Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mandeville, Bernard de - Mandeville, Jehan de - Mandhjem - Mandhælg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
London 1733. Han studerede Medicin i Leyden,
tog Doktorgraden og rejste derefter til
England, hvor han levede til sin Død. Det første
Arbejde, ved hvilket han blev kendt, var:
The Virgin unmasked, or Female Dialogues
(1709), i hvilket han med stor Ligefremhed
satiriserer over Kvinderne. Størst Bet. fik dog
hans Fabel om Bierne, hvis Beg. allerede var
kommet 1705 under Titlen: The Grumbling Ilive,
or Knaves Turned Honest, og som 1714 udkom
som The Fable of the Bees or, Private Vices
Public Benefits, forøget med en
Prosakommentar: Remarks on the Fable samt en Afh.: An
Inquiry into the Origin of Moral Virtue. I dette
Værk, der gjorde megen Opsigt og vakte stor
Forargelse, søger M., i Modsætning til Tidens
øvrige Moralister, at vise, at Civilisationen hviler
paa Menneskenes Laster, idet Samfundets
Arbejde væsentlig gaar ud paa at skaffe Midler
til at tilfredsstille alle Laster og al Slags
Overdaardighed. Den Aabenhjertighed, med hvilken
M., især i de forklarende Noter og Afh.,
angreb de alm. Meninger, fremkaldte en Anklage,
for Irreligiøsitet og Fjendskab mod
Fædrelandet; denne iførte dog ikke til noget, og han
udgav uantastet en anden Del af sin Bog 1728.
(T. L.). I. O.
Mandeville [’mändivi£], Jehan de, et Navn,
som Forf. til et i Middelalderen meget yndet
Rejseværk om fjerne Lande i Ø. og S. giver sig
i Indledningen til Skriftet; han meddeler om
sig selv, at han var af fornem eng. Slægt og
Ridder (Sir John M.), f. i St Albans (omtr.
1300), at han 1322 gav sig paa en lang Rejse,
som førte ham til Ægypten og Østerlandene,
af hvilke han endog besøgte Indien og Kina,
ligesom ogsaa Ætiopien m. m. 1357 skulde han
af Helbredshensyn have været nødt til at
opgive Rejselivet, hvorefter han tog Bolig i
Liège, hvor han paa Fransk forfattede sit
Værk. Dette vandt snart umaadelig Opsigt og
Udbredelse, saaledes at Bogen efter Biblen nu
er det hyppigste Haandskrift. Den oversattes
snart paa mange Sprog, bl. a. ogsaa paa Dansk.
Men den danske Overs., der tilhører
Middelalderen, udkom ikke i Trykken før i vore Dage,
hvorimod den er bevaret i fl. Haandskrifter.
Prøver udgaves af C. Molbech 1843 i »Historisk
Tidsskrift«, IV. I sin Helhed er Oversættelsen
udg. af M. Lorenzen (»M.’s Rejse« [1882]). Den
fr. Original blev trykt første Gang 1480 i Lyon:
men efter H. Cordier’s Undersøgelse (se ndf.)
var der allerede tidligere (1475) trykt en tysk
Oversættelse i Basel. 1481 udkom en anden tysk
Oversættelse i Augsburg og siden andre. For
øvrigt fortaltes det allerede i Middelalderen
oftere, at M. selv havde skrevet sin Bog,
foruden paa Fransk, ogsaa paa Latin og Engelsk,
hvorfor man længe antog en gl eng.
