Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnússon, Finnur - Magnússon, Gisli (isl. Høvding og Lærd) - Magnússon, Gisli (isl. Filolog) - Magnússon, Guðmundur (isl. Filolog) - Magnússon, Guðmundur (isl. Læge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Tidsskr. Af hist.-antikvariske Værker indtager
»Grønlands hist. Mindesmærker« i 3. Bd den
mest fremragende Plads (Kbhvn 1838—45); her
er omhyggelig samlet alt, hvad der kan oplyse
Grønlands gl Historie indtil ca. 1500; Teksterne
er nøjagtig udgivne med dansk Oversættelse og
udførlige Indledninger og oplysende
Anmærkninger; dette er M.’s ubetinget bedste Arbejde.
Af hist. Arbejder kan særlig fremhæves Afh.
»Om de engelskes Handel og Færd paa Island
i 15. Aarh.« i »Nord. Tidsskr. f. Oldk.«, II, samt
»Udsigt over Snorre Sturlusen’s Liv og Levnet«
i »Skand. Litt. Selsk. Skr« 19 o. fl. M. var en
af sin Tids største Runologer; han undersøgte
og fortolkede en Mængde Runeindskrifter, men
p. Gr. a. hans og Samtidens mangelfulde
Indsigt i Sproghistorie overhovedet maatte
Fortolkningen ogsaa blive mangelfuld. En sørgelig
Navnkundighed opnaaede M. ved sin
Behandling af den saakaldte »Runamo-Indskrift« i hans
Hovedafhandling i »Vidensk. Selsk. Skr hist.
filos. Afdeling«, VI (1841). Denne foregivne
Indskrift paa Klippen Runamo i Blekinge, der
allerede af Sakse omtales som Runemindesmærke,
undersøgtes af ham og Geologen Forchhammer
i Forening. Efter at den sidste havde erklæret,
at en hel Del Figurer paa Klippen ikke var
naturlige Ridser, var det forstaaeligt — og det
tjener til M.’s Undskyldning — at han søgte at
forklare dem som Runer, men disse kunde
rigtignok kun »tydes« ved Hjælp af flere forsk.
Kunstgreb, og den derved fremkomne Læsning
røber sig som sproglig umulig. Kort efter blev det
uomstødelig bevist (af Berzelius og Worsaae),
at de formentlige Runer kun var naturlige
Ridser. Paavisningen heraf har sikkert gjort et
overvældende Indtryk paa den ellers saa
samvittighedsfulde Forf., og man antager, at den
har fremskyndet hans Død. I øvrigt maa det
ikke glemmes, at den nævnte Afh. indeholder
meget andet og mere — til Dels værdifuldt —
end selve Tolkningen af Runamo. Paa Islandsk
forfattede M., der i en Rk. af Aar var det isl.
litt. Selskabs Formand i Kbhvn, dets Oversigt
over udenlandske Begivenheder »Islenzk
Sagnablöð«, I—X og »Skirnir«, I og redigerede deri
isl. Almanak. Endelig skal anføres, at M.
optraadte som Digter baade paa Islandsk og
Dansk, men som saadan er han temmelig
ubetydelig. Ser man tilbage paa M.’s
videnskabelige Virksomhed, er der meget, der for længst
er forældet, baade p. Gr. a. hans Opfattelse af
Sagen og hans meget mangelfulde Metode; dette
gælder særlig hans myt. Skr. Derimod besidder
flere af hans hist.-antikvariske Afh. og Udgaver
endnu betydelig Værdi. Han var en af de
flittigste og mest belæste Stuelærde, en
overordentlig beskeden og bramfri Mand, en elskværdig
Personlighed. Han ejede en stor Bogsamling,
deriblandt en betydelig, til Dels værdifuld
Haandskriftsamling, der hovedsagelig solgtes til
England. (Litt.: P. Pjetursson, »Hist. eccl.
Isl.«, hvor der S. 419—23 opregnes hans Skr;
Joh. Steenstrup, »Historieskrivningen i
Danmark i 19. Aarh.«).
F. J.
Magnússon [mag.nuså.n], Gisli, isl.
