Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Malerkunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i den første kristne Tid en ny Kunst, beskeden
og udøvet af Haandværkere, med Oldtidens
Freskoteknik, men i hele sin
Fremstillingsmaade nærmest en barnlig-folkelig Efterklang af
den ant. Kunst. Egl. kunstnerisk var Formaalet
ikke heller, det gjaldt kun om at skaffe
billedlige Udtryk for den nye Læres Indhold. Det er
i Katakomberne, særlig i dem, der findes i
Roms Campagna, vi maa søge de ældste
Frembringelser. Jo ældre de her forekommende
Udsmykninger er, des nærmere staar de i stilistisk
Henseende og ved deres Udførelse den antikke
Kunst; Billederne i den hellige Lucina’s
Katakomber (2. Aarh.) ser saaledes aldeles ud som
tarvelige rom. Loftsmalerier, men ogsaa i
senere Værker som i Domitilla’s Katakomber
minder i alt Fald Anordningen af Dekorationerne
og Brugen af landskabelige Motiver om ældre
Forbilleder; undertiden er ogsaa antikke
Emner — som Orfeus og den gode Hyrde — brugt
som Symboler. Hyppigere er Symbolerne
bibelske, saaledes Moses ved Klippen (Daaben),
Isak’s Ofring (Forsoningsdøden), Jonas
(Opstandelsen) o. s. v.; i senere Malerier
forekommer Kristusbilleder samt Fremstillinger af
Maria og Apostlene. Som ornamental Indfatning
er ofte Vinstokken brugt; den var jo ogsaa et
kristeligt Symbol. Billederne i Katakomberne
er altid flygtige, ofte raat udførte, men ikke
sjælden Vidnesbyrd om from Følelse.
Efter Kristendommens politiske Sejr under
Konstantin den Store fik M. hurtigt omfattende
Opgaver med at smykke de nye Kirker. Hvor
Midlerne tillod det, benyttedes hertil gerne
Oldtidens Teknik, Mosaikken, som er holdbar og
farveprægtig, især naar den belyses af Kerter
ell. af Dagslys gennem gyldne Alabastruder
(saadanne findes endnu i Galla Placidias’ Grav
og Koret af S. Vitale i Ravenna). Hvor der
skulde arbejdes hurtigere og billigere
anvendtes Fresko. Oldtidens Kendskab til i Maleriet
at fremstille Rum og plastisk Form var
fuldstændig gaaet tabt under Folkevandringens
Omvæltninger. Maleriet blev atter ganske
afhængigt af Billedfladen, det fremstillede udfoldede
sig kun i denne, selv om Anvendelsen af Lys
og Skygge ikke var fuldstændig glemt. Til
Gengæld var der stor Sans for Fladens Pragt og
for M.’s smykkende Evne. Af den oldkristelige
Kunst udviklede sig under det østromerske
Kejserdømme den byzantinske M., for
hvilken det fortællende og det smykkende bliver
saa afgjort Hovedsagen, at der lægges liden
ell. ingen Vægt paa Form og Rum. For den
fortællende Fremstilling udvikles ret faste
Regler, som vi kender fra Athosbogen (et i øvrigt
temmelig sent Haandskrift i Klostret paa Athos).
Den byzantinske Stil kom ogsaa til at beherske
Staffelibillederne (Altertavler). Den bredte sig
ud over Italien og ved Haandskriftbillederne
endnu videre. I Ruslands kirkelige Kunst
herskede den indtil den nyeste Tid. Byzantinsk
Kunst manglede i sin bedste Tid ikke
Udviklingsliv, men da den forsætlig aldrig overskred
de engang satte Rammer, maatte den stagnere
og kvaltes i de østlige Lande tilsidst af Islam.
Men i Vesteuropa, først i Italien og de herfra
nærmest paavirk. Lande (Frankrig og
Sydvesttyskland) blev Udviklingen ikke staaende inden
for de af Byzantinismen satte Grænser. Den
fandt i Middelalderen (den romanske
Stil) for en Del Sted inden for
Haandskrifternes Udsmykning og Illustration (Miniaturer
af Minium: den røde Mønjefarve). I 7.—9.
Aarh. udvikledes paa dette Omraade i de irske
Klostre en ejendommelig Stil, som ogsaa fik en
vis Indflydelse paa Fastlandet, hvor dog
Byzantinismen paa dette Felt holdt sig ret længe.
I den egl. M. arbejdede man i Italien ogsaa i
Tilslutning til de oldkristelige Overleveringer.
Kirkerummenes store Vægflader fyldtes med
Malerier (Menigmands Bibel), og Kalk- og
Freskofarve fortrængte den kostbare Mosaik.
Billederne er rene Fladebilleder, kolorerede
Omridstegninger med ringe Angivelse af
Skygger, og Baggrunden ensfarvet ell. mønstret.
Vægten lægges paa anskuelig Fortælling. Til
denne romanske Stil hører ogsaa en Del af de
Kalkmalerier, som er fremdragne i danske
Kirker (Skibby, Hjørlunde, Fjenneslevlille). Den
stærkere Fart i Udviklingen (Gotiken)
kommer i det 13. Aarh., ansporet ved Bernhard af
Clairvaux og Frants af Assisis’ Lære om, at
Naturen ikke er Djævelens Værk, men ogsaa
skabt af Gud. Interessen for Naturen bryder da
ogsaa frem med en vældig Kraft, som
efterhaanden frier Kunsten helt ud af
Traditionernes Baand. Overgangsmestre var i Italien
Duccio di Buoninsegna i Siena, Cimabue i Firenze
og Assisi (desværre er hans Værker der i aller
højeste Grad ødelagte) og Pietro Cavallini i
Rom. Gennembrudsmester blev Giotto fra
Firenze. Med ham fornyes Interessen for
Kompositionen, den plastiske Form, Rumvirkningen
og den naturlige Udtryksfuldhed. Hans Elever
er Giottino, Bernardo og Taddeo Gaddi. I det
14. Aarh. er de førende Mestre i Firenze
Orcagna og hans Broder Nardo di Cione. Af
Orcagna’s berømte Fresko »Dødens Triumf« blev
1911 et Brudstykke fremdraget i S. Croce i
Firenze. Den blev med nogen Ændring efterlignet
paa Campo Santo i Pisa, vistnok af Francesco
Traini. I Siena virkede Brødrene Lorenzetti og
Simone Martini, i Norditalien Naturalisterne
Altichiero, Avanzo og i Beg. af 15. Aarh.
Pisanello. Ved Siden af Vægbillederne blev
Staffelibilleder i Tempera hyppigere som ofte store
Altertavler, jævnlig bestaaende af et Midtbillede
med to Fløje (Triptychon) ell. med endnu fl.
Inddelinger (Polyptichon ell. Ancona). Mellem
Hovedbillede og Alterbordet er ofte en Rk.
Smaabilleder (Predella).
I det 15. Aarh.’s Italien,
Forrenaissancen, var Kunstens Tyngdepunkter i Firenze, i
enkelte umbriske Byer, i Padova og Venedig.
I Firenze betegner Fiesole endnu en klosterlig
Konservatisme; det banebrydende Geni var
Masaccio, af hvis Arbejder i S. Maria del
Carmine endnu nogle fejlagtig tillægges den noget
mere gammeldags Masolino. Masaccio’s
Fremskridt bestaar navnlig i den fuldere Forstaaelse
af den plastiske og monumentale Form og
Figurernes fri Forhold til Rummet. Han løser
Billedet definitivt fra dets Afhængighed af
Fladen. Ogsaa i den maleriske Behandling, i
Lufttonerne, i Illusionskraften betyder han et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
