Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Makkabæerbøgerne - Makkabæermønter - Makmel - Makó (By) - Makó (se Bomuld) - Makololo - Makolololand - Makovski, Konstantin Jegorovitsch og Vladimir Jegorovitsch - Makpelas Hule - Makrel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han vil hævne sig paa de ægypt. Jøder først
ved at gøre dem til Slaver og bringe dem til
Frafald, saa ved at lade dem nedtrampe af
Elefanter, men disse vender sig mod hans
egne Folk. Jøderne faar nu Begunstigelser,
faar Lov at dræbe de Frafaldne, og deres
vidunderlige Redning fejres ved en aarlig Fest.
Skriftet maa opfattes som denne Fests
Legende. Det er opr. skrevet paa Græsk,
formodentlig i Tiden omkr. Kr.
4. M. er et filosofisk-opbyggeligt Skrift,
skrevet paa Græsk, antagelig i 1. Aarh. e. Kr.,
typisk for den hellenistiske Jødedom. Det gaar
ud paa, at Fornuften er Herre over Drifterne
og Lidenskaberne, en Grundsætning, der først
udvikles filosofisk og derpaa belyses ved
udførlige Martyrberetninger fra Makkabæertiden,
især Fortællingen om Eleasar og om de 7
Brødre og deres Moder.
J. P.
Makkabæermønter, jødiske Mønter af Sølv
og Kobber — Guldmønter findes ikke
udprægede — fra Makkabæertiden med hebraiske,
senere tillige med gr. Indskrifter; de ældste er
fra Ypperstepræsten Simon (143—35 f. Kr.).
Paa Sølvmønterne (hel og halv Shekel) er paa
den ene Side ofte afbildet et Bæger, paa den
anden Gren med Lilier, Palmegren ell. lign.
Udmøntningen af Sølv er et Tegn paa
Uafhængighed. Efter Aar 63 f. Kr., da Pompejus havde
betvunget Palæstina, prægedes kun jødiske
Kobbermønter. (Litt.: Levy, »Geschichte der
jüdischen Münzen« [Breslau 1877]; F. W.
Madden, Coins of the Jews, 2. Opl. [Lond. 1881]).
H. A. K.
Makmel, se Dahr-el-Kodib.
Makó [’måko.], By i ung. Komitat Csanad
ved højre Bred af Maros og Jernbanelinien
Arad—Szegedin, (1920) 26810 magyariske Indb.
med forsk. Religion, mest evangeliske ell.
rom.-kat. Vindyrkning og Mølleindustri. Udmærket
Kvægavl.
N. H. J.
Makó, se Bomuld, S. 616.
Makololo [-’ko-?], sydafrikansk Folkestamme,
hørende til Bantu-Folkene, specielt til
Betschuanerne. De var opr. Basutoer, men vandrede
1824 under den kloge og krigskyndige Høvding
Sebituane mod N. over Vaal-Floden, slog
Marutserne, Butokaerne og Matabelerne samt
valgte Landet N. f. Zambesi til deres
Opholdssted. Efter Sebituane’s Død 1851 begyndte det
at gaa tilbage med M.’s Magt, og under
Sønnen Sekeletu’s svagere Styrelse faldt de
undertvungne Folk fra. Da Sekeletu døde 1864,
rejste Marutserne en Opstand, i hvilken M.
blev udryddet paa nogle faa Rester nær, der
lever i det saakaldte M.-Land (s. d.). (Litt.:
D. Livingstone, Missionary travels in
South Africa [London 1857]; Samme,
Expedition to the Zambesi [smst. 1865]; E. Holub,
»Sieben Jahre in Süd-Afrika« [2 Bd, Wien
1881]).
(C. Fr.). N. H. J.
Makolololand [-’ko-?]. Landskab i Sydafrika,
paa begge Sider af Shire-Floden, der fører
Njassa-Søens Vande til Sambesi-Floden, udgør
den sydlige Del af den britiske Koloni Nyassa
Protektorat. Højden er gennemsnitlig 1200 m,
og Klimaet skal være taaleligt for Europæere.
