Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mamertiner - mamertinske Fængsel - Mamertinus, Claudius - Mamiani della Rovere, Terenzio - Mamillaria - Mamin, Dmitrij Narkisovitsch - Mamison-Pas - Mamluk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hjælp baade i Rom og Karthago. Medens
Romerne optog dem i deres Forbund, overlod M.
deres Borg til Karthagerne og sluttede Fred
med Syrakus. Alligevel vilde Romerne ikke
slippe den tilbudte Lejlighed til at udvide deres
Herredømme, men satte over til Sicilien og fik
Messana i deres Magt. Dette gav Anledning til
den 1. puniske Krig (264).
H. H. R.
mamertinske Fængsel (cárcer Mamertinus)
var Navnet paa Statsfængslet i det antikke
Rom, liggende ved Foden af Capitolium, Ø. f.
Concordia-Tempelet. Det er bygget oven over en
ældgammel Bygning, som kaldtes Tullianum
og opr. tjente til Beskyttelse for en Kilde, men
senere udgjorde en Del af Fængselet, og hvor
bl. a. Jugurtha sad fængslet og Catilina’s
Medsammensvorne blev henrettede. Iflg. den
kirkelige Tradition sad ogsaa Apostlene Peter og
Piaulus fængslede i det m. F. Bygningen
anvendes derfor ogsaa nu til kirkelig Brug og
kaldes San Pietro in Carcere; oven over den
er atter bygget Kirken San Giuseppe dei
Falegnami.
H. H. R.
Mamertinus, Claudius, Forf. til en endnu
bevaret lat. Lovtale (Gratiarum actio) over
Kejser Julian, holdt Aar 362 i Anledning af, at
M. var bleven udnævnt til Konsul. Den er
udgivet af Baehrens i Samlingen Panegyrici
(Leipzig 1911).
H. H. R.
Mamiani della Rovere [-’råvere],
Terenzio, Greve, ital. Filosof og Digter, f. i Pesaro
1799, d. 21. Maj 1885. Han deltog i sin Ungdom
i Frihedsbevægelsen med nationalt Formaal,
men efter 1831 maatte han flygte fra sit
Fædreland og levede saa i mange Aar landsforvist i
Frankrig. Da Pius IX blev Pave og syntes at
skulle indvie en liberal Æra, kom M. tilbage —
hans Fødeegn Romagna hørte jo til
Kirkestaten — og 1848 blev han pavelig Minister; men
hans Ministerværdighed holdt allerede op i
Decbr s. A., da han begav sig til Turin og
sammen med V. Gioberto stiftede Samfundet for
Italiens Enhed. S. A. blev han
Udenrigsminister i Rom og drog senere til Genua, hvor han
stiftede et filosofisk Akademi. Som sardinsk
Deputeret understøttede han Cavours Politik,
var en Tid sardinsk Undervisningsminister og
sendtes senere som Italiens Gesandt til
Grækenland og Schweiz. Han blev derefter ansat
som Vicepræsident i det Raad, der ledede
Undervisningsvæsenet, og endelig Senator. I sine
yngre Aar skrev M. Digte: Inni sacri (1832),
med Helgenlegender til Emne, og nogle smukke
Idillj (1836); de er samlede i Poesie (1843). Fra
hans Hjemkomst til Italien var hans
Forfatterskab væsentlig filosofisk. Han havde modtaget
Impulser i Paris, som bestemte hans Retning,
og den første Frugt af hans Tænkning saa Lyset
dér: det var Rinnovamento dell’ antica filosofia
italiana (1834), hvori han henviste til at
arbejde videre paa den Grund, som den italienske
Renaissances Filosoffer syntes ham at have lagt,
idet de søgte at formidle Tro og Viden. M.’s
senere Skr, lige til hans høje Alderdom, bærer
alle Præget af den frisindet religiøse Mands
Bestræbelser for at føre Kernen af den
nedarvede Religion frelst igennem de Farer, som
synes at true fra den nyere Tids videnskabelige
Resultater, dem han ikke tør slaa en Streg
over. De kat. Dogmer giver han efterhaanden
Slip paa. Bl. hans filosofiske Værker, som gav
Anledning til megen Polemik, kan nævnes
Ontologia, Dialoghi di scienza prima, Confessioni
di un metafisico, Critica delle rivelazioni,
Questioni sociali, Il diritto nuovo, Teorica della
religione e dello stato, en Bog om Imm. Kant
samt La religione dell’avvenire. Han grundlagde
1870 det filosofiske Tidsskrift Filosofia delle
scuole italiane, senere fortsat under Navnet
Rivista italiana di filosofia. (Litt.: G.
