Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marie Stuart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
omhyggelig Undervisning i Sprog og Musik;
samtidig udviklede hun sig til en meget smuk
Kvinde og vandt alle ved sin Ynde og
Livlighed; men Katharina af Medici’s Hof var ikke
noget heldigt
Sted for
Udviklingen af
hendes
Karakter og
moralske Følelse,
saa hun lærte
aldrig at
underordne sig
de
Fordringer, Livet
stiller til enhver,
men gav efter
for sine
Indskydelser uden
tilstrækkelig
at overveje
Følgerne. Hun
kunde saaledes
fatte store
Planer og manglede ikke Mod og Uforfærdethed til
at sætte dem i Værk, men savnede den
Udholdenhed og Selvbeherskelse, som fører til Maalet;
hun var falsk og dobbelttunget i sin Politik
som sin Samtidige, Dronning Elisabeth, men
besad ikke dennes Koldblodighed, som i det
afgørende Øjeblik lod hende følge de bedste Raad
og vige for Omstændighedernes Magt. Apr. 1558
blev M. gift, efter at der i Forvejen var
udstedt en Ægteskabskontrakt, som sikrede
Skotlands Uafhængighed, men samtidig havde hun
underskrevet nogle hemmelige Aktstykker, som
gjorde denne ganske betydningsløs. Da Marie I
af England døde, antog M. og Frants II Titlen
Dronning og Konge af England; men da denne
blev opigivet ved Kapitulationen i Edinburgh
1560, sluttet mellem Englænderne og de fr.
Tropper, som var komne over for at hjælpe
M. af Guise i Kampen mod Protestanterne,
nægtede M. at anerkende det og paadrog sig
derved Elisabeth’s Mistillid og Fjendskab. S. A.
døde Frants II, og da Magten herefter gik over
til Katharina af Medici, følte M. sig ikke mere
hjemme i Frankrig og begyndte at sætte sig i
Forbindelse med de ledende Mænd i sit
Hjemland, hvor hendes Moder var død. Skotland
havde imidlertid erklæret sig for
Protestantismen, og mange vilde helst have Elisabeth af
England til Dronning for Troens Skyld. Da det
ikke lod sig gøre, opfordrede baade
Protestanter og Katolikker M. til at komme tilbage,
og hun modtog de førstes Tilbud, der blev bragt
hende af James Stuart, senere Earl af Moray,
og William Maitland af Lethington, idet hun
lovede i religiøs Henseende at anerkende det
Bestaaende, naar blot hun selv personlig
maatte holde kat. Gudstjeneste. Elisabeth var meget
urolig over hendes Tilbagekomst, da hun
fremdeles ikke havde underskrevet
Edinburgh-Kapitulationen, og Moray erklærede, at Skotterne
nok vilde anerkende hendes Ret til Englands
Trone, naar hun til Gengæld vilde erklære M.
for præsumptiv Tronarving. Dette var at røre
Elisabeth paa hendes ømme Punkt, og hun
tænkte endog en Tid paa at opsnappe M.
under Overrejsen, men opgav det igen. Aug. 1560
landede M. i Skotland; med Sorg havde hun
forladt Frankrig, thi Fremtiden laa mørk for
hende, og hvor hun saa hen, viste der sig
Vanskeligheder. Hun kom til et uciviliseret,
oprørsk og af den mørkeste Kalvinisme stærkt
grebet Folk, for hvem hendes Livsglæde og
kat. Tro var en Vederstyggelighed. Alligevel gik
det taaleligt i Beg. John Knox, Skotlands
Reformator, tordnede nok imod hende, og der
blev udstedt en Proklamation, hvorved det
under Dødsstraf forbødes at foretage nogen
Forandring i Statens Religion, men ledet af Moray
undgik hun at støde alt for meget an i religiøs
Henseende og afvæbnede selv sine værste
Modstandere ved sin Skønhed, Ynde og
Nedladenhed. Hun spillede dog dobbelt Spil; thi
samtidig med at hun lovede sine skotske
Raadgivere intet at foretage mod Landets Religion,
skrev hun til Paven, at det var hendes bestemte
Hensigt at genindføre Katolicismen. Med
Elisabeth blev en Udsoning foreløbig umulig p. Gr.
a. de fr. Hugenotkrige. Siden blev Forholdet
mellem dem tilsyneladende bedre, og M. søgte
at indvirke paa hende gennem private Breve,
og da hun ikke rigtig stolede paa deres
Virkning, blev Lethington afsendt for at fremstille
hendes Krav paa at blive anerkendt som
Tronarving for Parlamentet. Paa samme Tid kom
Spørgsmaalet om hendes Giftermaal op. Paa
M.’s egen Tilskyndelse gennem Lethington
bejlede Filip II af Spanien til hende for sin Søn
Don Carlos, men hverken Elisabeth ell.
Katharina af Medici syntes om det, og den sidste
anbefalede Ærkehertug Karl af Østerrig,
medens Elisabeth gav Anvisning paa sin Yndling
Robert Dudley, om for Alvor, er meget
tvivlsomt; helst saa hun vel, at M. forblev Enke.
Da Haabet om det sp. Parti bristede, bestemte
M. sig for Darnley, Henrik VIII’s
Søsterdattersøn, og altsaa efter hende selv nærmeste
Arving til Skotland og England, hvor han som
Katolik havde mange Tilhængere. Da dette
Ægteskab kunde forværre Forholdet til
Elisabeth og maatte blive en Støtte for Katolicismen,
syntes Moray ikke om det, og han fandt
hemmelig Støtte hos Elisabeth. Modstanden æggede
netop M. til at følge sin Lyst, og Ægteskabet
fandt Sted 29. Juli 1565. Moray, som først
havde søgt at opsnappe Darnley og derefter
gjort Oprør, blev fordrevet fra Landet og
maatte flygte til England. Dette Giftermaal var
et stort Fejlgreb, da Darnley var en opblæst
og indbildsk Person uden Begavelse og
Karakter, der blev hendes Sag til største Skade og
ogsaa som Ægtemand voldte hende den bitreste
Skuffelse. M. gik imidlertid dristigere og
dristigere til Værks, ledet af Italieneren Riccio,
der i Slutn. af 1564 var blevet Sekretær for de
udenrigske Anliggender, og søgte at genindføre
Katolicismen og skaffe sig selv Enevælde. Men
Darnley, der følte sig krænket over, at hun
ikke gav ham Del i Regeringen, forenede sig
med de protestantiske Lorder om at myrde
Riccio, hvilket skete 9. Marts 1566. Dagen efter
Mordet paa Riccio var Moray og hans
landflygtige Tilhængere vendt tilbage, og M., der
 |
| Marie Stuart. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
