Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Malerkunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
afgørende Skridt frem. Paolo Uccello dyrker det
videnskabelige Perspektivstudium, og Andrea
del Castagno en mandig og skarp Naturalisme.
I det rent maleriske naar ingen af disse
Masaccio paa Siden. I det lidt yngre Slægtled er
Hovedmestrene Fra Filippo Lippi og Benozzo
Gozzoli, som udvikler Fortællingen og den
æstetiske Følelse. Portrættet dyrkes i stigende Grad.
I Aarh. anden Halvdel er de førende
Naturalisterne Pollajuolo og Verocchio, bl. Kredsen
om denne sidste især Botticelli, Filippino Lippi,
Piero di Cosimo og Ghirlandajo. Men alle disse
er stærkt paavirkede af den jævnaldrende
Leonardo da Vinci, som skulde føre Kunsten over
til Højrenaissancen.
I Umbrien virkede Piero dei Franceschi, som
navnlig arbejder med de maleriske
Lysnuanceringer og hans Elev Melozzo da Forli, som
naar en stor og bred Monumentalitet.
Strengere, af en barsk og mandig Vælde er Luca
Signorelli. Den særlig umbriske Sans for blid
Følelsesfylde, Farverigdom og Landskabsskønhed
naar sit Højdepunkt hos Pinturicchio og
Perugino. I Norditalien er Hovedmestren Andrea
Mantegna, fra hvem Paavirkning gaar til
Milano (Foppa, Butinone og Zenale), til Ferrara
(Tura, Cossa, Ercole Roberti, Lorenzo Costa),
til Bologna (Francia) og til Venedig, hvor først
Vivarini’erne lærer noget af ham og dernæst
Brødrene Bellini, Skaberne af det særlig
maleriske i veneziansk Kunst, og Lærere for en stor
Skare af yngre Kunstnere, bl. hvilke Giorgione
og Tizian.
Højrenaissancen i Italien naaede i
første Halvdel af 16. Aarh. til Fuldmodenhed
ved Leonardo da Vinci, Michelangelo og
Raffael, i Norditalien ved Giorgione, Tizian og
Correggio. I Aarh.’s andet Halvdel taber Kunsten
sig i Mellemitalien; Andrea del Sarto og
Sodoma kan langtfra holde Maal med de store
Mestre. I Venedig kommer dog endnu en
Blomstring ved en Rk. yngre Mestre, Palma,
Tintoretto, Paolo Veronese, paa det venezianske
Fastland Lotto, Moretto og Moroni.
I Landene nord for Alperne havde
Gotikken ikke bragt nogen særlig ny Udvikling
i M., Interessen samlede sig væsentlig om
Skulptur og Arkitektur. Men i det 14. Aarh’s
anden Halvdel begyndte en ny Grøde med
Hovedsæde i Østfrankrig og de
burgundiske Nederlande, i dette Aarh. endnu
væsentlig i Haandskriftbillederne. Under
Charles V og hans Broder Jean de Berry flokkes i
Paris og Bourges en Rk. ypperlige
Bogkunstnere. Den egl. Fornyelse kom dog omkr. 1500
fra Flandern, vistnok med Hovedsæde i Gent,
med Stormestre som Pol fra Limburg og
Brødrene Hubert og Jan van Eyck. I det sydlige
Belgien virkede Rogier van der Weyden og
den saakaldte Mester fra Flémalle. Til næste
Generation hører Hugo van der Goes, i
Holland Ouwater, Geertgen tot Sint Jans, og Dirk
Bouts, som væsentlig dog virkede i Sydbelgien.
Hans Memling kom fra de tyske Rhinegne til
Brügge. Ved Overgangen til det 16. Aarh.
virker Gerard David i Brügge og Quentin Matsys
i Antwerpen, samt den ukendte Mester for det
pragtfulde Breviarium Grimani
(Marcusbiblioteket i Venedig). I Frankrig virker i
Egnen om Valenciennes i 15. Aarh. Simon
Marmion, i Tours Charles VII’s og Louis XI’s
Maler Jean Foucquet, i Provence Enguerrand
Charenton og Kong René’s Hofmaler Nicolas
Fromant. For Hertugen af Bourbon arbejder den
saakaldte Mester fra Moulins i Slutn. af Aarh.;
maaske er han identisk med den i Paris meget
ansete Jean Perréal, af hvem ellers intet
Arbejde kendes.
I Tyskland var Köln et Hovedsæde for
M. Wilhelm fra Herle er endnu helt
middelalderlig. Omkr. Midten af 15. Aarh. er Stephan
Lochner stærkt paavirket fra Nederlandene og
Frankrig. Bl. hans Efterfølgere kommer det
særlig tyske Naturel stærkere frem hos en
Rk. Mestre, hvis Navne ikke kendes, men som
efter deres Hovedværker kaldes Mestrene for
Maria’s Liv, for Lyversberg’s Passion, for S.
Severin, for Thomasaltret, for Bartholomæusaltret
o. s. v. I Schweiz er Conrad Witz (Genève)
paavirket af fransk-burgundisk Kunst. I
Alsace er Schongauer Foregangsmand især som
Kobberstikker.
I det 16. Aarh. kom Indflydelsen fra
Italien op over Alperne. I Tyskland blev den
dog ikke stærk, skønt de kunstneriske Centrer
laa i de sydvestlige Egne. Hovedsæde blev
Nürnberg med Mestre som Dürer, Beham,
Strigel og Altdorffer. I Alsace virkede Hans
Baldung Grün og Grünewald. I Augsburg-Basel
arbejder den ældre Holbein og Sønnen Hans
Holbein, som siden gik til England. I München
lever Christoph Schwarz, i Sachsen Lucas
Cranach. I Belgien og Holland betegner 16.
Aarh. en Nedgangsperiode. Mabuse, van Cleef
den Ældre, van Orley, Prevost, Ysenbrant naar
langtfra i Højde med de ældre Slægtled.
Desuden opkommer den Mode at efterligne Raffael
og Michelangelo, støttet af den dannede
Overklasse, men det bliver kun en Karikatur af de
store Forbilleder. Disse Manierister, som
Bloemart, Goltzius, Heemskerk, Frans Floris, Scorel
er dog ved Siden af ypperlige Portrætmalere
og nogle af dem derhos udmærket dygtige
Kobberstikkere. Kun i Landskabsmaleriet virker
den ital. Indflydelse til en ny Blomstring ved
Hackaert, Jan Both, Swanevelt o. a.
Uafhængigt af denne Klassicisme grundlægges
Folkelivsskildringen af Lucas van Leyden,
Hieronimus Bosch og Pieter Bruegel d. æ., som tillige
er Banebryder for det moderne naturalistiske
Landskabsmaleri.
Det 17. Aarh. (Baroktiden). I
Italien havde Brødrene Caracci i Slutn. af det
16. Aarh. organiseret Verdens ældste Akademi
i Bologna, hvis Program var eklektisk
(udvælgende) under Feltraabet: Raffaels Komposition,
Michelangelos Form og Tizians Farve. Ved
Siden af disse Forbilleder stilledes Antikken,
medens Naturstudiet traadte i Baggrunden. Det
blev som Regel dog kun en mat Efterklang af
Højrenaissancen, men fl. af disse Mestre, f.
Eks. Guercino, Guido Reni, nød et Ry, som nu
er lidt svært at forstaa. Betydeligst var
Domenichino. Som Opposition herimod kom fra
Syditalien en kraftig Naturalisme ved Caravaggio,
Salvator Rosa og Spanieren Ribera, som tillige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
