Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Martialis, Marcus Valerius - martialsk - Martianus Capella - Martignac, Gaye - Martigny - Martigny, Joseph Alexandre - Martigues - Martin (Mandsnavn) - Martin (Paver)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han for Udkommets Skyld sluttede sig som
Klient. Han skrev en talrig Mængde Smaadigte,
Epigrammer, aandrige og vittige, ofte satiriske,
jævnlig i høj Grad slibrige og dertil fulde af
Smiger over for hans Velyndere, særlig Kejser
Domitian. De samledes efterhaanden i 15
Bøger, som endnu er opbevarede. De er udgivne
af Gilbert (2. Udg. Leipzig 1896) og Lindsay
(Oxford 1902) og med Kommentar af
Friedländer (2 Bd, Leipzig 1886). Dansk Overs. ved
Meisling (Kbhvn 1832).
H. H. R.
martialsk (lat., af Mars, Romernes
Krigsgud), krigersk, stridbar.
Martianus Capella, lat. Forf., som levede
i Karthago i første Halvdel af 5. Aarh. e. Kr.
Vi har af ham et encyklopædisk Værk i 9
Bøger, De nuptiis Philologiæ et Mercurii, hvori de
7 fri Videnskaber afhandles, idet de forestilles
at optræde under Skikkelse af 7 unge Piger
ved Filologiens Bryllup med Merkur. Værket er
skrevet dels i Prosa, dels paa Vers. Det blev
meget læst i Middelalderen. Det er udgivet af
Eyssenhardt (Leipzig 1866) og med Kommentar
af Kopp (Frankfurt 1836).
H. H. R.
Martignac [marti’njak], Gaye, fr.
Statsmand (1776—1832). Han var 1798 Sekretær for
Sieyès paa dennes Sendefærd til Berlin og blev
senere Sagfører i sin Fødeby Bordeaux; var
1814—15 virksom for Restaurationen og blev
til Løn Generalprokurør i Limoges og 1822
Statsraad. 1821 valgtes han til
Deputeretkammeret, talte 1823 ivrig for Toget til Spanien
og fulgte som Civilkommissær med Hæren; blev
derefter Generaldirektør for Domænerne og
1824 Vicomte. Han udarbejdede 1825
Lovforslaget om Vederlag til Emigranterne for
derved at læge Revolutionens Saar, men
misbilligede Loven om Straf for Helligbrøde og var
langt mere maadeholden i sin politiske
Opfattelse end Flertallet af det kongeligsindede Parti.
Jan. 1828 blev han Første- og
Indenrigsminister, søgte at indtage en mæglende Stilling
mellem Partierne og at gennemføre virkelige
Fremskridt, bl. a. en friere Presselov samt at
indskrænke de gejstlige Ordeners Indflydelse, men
kunde hverken tilfredsstille de frisindede
Partier ell. vinde Kong Karl X’s Tillid og afgik
Juli 1829. Han, tog Del i Oppositionen mod
Ministeriet Polignac, men sluttede sig efter
Julirevolutionen til Legitimisterne, forsvarede Karl
X’s Adfærd og var Polignac’s Sagfører for
Pairskammeret. Efter hans Død udkom 1832
hans Fremstilling af den fr. Indblanding i
Spanien 1823 (3 Bd). (Litt.: E. Daudet, Le
ministère de M. [Paris 1875]).
E. E.
Martigny [marti’nji], 1) M.-Ville (tysk
Martinach), Flække og Hovedby i
Distriktet Martigny i schweizisk Kanton Wallis, ligger
i en sumpet Egn ved Drance paa venstre Side
af Rhône-Dalen ved Jernbanelinien
Lausanne—St Maurice—Brig og Vejen over St Bernhard
til Aosta, har (1910) 5000 Indb.; en rom., 1822
fornyet Vandledning. Paa en stejl Klippe
hinsides Drance Ruinerne af den 1518 ødelagte
Borg La Bâhaz. M.-V. er Udgangspunkt for
elektriske Baner til Chamonix og Orsieres.
