at hvert
enkelt Molekyle udadtil maatte optræde som
en lille Magnet: løb Strømmen den ene Vej
rundt, vilde Molekylet tiltrække en Nordpol,
løb Strømmen den anden Vej ell. blev
Molekylet vendt, vilde det frastøde Nordpolen. Der
var dog herved den Vanskelighed, at man ellers
ikke kender Strømme, der løber ustandseligt
uden Adgang til nogen Spændingskilde.
Elektronteorien ser Oprindelsen til
Smaamagneternes M. i de Elektroner, der antages at
kredse rundt om Atomernes positive Kerne og
som derfor maa have samme Virkning udadtil
som Ampère’s Molekylarstrømme. Denne
Anvendelse af Elektronteorien er navnlig
udarbejdet af Langevin (1905), der ved at anvende
de fra den kinetiske Teori kendte Love for
Molekylernes Bevægelse kunde forklare
Temperaturafhængigheden for de paramagnetiske
Luftarters M. Hans Resultater er senere
anvendt paa Opløsninger og yderligere udvidet
af P. Weiss (»Magnetonteorien« 1911).
Langevin tilskriver — næppe helt med Rette —
Diamagnetismen Forandringer i Atomernes Indre,
hvoraf dens Uafhængighed af Temperaturen
nødvendigt følger. — Efter den klassiske
Elektrodynamik maa en kredsende Elektron stadig
udstraale Energi; overført paa magnetiske
Forhold maa dette betyde, at en permanent
Magnet efterhaanden maa miste sin M., idet
Elektronerne efterhaanden vil falde ind mod
Atomkernen. En saadan gradvis Aftagen af M. har
man imidlertid aldrig iagttaget, og ved N.
Bohr’s Teori for Atomets Bygning (se
Spektralanalyse) er denne Vanskelighed da
ogsaa udelukket. At M. skyldes kredsende
Elektroner kan nu næppe betvivles. Da
Elektronerne foruden deres elektriske Ladning ogsaa
har en omend kun yderst lille Masse, maa de,
idet de kredser hurtigt rundt i Atomet, besidde
de for en Snurre karakteristiske Egenskaber.
Hvis en fritbevægelig Snurre kan rotere om to
Akser, vil den automatisk søge at indstille sig
saaledes, at de to Akser bliver parallelle, og at
Omløbsretningen bliver den samme om begge
Akser (jfr Gyroskop); analogt hermed vil
Elektronbanerne i en cylindrisk Jernstang, som
drejes hurtigt rundt om sin Akse, søge at
indstille sig saaledes, at deres Rotationsakser
bliver parallelle med Cylinderaksen; de vil
derved blive mere ordnede end før, og Jernet vil
vise sig magnetisk. Denne Virkning blev
paavist af Barnett (1915) og allerede før havde
Einstein og de Haas (1915) vist, at en
Jernstang, der magnetiseres, vil komme til at
rotere, hvilket ogsaa forstaas ved Anvendelse
af Gyroskopbetragtninger paa
Elektronbevægelsen. Omend det derfor maa anses for sikkert,
at M. skyldes kredsende Elektroner, og at den
dybtgaaende Forskel paa de forsk. Legemers
magnetiske Egenskaber skyldes Forskelle i
Atombygningen, saaledes som det i de sidste
Aar navnlig er fremhævet af Bohr og
Kossel, saa har man dog langt fra nogen
fyldestgørende Teori for M. Det maa i den
Henseende fremhæves, at ingen af de opstillede
Teorier kan forklare, hvorfor saa forholdsvis
meget smaa Tilsætninger af fremmede Stoffer,
f. Eks. Silicium, kan forandre Jernets
magnetiske Egenskaber saa stærkt, som Tilfældet er.
Man hælder her nærmest til den Anskuelse, at
Urenheder af enhver Art i Jern forøger
Koercitivkraften og formindsker
Mætningsintensiteten; Siliciums heldige Virkning beror da paa, at
den forbinder sig med allerede tilstedeværende
Urenheder, saaledes at disse gør mindre Skade
end før. En virkelig Sammenarbejden af
Elektronteorien med Honda’s Betragtninger er
heller ikke foretaget.
Jordmagnetismen. At der omkr.
Jorden findes et magnetisk Felt, ses deraf, at en
Magnetnaal, der kan dreje sig frit om sit
Tyngdepunkt, vil stille sig i en bestemt
Retning paa hvert Sted af Jorden, ligesom en
Magnetnaal i Nærheden af en Magnet. Jern
magnetiseres ogsaa i det jordmagnetiske Felt;
man viser let ved Hjælp af en Magnetnaal, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