Oversættelse, der bærer Titelen: The voiage and
travayles of Sir John M. (udg. med Indledning,
Anmærkninger og Ordbog 1839 i London af
Halliwell), for en Original. Efterhaanden fik
man dog Øjnene op for, at der i »M.’s Rejse«
umulig overalt kunde foreligge virkelige
Rejseminder og Oplevelser. Kun ved Ægypten og
maaske enkelte andre St. var det klart, at
Beskrivelsen skyldes et Øjenvidne. Det allermeste
af det øvrige ses let at være hentet fra andre
Kilder, skriftlige og mundtlige, deriblandt flere
af tvivlsom Værd. Vidunderfortællinger træffes
nemlig mange Steder. Uagtet Forfatteren vel
vogter sig for at nævne sine virkelige Kilder,
har Videnskaben dog paavist en Del af dem,
ligesom man ogsaa har opsporet Bogens
virkelige Forf. Han hed vistnok Jean de Bourgogne
og havde Tilnavnet à la Barbe, var Læge i
Liège og havde formentlig en Tid opholdt sig
hos Sultanen af Ægypten. Han døde 12. Novbr
1372. Under sit rigtige Navn skrev han paa
Latin et lille Skrift om Pesten. M. er kun et
Pseudonym, under hvilket han har villet skjule
den virkelige Sammenhæng med den af ham
udgivne Rejseroman; Forfatterens eng.
Herkomst er ligeledes Opspind. Der gives vistnok
en eng. anset Fam. M., men M. hører ikke til
den. En Læge hos Sultanen i Ægypten, som
omtales i Bogen, er rimeligvis M. selv. Hvad
der her fortælles, skyldes, som bemærket, et
Øjenvidne, hvad der ikke er Tilfældet med
Resten af Bogen. Warner har 1889 i London
udgivet Originalen paa ny: The Buke of John
M. Bibliografi over trykte Udgaver af M. findes
hos Tobler, Bibliographia geographica
Palæstinæ (1867). (Litt.: Bovenschen,
»Untersuchungen ueber M. und die Quellen seiner
Reise« i »Zeitschr. f. Erdkunde«, XXIII [Berlin
1888]; H. Cordier, Jean de M. i T’oung Pao,
II [Leyden 1891]; H. Pirenne, M. i
Biographie nationale de Belgique, XIII [Bryssel 1895];
G. F. Warner, John M. i Dictionary of
National Biography, XXXVI [Lond. 1893]; M.
Lorenzen, »M.’s Rejse« [Kbhvn 1882]).
V. S.
Mandhjem (oldn. Mannheimr), den af
Mennesker beboede Verden (modsat Helheimr,
Jotunheimar). Udtrykket bruges kun en enkelt
Gang i hedensk Tid, idet den alm. Betegnelse
har været Midgaard.
(A. O.) G. K-n.
Mandhælg betød i den ældre danske Ret
den Sikkerhed mod personlige Angreb, som for
det enkelte Samfundsmedlem var en Følge af
den i Samfundet herskende Fred (s. d.).
Fortabelse af M. var for saa vidt ensbetydende
med Fredløshed, men bruges i Erik’s sjæll.
Lov og Jydske Lov særlig for at betegne en
begrænset Fredløshed, som udenfor de store
Straffesager anvendtes for at tvinge Sagsøgte
til at rette for sig. I Jydske Lov siges det om
den, der har mistet sin M., at Domhaveren
ansvarsfrit kan slaa ham, og at han, hvis han
dræber ham, beholder sin Fred, d. v. s. slipper
med at betale Mandebod, medens Drab efter
jydsk Ret ellers i Alm. medførte Fredløshed.
Mere detaillerede Regler indeholdes i Erik’s
sjæll. Lov, hvorefter den, der havde faaet en
Person dømt fra sin M., nok maatte slaa og
saare ham, men ikke dræbe ham eller
lemlæste ham eller slaa ham til
»Krykkemand for en lang Fremtid«, hvorhos den
Mandhælgløse skulde nyde Fred paa visse
Steder (paa Tinge, i Kirken, paa Torv, i sit
Hjem ell. Herberg, i Leding). Som det vil ses,
mistede vedk. kun den sædvanlige
Retsbeskyttelse for sin Person i Forhold til Domhaveren,
med hvem dog dennes Medfølgere ligestilles,
men da han endvidere var udelukket fra at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