Høvding og Lærd (1621—96), blev Student 1639 og
studerede i Kbhvn under Ole Worm, derefter i
Leyden Filosofi og Naturhistorie og vendte 1646
hjem til Island. Den flg. Sommer begyndte han
dreven dertil af egen indre Trang at undersøge
Island og indsamle Naturalia, hvoraf han
sendte Ole Worm en Del til Undersøgelse. M., der
havde erhvervet sig mere alsidig Uddannelse
end vel nogen af hans Samtidige paa Island,
anlagde ogsaa en Have og gjorde Forsøg med
forsk. fremmede Planters Dyrkning. 1647 skrev
han en paa Latin affattet meget interessant
Afh. om Tilstandene paa Island og om Landets
Opkomst. Han fremhævede de i flere
Henseender uheldige Forhold og fremkom med flere
nyttige Forslag, f. Eks. at stifte en Fond for
hele Landet, oprette en Skole paa Þingvellir,
noget, der vidner om hans sunde Syn og
Foretagsomhed. Denne Afh., der var den første i
sin Slags, indgav han til Kongen. M. fik
Tilladelse til at søge efter Svovl og udføre det.
Han anstillede ogsaa Undersøgelser angaaende
Mineraler. M. boede længst paa Hliðarendi i
Fljótshlið, hvorhen han flyttede 1653, og her
drev han Havedyrkning og Bygavl, som ofte
lykkedes ganske godt. Fra 1659 var han
Sysselmand i Rangárvallasyssel. M. var en rig og
meget anset Mand. P. Gr. a. sin Lærdom fik
han Tilnavnet den »visi« (Visi-G.) ɔ: den
kundskabsrige. (Litt.: Þ. Thoroddsen,
»Landfræðissaga«, II [Kbhvn 1898]; »Isafold«, VI
[1879]).
B. Th. M.
Magnússon[mag.nuså.n], Gisli, isl. Filolog
(1815—78); efter at være bleven Student fra
Bessestad-Skole 1839 opholdt han sig i Kbhvn i
nogle Aar for at studere klassisk Filologi, men
han tog aldrig nogen Eksamen. I disse Aar gik
han sin Slægtning Páll Arnason (Arnesen) til
Haande ved Udarbejdelsen af det lat. Leksikon.
Fra 1850 var M. Lærer — fra 1852 Adjunkt —
ved Reykjavik lærde Skole til sin Død. Han var
en overordentlig begavet og lærd Mand og
alsidig Lærer, men producerede desværre ikke
meget. Med J. Thorkelsson udgav han en
lat.-isl. Læsebog (1871) og Grammatik (1868) m. m.
F. J.
Magnússon[mag.nuså.n], Guðmundur,
G. Magnæus, isl. Filolog (1741—98); efter at
være bleven Student (1761) rejste han til Kbhvn,
hvor han forblev til sin Død, særlig beskæftiget
med forsk. Udgiverarbejder; saaledes deltog
han i Udarbejdesen af den Arnamagnæanske
Edda, 1. Bd — han var ogsaa fra 1776
Arnamagnæansk Stipendiat —; 1780 udgav han en
kommenteret Udgave af Terents’ Komedier i to
Bind. Hans Udgave og lat. Oversættelse af
»Egilssaga« med mange lærde Noter udkom
først 1809. (Litt.: P. Pjetursson, »Hist.
eccl. Isl.«, S. 424).
F. J.
Magnússon[’mag.nuså.n], Guðmundur,
isl. Læge, f. 25. Septbr 1863, Student fra
Reykjavik 1883, cand. med. 1890. Han fortsatte sine
Studier i Kbhvn og i Berlin, indtil han 1892
ansattes som Distriktslæge i Skagafjorden. 1894
blev han Docent ved Lægeskolen i Reykjavik,
1911 Prof. ved Univ. i Reykjavik. M. er den
første, der har konstateret Tuberkulosen paa
Island (»Hospitalstidende« 1895) og taget
Forholdsregler imod den. M. er vel den mest
fremragende Kirurg, der har været paa Island. Som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
