Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marie Stuart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
holdtes under Bevogtning af de Sammensvorne,
modtog ham med Glæde, idet hun vilde benytte
sig af hans Mægling. En saadan kom ogsaa i
Stand, men da hun havde Mistro til de
Sammensvornes Hensigter gennem den taabelige
Darnley, som hun havde vundet for sig,
flygtede hun med ham til Dunbar, hvorfra hun
begyndte en Kamp mod Morderne, der svigtede
af Moray maatte flygte til England. Darnley
havde nu lagt sig ud med alle uden at genvinde
sin Hustrus Kærlighed, thi hun tilgav ham
aldrig hans Forræderi. Forholdet mellem dem
blev stedse køligere, uagtet der fandt en officiel
Forsoning Sted mellem dem kort før Sønnen
Jakob’s Fødsel. Hun begyndte paa denne Tid
at udmærke Bothwell og forsone sig med nogle
af de Sammensvorne mod Riccio, hvoriblandt
Lethington og Moray, hvilken sidste Darnley
var særlig forbitret paa; han lod sig over for
M. forlyde med, at han vilde myrde ham. Dette
angav hun for Moray, som fra nu af blev
Darnley’s uforsonlige Modstander. For at opnaa
Begunstigelser for Bothwell tilgav hun
efterhaanden de fleste al Riccio’s Mordere uden at
tage Hensyn til, at hun derved udsatte
Darnley’s Liv for den største Fare, da de hadede
ham som den, der havde forraadt dem.
Darnley selv havde trukket sig tilbage fra Hoffet
og var ikke til at bevæge til at lade sig forsone,
skønt M. i den Retning gjorde, hvad hun
kunde. Endelig lykkedes det den fr. Gesandt at faa
ham til at give efter, men vistnok for sent;
thi M. havde opgivet ham og ønskede at blive
af med ham. I Bothwell havde hun derimod
fundet en Hjælper, der var stærk af Legeme
og Karakter og ikke lod sig standse af nogen
Hindring; at hun allerede nu skulde have
været forelsket i ham, er usikkert. Paa Slottet
Craigmillar ved Edinburgh stiftedes
Sammensværgelsen mod Darnley. Moray var
Ophavsmanden, men Lethington blev Føreren, og til
de vigtigste Deltagere hørte Bothwell. Disse
Mænd lovede M., at hun skulde blive skilt fra
Darnley, hvis hun vilde amnestere de
personlige Deltagere i Mordet paa Riccio, og dette
gik hun ind paa, naar blot det skete under
lovlige Former og ikke blev til Skade for
hendes Søn. Hun vidste altsaa, at der var noget i
Gære mod Darnley, men advarede ham ikke,
som hun havde gjort over for Moray. Den
særlig Handlende bl. de Sammensvorne blev
Bothwell; sammen med fl. a. sluttede han en
ligefrem Overenskomst om, at de paa en ell. anden
Maade skulde rydde Darnley af Vejen. Denne
opholdt sig hos sin Fader i Glasgow og var for
Tiden syg; da besluttede M. at forsone sig med
ham udadtil og unddrage ham Faderens
Paavirkning, og det lykkedes hende virkelig Jan.
1567 at faa ham med til Edinburgh, hvor han
efter eget Ønske tog Bolig i Kirk-o’-Field lige
uden for Byen, da han endnu var syg; her
følte han sig sikker under Beskyttelse af
Befolkningen i Edinburgh. Rygtet om
Sammensværgelsen, hvortil der havde sluttet sig flere
og flere, var efterhaanden naaet vidt omkring,
og det gjaldt om at handle hurtig, hvis det
ikke skulde blive for sent. Mordet fandt saa St.
10. Febr 1567 Kl. mellem 1 1/2 og 2 om Natten, faa
Timer efter at M. havde forladt Huset.
Utvivlsomt har hun ikke vidst noget om den
voldsomme Maade, hendes Mand skulde komme af
Dage paa, men hun har heller ikke villet vide
noget og gjorde intet for at advare ham. 11.
Febr udtalte hun, at hun vilde gaa frem mod
Morderne med den største Strenghed, og der
blev udsat en stor Belønning for deres
Opdagelse; men da der blev opslaaet Plakater af
en Ukendt, som angav, at Mordet var udført af
Bothwell og andre med Dronningens
Samtykke, og han tilbød at melde sig paa visse
Betingelser, blev der intet gjort for at skaffe
ham til Veje, og da Darnley’s Fader søgte at
faa Morderne for Retten, arbejdede hun med
Bothwell paa at tilintetgøre hans Bestræbelser.
Herved ødelagde hun sit Rygte, og det var
allerede en alm. Mening, at Bothwell havde til
Hensigt at ægte hende, hvilket bestyrkedes,
ved at han lod sig skille fra sin Hustru. 19.
Apr. bortførte han M. til Dunbar, og da
Lorderne tilbød hende deres Hjælp, afslog hun den.
6. Maj vendte de tilbage til Edinburgh, og den
15. fandt Brylluppet Sted efter protestantisk
Ritus; samtidig gik hun over til hans Religion
og lovede at forhindre kat. Gudstjeneste i
Skotland. Dette Ægteskab var dog Skotterne
for meget, og Lorderne rejste sig mod M. Ved
Carberry Hill 15. Juni blev hun tvungen til at
overgive sig, medens Bothwell undslap, og blev
ført til et Slot paa en Ø i Loch Leven, hvor
Lorderne 24. Juli 1567 tvang hende til at
nedlægge Kronen til Fordel for Sønnen, for hvem
Moray skulde være Regent. 2. Maj 1568 slap
hun fri ved Hjælp af George Douglas og
Hamilton’erne og fik samlet en Hær, men Moray
overvandt hende ved Langside (13. Maj),
hvorefter hun flygtede til England og bad Elisabeth
om Beskyttelse og Hjælp. Denne, der blev sat
i stor Forlegenhed, befalede, at hun skulde
behandles med Ærbødighed, men bevogtes
omhyggelig, da hun frygtede for en kat. Rejsning
i Nordengland. M. ønskede en personlig
Sammenkomst med hende, men hun forlangte, at
hun først skulde rense sig for Mistanken om
Delagtighed i Darnley’s Mord. Herpaa svarede
M., at hun nok vilde rense sig for Elisabeth
personlig, men ikke møde som Part i en
Retssag. Imidlertid kom Sagen for en Kommission,
og her fremlagde Moray de saakaldte casket
letters, som 20. Juni 1567 skulde være faldne i
Lordernes Hænder og bestaa af M.’s Breve til
Bothwell o. a. Dokumenter, der, om de var
ægte, fuldstændig beviste hendes Brøde.
Kommissionen fandt dem saa kompromitterende for
M., at den erklærede, at Elisabeth ikke kunde
modtage hende personlig, før hun havde renset
sig for Mistanken; men M. nægtede at forsvare
sig, med mindre hun fik Brevene at se,
hvorimod hun antydede, at Moray og hans
Tilhængere var de sande Ophavsmænd til Mordet.
Elisabeth vilde imidlertid ikke tillade, at
Brevene blev forelagte for M., men beholdt hende
som Statsfange, hvilket blev Anledning til
megen Fare og Besvær for hende, da M. stadig
var virksom for at blive fri og genvinde sin
Krone. I Nordengland havde hun et stort Parti
for sig, og allerede 1569 stiftedes en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
