Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magyarisk Sprog og Litteratur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kom til Ungarn. Ordet szász, 100, der er fælles
for alle finsk-ugriske Sprog (finsk sata o. s. v.),
er det avestiske sata. I andre Tilfælde er
Ordene blot fælles for Magy. og de østlige
finsk-ugriske Sprog og derfor af en noget yngre Dato,
f. Eks. nemez, Filt, votj. nämat = pers. namad;
tiz, 10, = avest. dasa; arany, Guld, ostj. sarna
= avest. zaranya; kincs, Skat, = pers. gandž
(lat. gaza); hid, Bro, = ossetisk xid. En stor
Mængde Ord er optaget fra Tyrkisk og ikke
blot fra Osmannisk, men ogsaa fra andre tyrk.
Stammer; navnlig viser ikke saa faa Ord sig at
stamme fra den Tid, da Magyarerne endnu
opholdt sig i Volga-Egnene, f. Eks. irni, skrive,
der stemmer med čuvašisk śir (osm. derimod
jaz-maq), ökör, Okse, = čuv, vigur (osm. öküz),
iker, Tvilling (osm. ikiz); de fra Osmannisk
optagne Ord viser ikke Overgangen fra z til r.
Meget gennemgribende er ogsaa den slaviske
Paavirkning, og de slaviske Ord er ligeledes
komne ind til forsk. Tider og fra forsk.
Dialekter. Saadanne Ord er f. Eks. barát, Ven, =
slav. brat, Broder, beszéd, Tale = slav. besěda,
péntek, Fredag, király, Konge, o. s. v. En Del
er af stor Interesse ved at bære Spor af de
oldslaviske Nasalvokaler; galamb, Due, = oldsl.
(oldbulg.) goląbĭ, bolond, Nar = oldsl. blądu,
szent, hellig = oldslavisk svetŭ szomszéd,
Nabo, = oldsl. sąsědŭ, hvilket tyder paa, at
Magyarerne har truffet en slavisk Befolkning,
hvis Sprog har haft omtr. samme Udseende som
det saakaldte oldbulgarske. I samme Retning
tyder Ord som pest, Ovn (Bynavnet Pest =
Ofen) = oldbulg. pešti (men f. Eks. russ.
peč). Den slaviske Paavirkning viser sig ogsaa
uden for Ordforraadet; világ betyder saaledes
Lys og Verden som slav. svět. I nyere
Tid trænger mange slovakiske Ord ind i de
nordlige Dialekter, hvorfra enkelte er naaede
ind i Skriftsproget.
Yngre end den slaviske Paavirkning er den
tyske; hertil hører f. Eks. Ord som herczeg
(Herzog), polgár (Bürger), torony (Thurm),
kehely (Kelch), példa, Eksempel (Bild), der alle
findes i 15. Aarh. Ogsaa Italiensk og Latin, der
jo har spillet en betydelig Rolle som officielt
Sprog, har sat deres Spor, f. Eks. paszomány
(ital. passamano), mustár (ital. mustardo),
templom, Kirke, (lat. templum). I de østlige
Dialekter findes en Mængde rum. Ord, hvoraf
Skriftsproget har optaget en Del.
De magy. Dialekter er ikke indbyrdes
meget forsk. og fjerner sig heller ikke ret meget
fra Skriftsproget. Man plejer, væsentlig efter
den forsk. Behandling af Vokalerne, at skelne
mellem 8 Dialektomraader, af hvilke
Széklerdialekten i Siebenbürgen i mange Henseender
er den ejendommeligste. (Litt.: Vilh.
Thomsen, »Det magy. Sprog og dets
Stammeslægtskab« [i »Tidsskr. f. Fil. og Pæd.« VII, 149 ff.];
Simonyi, A magyar nyelv [»Det magy. Sprog«]
[1889], paa tysk: »Die ungarische Sprache«
[1907]; Balassa, A magyar nyelvjárások [«De
magy. Dialekter«] [1891]; Samme, A
phonetika elemei [»Magy. Fonetik«] [1886]. —
Ordbøger: Budenz, Magyar-ugor összehasonlitó
szótár [»Magy.-ugrisk sammenlignende Ordb.«]
[1873—81]; Szarvas og Simonyi, Lexicon
linguæ Hungaricæ ævi antiquioris [1888—93];
Czuczor og Fogarassy, A magyar nyelv
szótára [»Ordbog over det magy. Sprog«]
[1867—74]; Simony, Magyar Tájszótár (»Magy.
