Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Markus - Markus-Daler - Markusevangeliet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mand er Evangelisten M. selv, der saaledes,
»som en Maler har anbragt sin Signatur i et
ubemærket Hjørne af Evangeliet«. En gl Prolog
til Evangeliet beretter, at M., der tilhørte Levi
Stamme, opr. havde gjort Præstetjeneste i
Templet; men efter at han var blevet Kristen,
skar han sin Tommelfinger af, for derved som
Krøbling at blive uskikket til Præstegerningen;
Hippolyt kalder ham derfor »den
Stumpfingrede« (Philos. VII, 30). Efter Euseb’s
Oplysninger (H. E. II 16) skal M. have grundlagt
Menigheden i Aleksandria.
H. M.
Markus-Daler, Tallero à 10 Lire picole,
præget af Republikken Venedig indtil 1797 for
Handelen med Levanten, lovmæssig Raavægt
28,4667 g Sølv af Finhedr 0,826389.
(N. J. B.) Th. O.
Markusevangeliet, det andet af de i det ny
Testamente optagne fire Evangelieskrifter, er
betydelig kortere end de øvrige, fordi det kun
gengiver yderst faa større Taler af Jesus og
mangler »Forhistorien« ɔ: Beretning om
Johannes Døberens og Jesu Fødsel og Barndom.
Det begynder med en kort Skildring af
Døberens Virksomhed samt Jesu Daab og Fristelse
(1, 1—13) og gaar derefter over til at berette
om Jesu Optræden i Kapernaum (1, 14—48),
hans Strid med Farisæerne (2, 1—3, 6) og i det
hele hans Virksomhed i Galilæa med
opsigtsvækkende Helbredelser o. a. Undere, Diskussion
med Modstandere, Lignelsestaler og Udsendelse
af Disciplene som Missionærer (3, 7—8, 26); der
fortælles saa, hvorledes Jesus fremtræder for
sine Disciple som Messias, forudsiger 3 Gange
sin forestaaende Lidelse, Død og Opstandelse
og drager op til Jerusalem (8, 27—10, 52), hvor
han holder sit Indtog, renser Templet og har
en ny Række Sammenstød med Farisæere og
Sadducæere (11, 1—12, 44). Kap. 13 bringer en
udførlig eschatologisk Tale om Jerusalems
Ødelæggelse og Verdens Ende; Kap. 14—15
Beretningen om Jesu Afskedsmaaltid med sine
Disciple, hans Paagribelse i Gethsemane,
Forhørene for Ypperstepræsten og Pilatus samt
Korsfæstelsen og Gravlæggelsen; Kap. 16, 1—8
endelig fortæller, at 3 Kvinder Søndag Morgen
konstaterer, at Jesu Grav da var tom. — Som
Forfatter til dette Evangelium betragter den
’kirkelige Tradition Johannes Markus (s. d.), og
det ældste Vidnesbyrd herom foreligger hos
Biskop Papias i Hierapolis, der omkr. 140 skrev
en »Udlægning af Herrens Ord«, hvoraf
Eusebius i sin Kirkehistorie (111,39) meddeler nogle
Udtog; deriblandt forekommer ogsaa følgende
Udsagn: »Dette sagde Presbyteren: Markus, som
havde været Peter’s Tolk, nedskrev nøjagtigt,
men uden Hensyn til Rækkefølgen, alt, hvad
han erindrede af det, som Kristus havde sagt
ell gjort. Thi han havde ikke selv hørt Herren
og heller ikke været bl. hans Ledsagere, men
senere fulgte han som sagt Peter. Og denne
indrettede sin Forkyndelse efter Øjeblikkets
Krav uden at lægge Vægt paa at meddele
Herrens Ord i systematisk Orden, saaledes at
Markus ikke begik nogen Fejl ved paa denne
Maade at nedskrive adskilligt efter Hukommelsen.
Thi hans eneste Tanke var: ikke at forbigaa
ell. forvanske noget af det, som han havde hørt«.