2) M.-Bourg, Flække 1,4 km SV. f. M.-Ville
i en frugtbar Egn, har (1910) 1300 Indb. Paa
Skrænterne vokser udmærket Vin (Coquempey
og Lamarque).
N. H. J.
Martigny [marti’nji], Joseph Alexandre,
fr. Arkæolog, f. 22. Apr. 1808 i Sauvergny (i
Dept Ain), d. 18. Aug. 1880 i Bâgé-le-Châtel
som Stedets kat. Sognepræst. M., der 1832
viedes til Præst, og som efterhaanden beklædte
fl. præstelige Stillinger, var en nøje Kender af
kristne Oldsager og af ældre kirkelige Forhold
o. l. Han er Forf. til fl. Afh., saaledes om
Dyrkelsen af den hellige Agnes i Kirkens første
Aarhundreder (1847), om Orfeus paa
oldkristelige Mindesmærker (1857), om Lammet og den
gode Hyrde (1860) o. s. v., foruden af et yderst
nyttigt og udbredt Værk: Dictionnaire des
Antiquités chrétiennes (1865; 2. Udg. 1877), hvis
talrige Illustrationer ofte er benyttede af
andre Forfattere, men hvoraf en Del ikke er saa
nøjagtige Gengivelser, som man nu forlanger,
og som i vore Dage ved Fotografi o. l. let kan
tilvejebringes.
V. S.
Martigues [mar’tig], sydøstfransk By i Dept
Bouches-du-Rhône, ligger paa fl. Smaaøer, der
indbyrdes er forbundne med Broer, ved en
Kanal, som fører fra Etang de Berre til
Havet kort Ø. f. Rhônes Munding. Byen, der
har 4000 Indb., har Jernbane til Marseille. Den
har en Havn, Skibsbyggeri og Tilberedning af
Fiskekonserves. Indb. driver en Del Fiskeri og
fabrikerer Svovlsyre, Soda og Olie.
N. H. J.
Martin, Mandsnavn; se Morten.
Martin, tre Paver af dette Navn. 1) M. I
(649—653) Apokrisiarios i Konstantinopel. Paa
Lateranmødet 649 fordømte han Monoteleterne,
hvorfor han af den dyoteletiske Kejser
Konstans II 653 blev ført fangen til Konstantinopel
og dømt til Døden som Majestætsforbryder; paa
Patriarken Paulus’ Forbøn blev han benaadet
med Landsforvisning til Chersonesos, hvor han
døde 655. Den gr. Kirke ærer M. som
Bekender 11. Apr., den lat. som Martyr 12. Novbr.
2) Som M. II og III har man siden 13. Aarh.
indsat Paverne Marinus I (882—84) og
Marinus II (942—46), hvilke begge to er uden
selvstændig Betydning.
3) M. IV (1281—85), var en Franskmand fra
Touraine og helt afhængig af Neapels Konge
Karl af Anjou, der havde sat hans Valg
igennem. 3. Juli 1281 sluttede han i Orvieto et
Forbund med Venedig og Neapel mod
Konstantinopel.
4) M. V. (1417—31), hed Oddone Colonna, blev
Ksrdinaldiakon 1405, undersøgte 1410 Huss’
Apellation i Anledning af Fordømmelsen af
Wicliff’s Skr; han udtalte sig mod Huss. Paa
Kirkemødet i Kostnitz blev han 11. Novbr 1417
enstemmig valgt til Pave, efter at de tre
Modpaver var fjernede, og han kaldte sig M. efter
Valgdagens Navn. Han fik Kirkemødets
reformatoriske Bestræbelser standset og fik
Nationernes Modstand brudt ved at slutte
Konkordater med Tyskland, Frankrig og England. 1418
opløste han Kirkemødet. Først 1420 aabnede
Rom sine Porte for ham. Baade Byen og
Kirkestaten var i det dybeste Forfald, men han
bragte begge paa Fode støttende sig paa sin
mægtige Slægt, som han gjorde endnu
mægtigere. Kirkens Krav forstod han sig ikke paa,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
