Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel / 541 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maniglier, Henri Charles - Manihiki Øer - Manihot - Manika - Manikæerne

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Maniglier [mani’gl_ie], Henri Charles,
fr. Billedhugger, f. 11. Oktbr 1826 i Paris,
d. 1901. M. uddannedes under Ramey og
Dumont, vandt 1856 første Rom-Pris og blev snart
stærkt benyttet til større dekorative Arbejder:
Stenstatuen St Félix de Valois (1865),
Basrelieffet »Nadveren« for Montrouge-Kirken,
Bronzestatuen Skt Peter, Basrelieffet
»Videnskab og Kunst« (til Paris’ ny Opera) o. s. fr.
I Mus. i Bordeaux ses hans »Fløjtespillende
Hyrde«; til Luxembourg-Mus. i Paris kom
»Penelope« (1870; Ny Carlsberg Glyptotek ejer
denne Statue i Gips, sign. 1868). I
Luxembourg-Haven ses hans Le Ciseleur.
A. Hk.

Manihiki Øer (Manahiki-, Penrhyn-,
Roggeveen-Øer), Øgruppe i det stille
Ocean, ligger S. f. Ækvator mellem Tokelau-
og Marquesas-Øerne. De sydlige Øer
Manihiki (1921: 432 Indb.), Rakaanga (310
Indb.), Tongareva (Penrhyn, 376 Indb.),
Danger (Pukapuka, 530 Indb.), Survarow
(ubeboet), hører til den newzealandske Koloni
Cook Islands, medens de nordligere beliggende
Øer Malden (168 Indb.), Jarvis (30 Indb.)
og de ubeboede Starbuck, Palmyra og
Baker staar under den britiske High
Commissioner for Western Pacific. Det samlede
Areal er c. 150 km². Øerne er lave Atoller med
rige Guanolag. Klimaet er mærkeligt ved den
yderlig ringe Nedbør.
M. V.

Manihot Adans., Slægt af Vortemælkfam.,
glatte og gerne blaagrønne, fleraarige Urter ell.
Buske med spredte, stilkede, hele ell. mere ell.
mindre haandformet delte Blade og store
Blomster i Klase. Enbo. Blomsterne har et
kronbladagtigt, klokkeformet Bloster. Frugtknuden er
3-rummet; Frugten er en Kapsel. C. 80, især
bras. Arter. M. Glaziovii Müll.-Arg. fra
Omegnen af Rio Janeiro har langstilkede,
skjolddannede og haandsnitdelte Blade; den giver en
Art Kautsjuk. Maniok-Busk,
Kassava-Busk (M. utillissima Pohl, Jatropha Manihot
L.), er en c. 2 m høj Busk med langstilkede og
5- ell. 7-fingrede Blade, der paa Oversiden er
mørkegrønne, paa Undersiden blaagrønne, og
tommelange, aflangt-kugleformede og vingede
Kapsler. M. hører hjemme i Brasilien, hvor
den baade vokser vildt og i mange Former har
været dyrket i lange Tider; den opr. Form er
næppe længere kendt. For længst er M.
overført til den gamle Verdens tropiske Dele, til
Afrika og Asien. Dog særlig i Amerika er den en
vigtig Kulturplante. Den mest benyttede Del er
de 30—60 cm lange og tykke Rodknolde, der
kan veje indtil 10 kg ell. derover; de minder i
Formen en Del om Knoldene af Georgine. Deres
væsentligste Indhold er en stor Mængde
Stivelse, men desuden en stærkt giftig Mælkesaft.
Ved særlig Behandling af Knoldene forsvinder
dog Giften, og Melet (Maniok, Mandioka,
Kassava, s. d.) kan da anvendes til
Brødbagning. Ægte Tapioca er et særlig fint
Mel, der ogsaa faas af Knoldene, og som
anvendes til finere Bagværk og gaar i Handelen
under Navn af Bras. Arrow-Root (se
Kassava). Bladenes Saft anvendes som
Modgift, ligesom ogsaa Rødderne skal have med.
Anvendelse. De unge Skud benyttes som
Gemyse; desuden faas en Art Krydderi af
Planten. Ogsaa andre Arter bruges paa lgn. Vis,
saaledes M. palmata (Vell.) Müll.-Arg. var. Aipi
Pohl i Brasilien (Aipim, Sød Mandiok);
den dyrkes ligeledes.
A. M.

Manihot.

Manika, Landskab i det sydøstlige Afrika
paa Grænsen mellem den portug. Koloni
Mosambik, og den britiske Koloni South-Rhodesia.
Allerede 1509 gjorde Portugiserne Forsøg paa
at finde de Guldrigdomme, som formentes at
være tilstede der, men først 1884 tog Portugal
Landet i Besiddelse, da man kort i Forvejen
havde godtgjort Eksistensen af rige Guldlejer.
1891 blev dog den vestlige Del afstaaet til det
brittiske Sydafrikanske Kompagni. En
Jernbane gennemkrydser nu Landet fra Beira ved
Kysten til Fort Salisbury. — Hovedbyen er
Umtali i den brittiske Del.
C. A.

Manikæerne er Navnet paa en pers.
Religionssekt, som opstod i 3. Aarh. e. Kr. Dens
Stifter Mani —, om hvis Liv vi faar sparom,
men paalidelig Oplysning i de arab. Skr Fihrist
el Ulumi og Scharastanis’ »Religionspartier«,
medens de kristne Kirkefædre mest fortæller
løse Krøniker om ham — kan betragtes som
en Slags forulykket Muhammed, ɔ: en Mand,
der vilde lave en Verdensreligion og dertil
benyttede saavel den Religion, han var født i:
Parsismen, som de mægtige Naboreligioner:
Jødedom og Kristendom; Forholdene var ham
imidlertid ugunstige, og hans System, der en
Tid gjorde Lykke, førte til sidst kun baade sin
Stifter og hans Tilhængere i Ulykke. Nyere
Fund og fremdragne Skr (fornemlig fra Turfan
[s. d.]) lader dog ane, at denne Sekt, trods
det lokale Nederlag, har haft vid Udbredelse
i Asien, foruden i Persien, Armenien og
Mesopotamien igennem Centralasien og Kina, ligesom
den ogsaa ved en mere sporadisk Optræden
mod V., i Afrika og Europa, har strakt sig saa
langt som til Sydfrankrig. Den kom i Europa
til at influere paa forsk. religiøse Retninger.
Navnlig blev det af stor Bet., at den kristne
Kirkefader Augustin i en Aarrække havde
hyldet den manikæiske Lære og medtog nogle
af dens Tanker i sin Teologi. Selve Manikæerne
holdt sig i Østerland til henimod Korstogenes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>