Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel / 551 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Manning, Henry Edward - Mannit - Mannlichergevær - Manno, Giuseppe - Mannocilin - Mannose - Mannstädt, Franz - Mannus - mano - Manoah - Manoel de Macedo, Joaquim - Manoel de Mello, D. Francisco

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Pius IX ham ogsaa en meget venlig
Modtagele. Endelig skete Brudet. M. kunde bl. a. ikke
forlige sig med den Tanke, at Staten skulde
blande sig i Lærespørgsmaal, og da et saadant
Tilfælde indtraf, nedlagde M. pludselig alle sine
Embeder, og 1851 gik han under jesuitisk
Paavirkning over til Katolicismen. Inden for den
kat. Kirke begyndte han snart at udfolde en
stor Virksomhed som Prædikant og
Skriftefader, og samtidig kastede han sig over
Studiet af nyere Kirke- og Konciliehistorie,
navnlig Karl Borromæus. M. steg efterhaanden paa
den gejstlige Trinrække, og 1865 blev han
Ærkebiskop i Westminster. Som saadan deltog han
i Vatikanerkoncilet 1870 og talte her ivrig for
Pavens Ufejlbarhed. 1875 blev han Kardinal.
Sin ærkebiskoppelige Gerning røgtede han med
stor Kraft og sørgede især for at øge
Gejstlighedens Tal, men han fandt ogsaa Tid til at
støtte de tyske Katolikker i Kulturkampen mod
Bismarck. Bl. hans mange Skr kan nævnes:
Sermons (1842 ff.), The Grounds of Faith (8.
Udg., 1890), Petri Privilegium (1871), The true
Story of the Vatican Council (2. Udg., 1877,
overs. paa Dansk 1879) o. s. v. (Litt.:
Purcell, Life of Cardinal M. [Lond. 1895]; F. de
Pressensé, Le Cardinal M. [Paris 1896]).
A. Th. J.

Mannit, Mannasukker, C₆H₁₄O₆ eller
C₆H₈(OH)₆, er en seksatomig Alkohol, som
meget hyppig forekommer i Planteriget, f. Eks.
i Lærk, Viburnum, Selleri, Bladene af Syringa
vulgaris, Sukkerrør og navnlig i Mannaasken
(Fraxinus ornus), hvis indtørrede Saft danner
den saakaldte Manna. Heraf kan M. vindes
ved Udkogning med Alkohol; af Druesukker og
endnu bedre af Frugtsukker faas M. ved
Reduktion med Natriumamalgam. M. danner
farveløse, fine Naale ell. rombiske Prismer, der er
letopløselige i koldt Vand og i kogende
Alkohol; den kendes baade i en højredrejende, en
venstredrejende og en optisk uvirksom
Modifikation, smelter ved 166° og gaar ved
Ophedning over til Anhydriderne Mannitan,
C₆H₁₂O₅, og Mannid, C₆H₁₀O₄; i Vakuum er
den flygtig uden Sønderdeling. Ved forsigtig
Iltning giver den Fruktose og Mannose. Af
Salpetersyre iltes den til Sukkersyre; med
rygende Salpetersyre giver den
Nitromannit, C₆H₈(ONO₂)₆, som er eksplosiv
(Knaldmannit).
(O. C.). R. K.

Mannlichergevær [’manlek_ər-], se
Haandskydevaaben, S. 588.

Manno, Giuseppe, ital. Historiker
(1786—1868). Han studerede Jura ved Universitetet i
Cagliari paa Sardinien, blev senere
Embedsmand der og Formand for Kassationsretten.
Hans Hovedværk er Storia della Sardegna
(1825) og Storia moderna della Sardegna
(1858). Desuden har han bl. a. skrevet La
fortuna delle parole, et til Dels sproghistorisk
Skr., som udkom mange Gange, og La fortuna
delle frasi.
(E. G.). E. M-r.

Mannocilin, et Indfedtningsmiddel til blanke
Maskindele; bestaar af opløst Uldfedt, bliver
ikke harskt og binder bedre til Jernet end
Vaselin.
E. Su.