Dialektordbog«] [1893—96]; Ballagi,
»Wörterbuch d. deutsch. u. ung. Sprache« [6. Opl.,
1905]. — Grammatikker: Riedl,
»Magyarische Grammatik« [1858]; Görg,
»Praktisches Lehrbuch der ung. Sprache« [Wien,
Hartleben]; Szinnyei, »Ungarische
Sprachlehre« [Sammlung Göschen]. — Tidsskr: Magyar
Nyelvör [Magy. Sprogvogter«] [1872 ff.];
Nyelvtudomänyi közlemények [»Sprogvidenskabelige
Meddelelser«]).
Den magyariske Litteratur
begynder med lat. Skr. Efter at Magyarerne var
komne ind under ordnede Tilstande, blev Latin
meget hurtig det officielle Sprog og vedblev at
være det lige til den nyere Tid; først 1832 blev
Magy. erklæret for officielt Sprog. Fra Slutn. af
12. Aarh. og den flg. Tid haves en Mængde lat.
Krøniker, hvoriblandt den mest bekendte er den
af Anonymus regis Belæ notarius forfattede
Gesta Hungarorum. Det første
sammenhængende Stykke Magyarisk, der er opbevaret, er en
Ligtale (Halotti beszéd) med tilhørende Bøn;
sandsynligvis fra Slutn. af 11. ell. Beg. af 12.
Aarh. Dernæst følger en Rk. Oversættelser af
religiøst Indhold, Bibelen, Helgenlegender (»Den
hellige Margrete« fra Slutn. af 14. Aarh.),
Bønner, Prædikener o. s. v., der naturligvis kun har
sproglig Interesse (udg. af Akademiet i Régi
magyar nyelvemlékek [»Gamle magy.
Sprogmindesmærker«] og Nyelvemléktár [»Samlinger
af Sprogmindesmærker«]). Det ældste Digt,
hvis Forf. er bekendt, er en Hymne til Jomfru
Maria af Franciskanermunken Andreas
Vásárhelyi, der faldt i Slaget ved Mohács 1526. Fra
omtr. samme Tid stammer ogsaa et gejstligt
Epos, »Den hellige Katharina af Alexandrien«
(4067 Vers). Under Mathias Corvinus (d. 1490)
indførtes Bogtrykkerkunsten, og den første i
Ungarn trykte Bog, Chronica Hungarorum, udk.
1473; men denne Konges livlige Forbindelse med
ital. Kultur forblev uden Indflydelse paa magy.
Litteratur, først 1533 trykkes den første Bog paa
Magy. (Pauli Breve). Med Reformationen, der
hurtig vandt Indgang i Ungarn, fulgte et
nationalt Opsving. Der oprettedes mange Skoler og
Trykkerier og udgaves en Mængde Prædikener
og Stridsskr; Bibelen blev i Løbet af 16. Aarh.
overs. to Gange, Ny Test. fire Gange. Erdösi
udgav 1536 en magy. Grammatik (paa Latin),
Dévai 1539 Orthographia Ungarica.
Spor af verdslig Litteratur findes allerede i
de omtalte lat. Krøniker, der paa fl. St.
antyder Tilstedeværelsen af episke Digtninger om
Landets Erobring og forsk. Heltes Bedrifter,
hvilke blev foredragne af omrejsende Sangere
under Ledsagelse af Strengespil. Saadanne
farende Sangere (lantosok) findes endnu i 16.
Aarh.; den berømteste af dem er Sebastian
Tinódi, der har udg. 2 Bd hist. Sange
(»Krønike i to Bøger«, 1554, med egen Musik),
handlende om den urolige Tids Krigsbegivenheder.
Valentin Balassa (d. 1594) er den første
lyriske Digter (»Blomstersange«); 1564
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
