Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marcel, Étienne - Marcelline - Marcellinus - Marcello - Marcello, Benedetto - Marcellus - Marcellus (2 Paver)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stænderne i Paris i Beg. af 1358, men det var saa
godt som kun Medlemmer af Tredjestand, som
gav Møde. I Pariserbefolkningen voksede
Ophidselsen, og da Kronprinsen atter kom til
Byen, dræbtes to af hans Raadgivere for hans
Øjne. Det fremkaldte Uenighed i M.’s eget
Parti, og Provinsernes Adel og Gejstlighed
samledes nu om Kronprinsen i Frygt for voldsomme
Bondebevægelser, det saakaldte Jacquerie, som
M. forgæves søgte at lede ind i et for ham
gunstigt Spor. Bønderne blev overvundne, og
Alliancen med den upaalidelige og forhadte Karl
den Onde skadede ogsaa M. Natten mellem 31.
Juli og 1. Aug. forsøgte M. at overgive Paris til
Karl den Onde, men under Forsøget dræbtes
han. Faa Dage efter vendte Kronprinsen
tilbage til Byen sonn Sejrherre. De store
Reformplaner var bleven til intet. (Litt.: Perrens,
Étienne M. et le gouvernement de la bourgeoisie
au XIV siècle (Paris 1860); Luce, La
Jacquerie [2. Udg. 1893]).
P. M.
Marcelline [fr. marsö’lin], et tæt
lærredsvævet Silkestof med dobbelte Kædetraade og
enkelte, dobbelte ell. tredobbelte Islættraade;
det er tyndere og blødere end Taft og bruges
især som For i Damekjoler, til Lampeskærme
o. l.
K. M.
Marcellinus, Pave fra 30. Juni 296 til sin
Død 25. Oktbr. 304; Tidspunktet for hans Papat
er dog usikkert. Man ved intet andet om ham,
end at han sandsynligvis hørte til »de faldne« i
den diocletianske Forfølgelse, idet han ofrede
til Guderne, men han angrede det bagefter, og
senere har man villet gør ham til Martyr.
L. M.
Marcello [mar’t∫æl.o], se Castiglione,
Colonna de.
Marcello [mar’t∫æl.o], Benedetto, ital.
Komponist og Statsmand, (1686—1739). Han
stammede fra en venetiansk Nobileslægt og
beklædte høje Embeder i Venedigs Tjeneste, bl. a.
var han en Række Aar Medlem af de 40’s Raad,
tilsidst Republikkens Skatmester i Brescia. Fra
sin tidlige Ungdom dyrkede han Digtekunsten
(Sonetter, Operalibrettoer) og Tonekunsten
(hans Lærer var Gasparini) og vandt sig et
Navn som talentfuld og frugtbar Komponist.
Fra hans Haand stammer enkelte dramatiske
Arbejder, fl. Oratorier og forsk. Kirkemusik,
en stor Mængde dels vokal, dels instrumental
Kammermusik, deriblandt Koncerter for fl.
Instrumenter, Sonater for Klaver etc. Endvidere
optraadte han som slagfærdig Musikforfatter,
bl. a. med Il teatro alla moda (1722), hvor
han vender Satirens Brod mod den daværende
italienske Opera. Størst Berømmelse vandt han
ved sine 50 Salmer (8 Bd, Venedig 1724—27),
komponerede over de af Giustiniani forfattede
fri Bearbejdelser af David’s Salmer. De er
holdt dels i a-cappella-Stil, dels i nyere
Koncertstil) med Generalbas og undertiden obligate
Instrumenter (Violin ell. Violoncel), snart
recitativisk, snart arios behandlede, harmonisk
interessante og ofte med karakteristisk malende
Træk. Salmerne vandt stor Udbredelse og er
senere udkomne i mange Nyudgaver, helt ned
senere udk. i mange Nyudgaver, helt ned til
vor Tidsalder. Il teatro alla moda er udkommet
i Nyudgave, ital. af Fondi (1913), fr. af E. David
(1890), tysk af Einstein i »Perlen älterer
romanischer Prosa«, Bd 24 (München 1915). Nyeste
M.-Biografi af Enrico Fondi (1909).
A. H.
Marcellus, en Familie inden for den
plebejiske Gren af den rom. Slægt Claudius. Af
dens Medlemmer mærkes:
1) Marcus Claudius M. var en af Roms
betydeligste Hærførere. Efter at han allerede
i sin Ungdom havde udmærket sig paa Sicilien
under 1. puniske Krig, vandt han 222 f. Kr.
som Konsul en stor Sejr over Insubrerne ved
Clastidium i Norditalien. Han dræbte her med
egen Haand den fjendtlige Feltherre og gjorde
hans Rustning til Bytte. Under 2. puniske Krig
var han en af de Mænd, hvem Rom mest kunde
takke for sin Frelse. 216 fik han Kommandoen
over en Hær i Campanien; 215 valgtes han til
Konsul, men maatte nedlægge Embedet, da man
ikke vilde have, at to Plebejere samtidig
skulde være Konsuler. Han beholdt dog sin
Kommando og forsvarede med Held Nola imod
Hannibal. Han blev paa ny Konsul 214 og satte
som saadan over til Sicilien, hvor han i de
flg. Aar vandt fl. betydelige Sejre. Størst
Berømmelse vandt han ved Erobringen af Syrakus
efter en lang Belejring (212). Dog lykkedes det
ham ikke ved sin Tilbagekomst til Rom (211)
at faa en Triumf. Konsul blev han endnu 210
og 208, og han fortsatte stadig Kampen mod
Hannibal, men nu med mindre Held. I det
sidste Aar faldt han under en Rekognoscering.
Hans Levnedsbeskrivelse er skreven af
Plutarch.
2) Marcus Claudius M. optraadte som
Konsul 51 mod Cæsar uden dog ved
Borgerkrigens Udbrud at nære synderligt Haab om et
heldigt Udfald. Han trak sig snart ud af
Kampen og gik i Landflygtighed til Mytilene. Efter
Borgerkrigens Afslutning ønskede Cæsar, at
han skulde komme tilbage, men M. vilde ikke
tage imod Cæsar’s Naade. Først efter lange
Forhandlinger, og efter at Cæsar paa Senatets
Indstilling udtrykkelig havde benaadet M. (ved
denne Lejlighed holdt Cicero den bevarede
Tale pro Marcello), gik M. ind paa at vende
tilbage, men blev undervejs myrdet i
Peiraieus (45).
3) Gajus Claudius M., foreg.’s Fætter,
var ligeledes en Modstander af Cæsar. Som
Konsul 50 stillede han under stadig Kamp mod
Folketribunen Curio fl. Forslag i Senatet mod
Cæsar, og det var ogsaa ham, som til sidst
bevægede Senatspartiet til at søge Støtte hos
Pompejus og betro sig til hans Ledelse.
Alligevel deltog M. ikke selv i Borgerkrigen.
4) Marcus Claudius M., foreg.’s Søn
i hans Ægteskab med Octavia, Octavianus
Augustus’ Søster, ægtede som ganske ung Mand
Augustus’ Datter Julia og blev Genstand for
store Æresbevisninger. Man mente, at Augustus
havde bestemt ham til sin Efterfølger. Han
døde imidlertid allerede 23 f. Kr., knap 20
Aar gl. Augustus indviede senere til hans Ære
et Teater i Rom, hvoraf der endnu findes
betydelige Rester.
H. H. R.
Marcellus, to Paver af dette Navn. M. I
(307—309) blev Pave efter et treaarigt
Paveløse. Under hans Papat var der store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