Mannose, C₆H₁₂O₆, en Sukkerart, der er
stereoisomer med d-Glykose, og som sammen
med d-Fruktose opstaar ved forsigtig Iltning
af Mannit. M. danner en farveløs, amorf
Masse, der er meget letopløselig i Vand og er
svagere højredrejende end Glykose. Ved
Indvirkning af Natriumamalgam giver M. d-Mannit.
(O. C.). R. K.

Mannstädt (’man∫tæt], Franz, tysk
Musiker, er født 8. Juli 1852 i Hagen, studerede
i Berlin, navnlig Klaverspil under H. Ehrlich.
Han blev Dirigent — under Bülow’s
Intendantur — i Meiningen og derpaa for det
»filharmoniske Orkester« i Berlin (i denne Egenskab
optraadte M. i Kbhvn 1896). 1897 modtog M.
Stillingen som Hofkapelmester i Wiesbaden,
hvor han siden har levet og tillige virket som
Konservatorielærer.
W. B.

Mannus, ɔ: »Mand«, »Menneske«, hedder
Germanernes Stamfader iflg. Tacitus,
»Germania« Kap. 2: »De fejrer i gl. Kvad Tvisto, en
Gud, der er fremstaaet af Jorden, og hans Søn
M. som deres Æts Ophav og Grundlæggere. M.
tillægger de tre Sønner, efter hvem de har
opkaldt Kystlændingene Ingvæoner, Indlændingene
Herminoner, Resten Istvæoner«. Denne fra 1.
Aarh. e. Kr. overleverede Stamtavle er den
ældste Litteraturlevning inden for vor
Folkeklasse; den huskedes endnu i 6. Aarh. hos
Frankerne i Gallien. Man plejer at opfatte den
jordfødte Gud Tvisto som »den tve kønnede«,
og man har jævnført den hele Forestilling med
det nord. Sagn om Yme, af hvis Kød Jorden
opstod, og hvis Fødder med hinanden avlede
en Søn, Stamfader til Turserne. Hvilke
Folkestammer Stamtavlen omfatter, og hvorledes de
fordeles mellem de tre Sønner Ingve, Ermin og
Isto, er ikke i alle Enkeltheder fastslaaet;
allerede i Oldtiden var der fl. afvigende
Overleveringer, og Nutidens Forskere har
yderligere forøget Uklarheden ved omtr. helt at
forlade det overleverede Grundlag. Navnlig er
det i Tyskland blevet hævdet, at Nordboerne
staar udenfor, skønt de er omtr. de eneste,
hvem Gruppenavnet Ingve’s Sønner tillægges i
Kilderne, og afgjort de eneste, hos hvem
Ingve-Dyrkelsen levede langt ned i den hist. Tid
(se Ingvæoner).
G. S-e.

mano (ital.), Haand; m. d. (mano destra),
højre Haand; m. s. (m. sinistra), venstre Haand.

Manoah [ma.’no._ak], Samson’s Fader, fra
Sor’a i Dan Stamme, som Jahves Engel viste sig
for to Gange.
J. P.

Manoel de Macedo [m_a’n_uæ£-ð_ə-m_a’sæð_u]
Joaquim, bras. Digter og Romanforfatter,
(1820—82). For Scenen har han bl. a. skrevet
et Drama Cobé, Operaen Fantasma branca og
en Komedie Luxo e Vaidade, der alle har
vundet stort Bifald. Sit Hjemlands skønne
Natur har han skildret i det episke Digt A
Nebulosa, hvis Stil viser stærk Paavirkning
fra V. Hugo. Mest berømt er M. d. M. bleven
ved sine Romaner, bl. hvilke de bedste er A
Moreninha (1844), O mozo louro (1845) og
Victimas Algozes (1849).
Chr. H.

Manoel de Mello [m_a’n_uæ£-ð_ə-’mæl_u], D.
Francisco, portug. Forf. og Historiker, f.
i Lissabon 1611, d. smst. 1665. Gik i sp.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>