Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Margrete (Dronning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
erklæret for myndig, og samtidig lod M. ham
antage Titel af »Arving til Sverige«; det betød,
at hun vilde sætte al Kraft ind paa at genvinde
Sverige for Folkungeættens sidste Skud. Til den
Ende sikrede hun sig i Ryggen ved at gaa paa
Forlig med de holstenske Grever, som efter
Valdemar Atterdags Død havde bemægtiget sig
Sønderjylland; nu tilstod M. Jernhenriks Søn
Gerhard arvelig Forlening med Hertugdømmet
paa Danehoffet i Nyborg 1386. Samtidig døde i
Sverige den mægtige Drost Bo Jonsson, og da
Kong Albrecht af Mecklenburg greb denne
Lejlighed til et Forsøg paa at udvide sin saa stærkt
indskrænkede Kongemagt, førtes de sv.
Stormænd derved i Armene paa M. Et Øjeblik
truedes alle hendes Planer med Tilintetgørelse, idet
den unge Kong Oluf pludselig døde i Aug. 1387;
men baade i Danmark og i Norge valgtes M. nu
selv til »Frue og Husbonde og hele Rigets
mægtige Formynder«, og Underhandlingerne med
de sv. Stormænd fortsattes og dreves med saa
stor Snildhed, at de ikke blot tog M. til
Dronning, men tilstod hende alt det, som de havde
nægtet Kong Albrecht. Denne var draget over
til sit Hjemland for at faa Støtte, men baade
Holstenere og Hanseater holdt sig tilbage; for
egen Regning skaffede Albrecht sig dog
Lejetropper, som han førte med sig tilbage til
Sverige. Her var Landet i fuld Opstand, og en
dansk Styrke belejrede Borgen Axeval i
Vestergötland; fra Kalmar skyndte Kongen sig frem
for at bringe Undsætning, men ved Åsle naaede
M.’s Hær ham og bibragte ham et knusende
Nederlag; Kongen selv førtes som Fange til
Danmark, og M. blev anerkendt i hele Sverige,
Sthlm undtaget, hvis Borgerskab var halvt tysk.
Byen blev belejret, men var ikke til at indtage;
i Mecklenburg aabnedes Havnene for alle, som
vilde fejde paa de tre Riger, og disse Kapere,
de saakaldte Fetaljebrødre, bragte Sthlm
Undsætning. Men deres Kaperkrig udartede snart
til et Sørøveri, hvorunder al Handel paa
Østersøen led haardt, og Hanseforbundet blev derved
tvunget til at blande sig ind; efter lange
Forhandlinger mæglede Stæderne Forliget paa
Lindholm 1395, som skaffede Albrecht Friheden,
men paa Vilkaar, der sikrede M. at faa Sthlm
efter Udløbet af tre Aar, i hvilke
Hansestæderne skulde have Byen i Varetægt. 1398 kunde M.
holde sit Indtog i Sveriges Hovedstad, og
Fetaljebrødrenes Sørøveri fik efterhaanden Ende.
Det var fra alle Sider Tanken, at M. kun
foreløbig skulde staa i Spidsen for Styrelsen,
indtil man fandt en Konge, og hertil udsaa hun
sin Søsterdattersøn Erik af Pommern. Hun fik
denne først antaget i Arveriget Norge (1389),
siden valgt baade i Danmark og i Sverige (1396).
Saaledes var de tre Riger forenede under een
Konge, og i Sommeren 1397 samledes
Stormændene fra dem alle i Kalmar for at aftale de
nærmere Vilkaar for en nordisk Union. Det
lykkedes dog ikke M. at faa gennemført den nære
Forening, hun attraaede, og hun nøjedes da
med at faa Erik kronet paa een Gang til Konge
Over alle tre Riger, medens hun nok
tilsyneladende gik ind paa de Unionsvilkaar, som
Stormændene vilde finde sig i, og hvorved hvert
Riges Selvstændighed inden for Foreningen
fastsloges, men siden lod Unionsdokumentet
henligge uudfærdiget og halvvejs glemt. I Praksis
formede M. nu Unionen, som hun ønskede den.
Rigerne styredes som en Enhedsstat med
Tyngdepunktet i Danmark, og i Sverige sikrede M.
sig ved paa næsten alle Slottene at indsætte
danske ell. tyske Fogeder; samtidig stræbte hun
baade i Norge og Sverige at indtrænge danske
paa Bispestolene. Kongemagten blev stærkt
udvidet; Krongodset forøgedes, i Sverige ved en
Geninddragelse af alt, hvad der var frakommet
Kronen siden Magnus Smeks Fordrivelse, i
Danmark ved talrige Godshandler og Mageskifter;
store Skatter paalagdes; Rigsraadets
Myndighed traadte i Skygge, og de store Rigsembeder
lodes ubesatte. Saaledes var al Myndighed
samlet i Kongens Haand, og Rigerne nød en Ro og
Retssikkerhed, som man længe havde savnet,
Næringslivet begyndte at blomstre frem, og M.
fandt sin Hovedstøtte i den danske Gejstlighed,
som hun overvældede med rige Gaver.
I den ydre Politik viste M. stor Forsigtighed.
Hun skaffede Erik af Pommern en Brud i den
eng. Prinsesse Filippa, men vogtede sig vel for
at lade Norden blive inddraget i den store
eng.-fr. Krig; hun blandede sig ikke ind i
Hansestædernes indre Forhold, skønt disse dengang
var højst urolige under Haandværkernes Kamp
mod Købmandsaristokratiet. Gotland, som den
tyske Orden i Preussen havde bemægtiget sig
under Fetaljebrødrefejden, søgte M. først at
genvinde med Vaabenmagt; det mislykkedes, og
Øen blev saa købt tilbage med store Pengeofre.
I Sønderjylland benyttede M. sig af Hertug
Gerhards Død i en Kamp mod Ditmarskerne
(1404); hun optraadte som Beskytter af hans
Enke og umyndige Sønner og fik paa den Vis
den ene Borg efter den anden i sin Haand. Til
Slutn. gik det vel op for Holstenerne, hvorhen
det bar, og det kom til en aaben Kamp, hvori
de Danske led Nederlag; men M. optog saa
atter den Forhandlingernes Vej, der bedre
stemmede med hendes Karakter, og hun vandt
nu atter fremad, saaledes at hun bl. a.
erhvervede Flensborg. Her døde hun pludselig.
Hendes Lig førtes først til Sorø, men kort efter til
Roskilde Domkirke, hvor hendes Fostersøn
satte hende et pragtfuldt Gravmæle.
»M. Valdemarsdatter«, som hun selv yndede
at kalde sig, fortsatte Faderens Gerning med
samme Herskertalent som han, men med større
Besindighed og med kvindelig Smidighed. Den
kraftige Kongemagt, som Valdemar Atterdag
havde bygget op, og som havde frelst Danmark
fra Opløsning, førte M. videre; i Bisperne
skaffede hun sig trofaste Hjælpere, Adelen lærte at
lystre. Hun overvandt Efterveerne af
Valdemars Nederlag over for Hanseaterne;
Mecklenburgerne, som havde erhvervet Sverige og
udstrakte Haanden baade efter Danmark og
Norge, trængte hun ud af Norden og forenede
derved de tre Riger; til sidst søgte hun ogsaa at
sikre Danmarks Grænse mod S. Under al
Mildhed og Huldsalighed i det Ydre skjulte M. en
Jernvilje, og med taalmodig Udholdenhed
forstod hun at naa ale de Maal, hun havde sat
sig; sikkert var hun det største politiske Geni,
Norden har set i den senere Middelalder. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
