Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnetisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ubrugeligt her); i den indiske Øflok naar den
op til 0,38. I Kbhvn var den 1921 0,172 abs.
Enheder. Jordmagnetismen forandrer sig i Tidens
Løb. I London var Deklinationen 11° 15′ østlig
1580; 1657 var den Nul, 1820 24° 34′ 30″ vestlig
og 1893 17° 27′ vestlig. I Kbhvn har
Kompasnaalen udført en lgn. Svingning. 1649 var
Deklinationen 1° 30′ østlig, 1672 2° 30′ vestlig;
den vestlige Misvisning voksede til omkr. 1807,
da den var 18° 25,6′. Derefter tog den langsomt,
siden hurtigere af. 1891 var den 11° i
Gennemsnit. 1921 7° 43,5′ vestlig og aftager c. 5 1/2 Min.
aarlig. Agonen gik, som Fig. 10 viser, 1885
gennem Petrograd, men rykker efterhaanden
længere mod V. Misvisningen var i Berlin Nul
1673 og havde sit vestlige Maksimum 18° 9′
1798. Allerede disse Tal viser Isogonernes
Tilbøjelighed til at vandre fra Ø. mod V., men
denne Vandring er ingenlunde regelmæssig.
Kortets hele Udseende forandrer sig i Tidens
Løb, og man ved ikke, om Deklinationsnaalens
Bevægelse er virkelig periodisk, da man endnu
intet Sted har fulgt en hel Svingning til Ende,
skønt man i Paris kan føre Iagttagelserne
tilbage lige til 1540. Inklinationen i Kbhvn var
efter en Bestemmelse af Hansteen 70° 36,7′
1820. Siden er den aftagen og var 1921 68° 51,5′.
Foruden disse langsomme »sekundære«
Forandringer, hvis Aarsag er fuldstændig ukendt, har
Jordmagnetismen daglige Variationer, der for
Deklinationen i Kbhvn viser sig derved, at
denne har sin største Værdi Kl. 1—2 Efterm.,
sin mindste om Natten. Variationen gaar op til
c. 10 Min. i Juli og synker til c. 4 Min. i Jan.
Den daglige Variation er meget forsk. paa
forsk. St. af Jorden; visse St. i Nærheden af
Ækvator er den næsten Nul. Ogsaa
Inklinationen og Magnetkraftens Styrke viser daglige
Forandringer. Alle disse Forandringer staar i
Forbindelse med Solpletperioden (c. 11 Aar);
de er størst, naar Solen har mange Pletter.
Magnetiske Uvejr er hurtige og
uregelmæssige Forandringer i Jordens magnetiske
Tilstand; de strækker sig ofte over hele
Jorden, og Forandringerne paa de forsk. St. er
fuldkommen samtidige, men kan have forsk.
Størrelse og Retning. Uvejrene ledsages ofte af
Nordlys. Ogsaa de synes at staa i Forbindelse
med Solpletterne, hvilket er saa meget
mærkeligere, som det let kan bevises, at selv om
Solen helt igennem var magnetiseret til den
højeste Intensitet, Jern kan modtage, vilde
denne uhyre Magnet i Jordens Afstand ikke kunne
frembringe et Felt, hvis Styrke naaede op til
Størrelsen af de Forandringer, der kan
forekomme under et magnetisk Uvejr.
Historie. Aristoteles omtaler
Magnetstenens Tiltrækning
og lader Thales fra Milet
være Opdageren.
Plinius har den bekendte
Fabel om Hyrden
Magnus, hvis Skosøm Stenen
tiltrak, og som derved
opdagede dens
magnetiske Egenskab.
Araberne har næppe fremmet
Kendskabet til M., naar
man undtager, at de
muligvis har bragt
Kundskaben om Kompasset fra
Kina til Europa.
Kineserne har, vistnok
længe før vor Tidsregnings
Beg., benyttet Kompas
paa Land- og Sørejser; i
hvert Fald omtaler et
kin. Værk fra 121 e. Kr.,
at Magnetstenen kan magnetisere en Staalnaal og
give den Evne til at vise Retning. Af en kin.
Naturhistorie fra Beg. af 12. Aarh. ses, at
Kineserne kendte Misvisningen, som paa den Tid
var vestlig i Kina. I 13. Aarh., maaske allerede
i Slutn. af 12., benyttedes Kompasset af Søfolk
paa Middelhavet; man lagde i Beg. en
Magnetsten ell. Magnetnaal paa et Stk. Træ og lod
det flyde paa Vand. Columbus fandt paa
sin første Rejse til Amerika, 200 Sømil V. f.
Ferro, at der her var vestlig Misvisning, og at
denne blev større længere mod V. I
Middelhavet var Misvisningen paa den Tid østlig.
Hældningen maaltes første Gang 1576 af
Norman i London; den var her 70° 50′.
Herefter bliver Maalinger af Misvisning og
Hældning ret hyppige. Medens man tidligere havde
troet, at Naalens Nordende blev tiltrukket af
et Punkt paa Himlen ell. af Magnetbjerge i
Norden, sluttede Norman af Hældningen, at
det tiltrækkende Punkt ligger i Jorden.
Gilbert viste i sit berømte Værk De magnete
(London 1600), at selve Jorden er en stor
Magnet. Han magnetiserede en Staalkugle, saa den
fik to diametralt modsatte Poler, og ved at føre
en lille Magnetnaal hen over dens Overflade
fik han et i de groveste Hovedtræk rigtigt
Billede af Jordens magnetiske Tilstand paa en
Tid, da Magnetnaalens Hældning endnu kun var
maalt i London. At Misvisningens Forandring fra
Sted til Sted er uregelmæssig, vidste Gilbert, og
han søgte Forklaringen i den Antagelse, at
kun den faste Jord, ikke Havvandet, er
magnetisk. Antagelsen er rigtig, men ikke
tilstrækkelig til Forklaring af Uregelmæssighederne.
Det søfarende England blev snart interesseret
for jordmagnetiske Undersøgelser, og
 |
| Fig. 10. Deklinationskort 1885. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