Aarets Middeltemp. er 17,5°; den varmeste
Maaned har en Gennemsnitstemp. paa 23°, den
koldeste paa 15°. Jordbunden er frugtbar og
yder Sukkerrør, Indigo, Kautsjuk og Ris;
desuden er der fl. St. begyndt paa Kaffekultur,
Distriktet, der allerede i 1870’erne blev
Virkefelt for et Par eng. Missionsselskaber, gav 1888
Anledning til Grænsetvist mellem England og
Portugal, da sidstnævnte Land forsøgte at
udvide sin nærliggende Koloni Mosambik til det
Indre af Afrika. Striden endte med et britisk
Ultimatum 1890, der tvang den portug. Major
Serpa Pinto til at trække sig tilbage. Landet,
der er tæt befolket, har Navn efter Stammen
Makololo (s. d.).
C. A.
Makovski [ma’kåfskij], 1) Konstantin
Jegorovitsch, russ. Maler, f. 30. Juli 1839
i Moskva, d. 1915 i Petrograd, uddannet paa
Akademierne i de nævnte Byer. Han, ligesom
hans nedenn. Broder, sluttede sig under
Kramskoi’s Ledelse til Oppositionen imod
Moskva-Akademiet. Han er særlig yndet som
Portrætmaler (fornemlig af Damer). Paa de senere
Dage (han blev Prof. og Medlem af
Moskva-Akademiet) gled hans Kunst, nu mest
Genre-Historiemaleri (»Ivan den Skrækkeliges Død«,
»Bojarbryllup« etc.) med stærk Interesse for
det udvortes kostumemæssige, ret stærkt over
i Rutinen. 2) Vladimir Jegorovitsch,
f. 1846, har skabt interessante, til Dels
humoristiske Genrebilleder fra russ. Folkeliv
(»Ruslands Menzel«): »En Læges
Modtagelsesværelse«, »Landsbyjøderne«, » I Vennekredsen« etc.
Paa den internationale Kunstudstilling i Kbhvn
1897 saas 4 Billeder af ham, hvoriblandt
»Bruden« (1894). Han er ogsaa en god Raderer.
A. Hk.
Makpelas Hule [hebr. maKpe.’la.s], en Hule
ved Hebron, hvor Abraham og Sara og nogle
af de andre Patriarker begravedes. I Moskeen
i Hebron er der nu Kenotafier for Patriarkerne,
og M.’s H. skal befinde sig nedenunder.
J. P.
Makrel (Scómber), en Slægt af Makrelfisk.
Legemet er tendannet, lidt sammentrykt,
dækket med smaa, glatte Skæl. Første Rygfinne
ved et langt Mellemrum adskilt fra anden
Rygfinne; dennes og Gatfinnens bageste Del opløst
i 5—6 Smaafinner. En kort Længdekøl paa hver
Side af Halefinnens Rod. Smaa, spidse Tænder
paa Kæber, Gane og Plovskærben.
Svømmeblære kan findes, men mangler sædvanlig.
Slægten, der er udbredt over næsten alle tropiske
og tempererede Have, tæller 7 Arter, hvoraf
de 3 forekommer ved Europa. Den alm. M.
(S. scombrus) naar en Længde af 0,5 m og en
Vægt af henimod 1 kg. Hos den levende Fisk
er Ryggen smuk græsgrøn, flammet med blaat
og tegnet med 30—35 mørke, bølgede
Tværbaand; Bug og Sider har den smukkeste
Perlemorsfarve og ligesom Ryggen et eget
Purpurskær med Guldglans. Naar M. i nogen Tid har
været over Vandet, gaar dens grønne Farve
over til blaat. Paa den amer. Side af
Atlanterhavet gaar den mod S. ned til Kap Cod. Langs
Europa er den udbredt fra Middelhavet til det
vestlige Norge; mere sjælden viser den sig ved
det nordlige Norge, Færøerne og Island. I de
danske Farvande er den en hyppig
Sommergæst saa langt som ind i Sundet og Bælterne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