Forstaaelsen af de nærmere Enkeltheder i denne
Meddelelse er meget omstridt; man er saaledes
ikke enig om, hvor langt »Presbyteren«’s
Vidnesbyrd gaar, og hvor Papias’ egen Forklaring
begynder (»Thi han havde ikke selv hørt
Herren etc.«?), ell. hvilken Evangeliefremstilling
han har sammenlignet med for at konstatere,
at Markus ikke skrev i den rette kronologiske
Rækkefølge. Heller ikke er det helt sikkert,
hvad der menes med, at Markus var Peter’s
»Tolk« (Hermeneut); men da Græsk blev alm.
forstaaet ogsaa i Rom, og Peter sikkert har haft
Kendskab til dette Sprog, kunde der ikke blive
Brug for nogen Oversættelse fra Aramaisk til
Græsk og endnu mindre til Latin, saaledes at
»Tolk« rimeligvis her staar om den, der
gennem en skriftlig Fremstilling har givet Peter’s
Forkyndelse videre. Men i hvert Fald udtaler
Papias’ Vidnesbyrd, at der er en Forbindelse
mellem M. og Peter’s Prædiken, og dette
Synspunkt betones og udformes nærmere i den
senere Overlevering. Justin kalder ligefrem M. for
»Peter’s Memoirer« (Dial. c. Tryph., 106);
Irenæus meddeler, at Markus efter Peter’s Død
nedskrev, hvad Apostlen prædikede (Adv. hær.
III, 1, 1); og Klemens Aleksandrinus fortæller,
at mange af Peter’s Tilhørere endnu i Apostlens
Levetid opfordrede Markus til at nedskrive,
hvad han havde hørt, og dette gjorde da
Markus ogsaa, idet Peter hverken hindrede det ell.
tilskyndede dertil (Euseb., H. E. VI, 14, 6 f.);
Eusebius paastaar, at Peter selv har godkendt og
autoriseret Evangeliet (H. E. II, 15, 2); og
Hieronymus endog, at Markus har nedskrevet
det efter Peter’s Diktat (Epist. 120). Med
Traditionen om Forholdet til Peter stemmer
Evangeliets Indhold ogsaa meget godt; straks i Beg.
(1, 16 f.) berettes om hans Kaldelse til Discipel;
Skildringen af hans Svigermoders Helbredelse
(1, 30 ff.) er formet saaledes, at man deri har
ment at kunne spore de Vendinger, som Peter
benyttede i sin Fortælling, og 16, 7 hedder
det: gaa hen og sig til hans Disciple og
Peter, at han gaar forud for eder til Galilæa.
Der findes adskillige andre Smaatræk af
lignende Art, men de kan selvfølgelig aldrig danne
et tvingende Bevis for, at Peter er den egl.
Ophavsmand til Evangeliets Fortællinger. Man har
ogsaa ment at kunne spore en stærk
paulinsk Indflydelse i M.; men ud over enkelte
Vendinger og alm. Tanker, der meget vel kan
være fælleskristelige, findes der næppe noget
Holdepunkt for en saadan Opfattelse; tværtimod
maa man sige, at de specielle paulinske
Begreber som Retfærdiggørelse og Lovens Afskaffelse
slet ikke forekommer. — Evangelistens
Hensigt er at skildre Jesus som den paa Jorden
vandrende Guds Søn og vække Tro paa hans
Person; han fremhæver ganske vist en Del fl.
rent menneskelige Træk hos Jesus, end de
øvrige Evangelister (f. Eks. Jesus vredes 3, 5;
sukker 8, 12; elsker 10, 21; man betragter ham som
afsindig 3, 21; og han er i Nazareth p. Gr. a.
Vantro ikke i Stand til at gøre Undere 6, 5),
og dette Forhold blev tidligere fremhævet
meget stærkt og bidrog til, at man betragtede
M. ikke blot som det ældste af vore
Evangelieskrifter, men tillige som det mest værdifulde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