Mestica, Discorso su la vita e le opere di T. M. [i
Udg. af dennes Prose e poesie scelte, Città di
Castello 1886]; Gaspari, Vita di T. M.
[Ancona 1888]; N. Bianchi, Della vita e delle
opere di T. M. [Pesaro 1896]; T. Casini, La
giovinezza e l’esilio di T. M. [2. Udg. Firenze
1896]).
(E. G.). E. M-r.
Mamillaria, d. s. s. Mammillaria.
Mamin, Dmitrij Narkisovitsch,
russ. Novellist (kendt under Pseudonymet
Sibirjak), f. 1852 i Jekaterinburg. I hans
talrige Noveller findes navnlig gode Skildringer
af Livet i Ural-Egnene og det vestlige Sibirien;
han benytter i stor Udstrækning Ord og
Vendinger fra Folkesproget. Desuden har han
skrevet Romaner, der skildrer Intelligensens Liv,
og en Del Børnefortællinger.
(Hlg. P.). H. C-e.
Mamison-Pas [mamjji’sån-], et 2862 m højt
Pas i Kaukasus’ Centralkæde, ved den sydlige
Skraaning af Adai-Choch. Over det fører
den ossetiske Landevej fra Vladikavkas til
Kutais.
M. V.
Mamluk (arab.: »købt Slave«), i
Middelalderen og senere Navn paa en Livvagt til Hest
i Ægypten, dannet af købte Slaver, af hvilke
fl. i Tidens Løb gjorde sig til Herrer over
Landet og beherskede det i længere Tid. Den
første M., der gjorde sig til Sultan i Ægypten,
var Melik-es-Sâleh, der benyttede Striden
mellem den sidste Ejjuhide Melik-el-Kâmil’s
Sønner til ved Hjælp af andre M. at rive Magten
til sig. Han forstod at skille sig af med sine
Hjælpere, men nødtes snart til at anskaffe sig
en ny Livvagt af M., som han gav Bolig paa
Øen Roda, der ligger ved Kairo i Nilen (arab.
bahr), hvorfor disse M. kaldes de
bahritiske M. De fik snart Magten i Landet, som de
beholdt til 1361. Den første Sultan af de
bahritiske M. var Eibek ell. Ibek (1250—60); efter
ham fulgte Bibars (1260—77), en af de
dygtigste af disse Herskere. Hans umyndige Søn
fortrængtes 1279 af en anden M., Kalâûn, hvis
Slægt beholdt Magten, indtil den sidste, Sultan
Hasan (1361) blev myrdet. Efter fl. Aars
Uroligheder blev en M. af tscherkessisk Slægt,
Barkûk (1382), Sultan i Ægypten. Han er den
første af de tscherkessiske M., af hvem
Ægypten beherskedes til 1517. Da Barkûk’s Søn
og Efterfølger Farag (1399—1412) af Oprørerne
blev taget til Fange i Damask og derpaa blev
henrettet, opkastede en Sheik, Muajad, sig til
Sultan (1412—21), men hans Slægt beholdt ikke
Magten ret længe, og det samme var Tilfældet
med de flg. Sultaner. Efterhaanden begyndte
de osmanniske Sultaner at true Ægypten.
Kaït-Bei (1468—96) kæmpede vel med Held mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
