Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Manikæerne - Manikæisme - Manila
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tid, men idet de udbredte sig til Europa,
afsatte de der nogle Sekter, f. Eks.
Bogomilerne i Østerrig og Katharerne (»de
rene«, deraf Navnet »Kætter«) i Frankrig,
hvilke dog alle hurtig skejede ud og, ligesom de
manikæiske Paulicianere i Armenien,
blev Genstand for heftige Forfølgelser.
Allerede fra Fødslen var Mani sekterisk
bestemt, idet hans Fader, Fatek, udskilte sig af
Parsismen og gik over til en Sekt, »Døberne«
(Mughrfcasilah, — Forløbere for Mandæismen,
s. d. Navnet Mani hænger maaske sammen med
Mandæernes højeste Gud Mana), som lærte en
endnu skarpere Dualisme end Parsismen selv,
og som i Modsætning til de livslystne Persere
afholdt sig fra Kødspiser, Vin og kønslige
Nydelser. Med denne Sekt hedder det ganske vist,
at Sønnen Mani brød, men i Virkeligheden gik
hans Lære i dens Spor. Med stor Ihærdighed
drog Mani rundt i Mellemasiens Lande for at
vinde Tilhængere, og han fandt til en Beg.
livlig Tilslutning ved det pers. Hof, hvor Kong
Sapor I (241—72) en Tid lang var ham huld,
og dennes Broder Hormizd I, der dog kun
regerede kort, modtog ham endnu naadigere.
Den flg. Konge, Bahram I, stævnede ham
imidlertid til en Trosdrøftelse med de
zarathustriske Præster og lod ham, da han blev
overvundet i denne, korsfæste (277). De Kristne,
som ikke undte ham Korsdøden, fortalte, at han
var blevet flaaet, hvilket dog først skete med
hans Lig.
I Virkeligheden var der ogsaa al Grund for
de parsiske Præster til at modsætte sig Mani’s
Lære, thi den fordrejede og misbrugte den
Dualisme, som var Grundtanken i deres egen
(zarathustriske) Religion, til at prædike Fjendskab
mod det, der laa Parsismen dybest paa Sinde:
Kulturen og Menneskelivet, og den udslukkede
det Haab om en Besejring af det Onde og en
kommende Herlighed, hvori det zarathustriske
System munder ud.
Den Spænding mellem det Godes og det
Ondes Magt, som i Parsismen er af
overvejende moralsk Karakter, har Mani draget
ned i selve Naturriget og gjort den til en
uforligelig og endeløs Kamp mellem Lys og
Mørke. Til Lysvæsenets Egenskaber hører ganske
vist aandelige Fortrin som: Visdom, Indsigt,
Troskab, Blidhed og Kærlighed, men Mørkets
»Lemmer« er Naturmagter som: Taage, Tørke,
Gift og Brand. Af disse sidste skabes, ved en
Fortætning, Djævlen Iblis (διάβολος), mod
hvem Lysvæsenerne udruster
Urmennesket, hvem de skaber af lutter Æter, Lys og
Ild og hjælper i Striden mod Djævlen. Da
Dæmonerne imidlertid under Kampen har tilranet
sig noget af denne Lyssubstans, saa blandede
de Mørket med denne, og af denne Blanding
skabte de Verden og med den Mennesket
Adam, der altsaa væsentlig er af dæmonisk
Natur, medens Parsismen lærte, at Mennesket
var skabt af den gode Guddom og af Naturen
var god og ren. I Modsætning til denne
Optimisme er Manikæismen i Bund og Grund
pessimistisk, og navnlig lærer den, at Legemet er af
det Onde, hvilket selvfølgelig bliver
skæbnesvangert for hele dens Etik. Nu gælder det nemlig
at undgaa alt, hvad der hører Legemet til
(Kønsliv, Kødspiser, mange Slags praktisk
Arbejde), idet man derved kun øger de
dæmoniske Kræfters Vækst og endmere trælbinder den
ringe Mængde Lysstof, som findes i Verden og
Mennesket, og som bl. a. — ligesom hos
Guddommen — ytrer sig i Form af Aand og
moralske Egenskaber. For at frigøre dette sidste
er der nedsteget forsk. Profeter til Verden:
Buddha, Zarathustra, Messias, Paulus og Mani,
men de kan kun forløse den enkelte Sjæl, ikke
Verden, hvis Spaltning vil vedvare evig. Hvor
M. har dannet Menigheder, har den lempet sine
Forskrifter for Lægfolk, men er tillige ofte —
som al streng Askese — slaaet over i sin
Modsætning og har ført til sædelige Forvildelser.
(Litt.: K. Kessler, »Untersuch. zur Gesch.
d. manich. Relig.« [1875]; Samme, »Mani«
(1 Bd, Leipzig 1882]; Samme, Art. Mani,
Manichæer i Herzog-Hauck, Realencykl. [1881]; A.
Harnack i Tillæg til hans »Dogmengesch.«, I;
E. de Stop, Essai sur la diffusion du
Manichéisme dans l’empire Romain [Gent 1909];
F. Cumont et A. Kugener, Recherches
sur la Manichéisme [Bryssel 1908—12]; R.
Reitzenstein, »Das iranische
Erlösungsmysterium« [1921, med Benyttelse af
Turfän-Fundene]; Fihrist, overs. i G. Flügel, »Mani«
[1862]. Prøver af senere Fund i E. Lehmann
und H. Haas, »Textbuch zur Religionsgesch.«,
2. Opl. [Leipzig 1922] S. 173 ff., hvor nærmert
Kilder angives).
Edv. L.
Manikæisme, se Manikæerne.
Manila, Hovedstad paa Filippinerne, ligger
paa Østkysten af M.-Bugten paa begge Sider
af Pasigs Munding og har (1918) 283613 Indb.,
hvoriblandt 17856 Kinesere, 1611 Japanesere,
3124 Amerikanere, 1955 Spaniere. Husene er
gennemgaaende byggede af Træ. Den ældste
Del af Byen ligner ganske en sp. By, den er
omgiven af forfaldne Mure og Grave, har lige
Gader, der skærer hverandre under rette
Vinkler, store Torve, mange Kirker og Klostre. Fra
den gl. By fører to Broer til Forstæderne, af
hvilke Ermita, Pago, Malata ligger paa venstre
Bred af Pasig, Binondo, Santa Cruz og Tondo
paa højre Bred. Af disse er Binondo Handelens
Sæde, hvor Havnen, Kineserkvarteret, Børsen
og de største Forretninger findes. Havnen er
ikke tilgængelig for meget store Skibe, der
maa losse ved Cavite 3 km fra M. Industrien
er ikke ringe, særlig Cigarfabrikation,
Rebslageri og Sukkerraffinaderi. Handelen er i
Hænderne paa Englændere, Amerikanere og
Kinesere. De vigtigste Udførselsprodukter er
Copra, Sukker, Manilahamp, Tobak, Cigarer.
Der indføres Fabrikater, Kul og Petroleum. M.
har et Observatorium, et Univ. og fl. højere
Skoler. 1. Maj 1898 tiltvang den amer.
Kommodore Dewey sig Adgang til Bugten ved M.,
ødelagde den ved Cavite samlede sp. Flaade,
der væsentlig bestod af gl. Skibe, og blokerede
M. fra Søsiden, medens de oprørske Filipinos
indesluttede Byen fra Landsiden, saa at den
sp. Besætning maatte kapitulere 13. Aug. 1898.
Senere, da der udbrød Kamp mellem
Amerikanere og Filipinoerne, blev M. gentagne
Gange angrebet af de sidstnævnte.
M. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
