Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Matthæusevangeliet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Art, kun indledede med et »Jesus siger« e. l.
Ganske vist har Papias vel nok forstaaet
Udsagnet om vort Matthæusevangelium; men man
kunde meget vel tænke sig, at han gengav en
ældre Tradition, hvor »Logia« betegnede
Herrens Ord alene. At man begyndte med at
foranstalte Samlinger af saadanne, er let
forstaaeligt, da Jesu Udsagn var den ældste autoritative
Bestanddel af den evangeliske Overlevering,
saaledes som vi kender det fra Paulus’
Anvendelse deraf (1. Thes. 4, 15; 1. Kor. 9, 14; jfr.
7, 8. 10. 12. 25). Tilhængerne af den saakaldte
»Tokildehypotese« (se Bd VII, S. 596 f.)
antager da ofte, at Apostlen Matthæus kun har
tilvejebragt en Samling Jesusord paa
Aramaisk, der saa senere er bleven oversat og
benyttet i det første og tredje Evangelium; og da
disse Udsagn (Taler) af Jesus kom til at
indtage en dominerende Plads i det første, blev
dette som Helhed — a parte potiori —
betragtet som et Værk af Apostlen. Traditionen om
Matthæus’ »hebraiske« Evangelium findes ogsaa
hos senere Kirkefædre; saaledes hos Irenæus,
der (Adv. hær. III 1, 1) daterer dets Affattelse
til den Tid, da Peter og Paulus prædikede i
Rom, hos Eusebius, der (H. E. V 10, 3)
fortæller, at Pantænos fandt det hebraiske M. hos
»Inderne«, ɔ: i det sydlige Arabien, og hos
Hieronymus, der i Beg. mente, at et
»Hebræerevangelium« (s. d.), som han fandt hos
Nazaræerne, var den hebraiske Original til vort græske
M., oimend han senere indsaa, at dette ikke
kunde være rigtigt. I Tilslutning til saadanne
Overleveringer er der ogsaa i Nutiden enkelte
Forskere som Th. Zahn, der betragter vort græske
Evangelieskrift som em Oversættelse af Apostlen
Matthæus’ aramaiske Original; men de
allerfleste Sagkyndige er dog enige om, at i sin
nuværende Skikkelse kan M. ikke være en
Oversættelse fra Aramaisk, da man tværtimod paa
mange Steder faar et stærkt Indtryk af et
originalt græsk Skrift. Det er ogsaa forbunden med
store Vanskeligheder at antage, at Evangeliet
i sin nuværende Skikkelse skulde stamme fra
em Apostel, altsaa et Øjenvidne til
Begivenhederne. Selv om man nok saa meget tager i
Betragtning, at en Evangelist ikke følte sig som
en selvstændig Forf., men som en Mand, der
optegnede og gengav Menighedens
Overlevering, er det dog paafaldende, at et Øjenvidne,
som af Selvsyn kendte de nærmere
Omstændigheder, da en Udtalelse var falden ell. en
Begivenhed havde fundet Sted, skulde have
komponeret lange Taler ved at sammenstille
Udsagn, som Jesus sikkert er fremkommen med
ved vidt forskellige Lejligheder, ell. i Kap. 8—9
samle ti forsk. Undergerninger af Jesus — i
det bele ganske se bort fra nøjagtige Steds- og
Tidsangivelser og nøjes med alm.
Tilknytningsformler som »i de Dage«, »paa den Tid«, »paa
hin Dag«, »da« o. s. v. Ejendommeligt vilde det
ogsaa være, om en Apostel to Gange og i forsk.
Sammenhæng overleverede den samme Ytring,
som Jesus dog sandsynligvis kun har benyttet
ved en enkelt Lejlighed. Af saadanne
»Dobbeltoverleveringer« findes der i M. adskillige (f.
Eks. 5, 29 f. ≠ 18, 8 f. om Forargelse.; 5, 32 ≠
19, 9 om Skilsmisse; 10, 38 ≠ 16, 24 om at bære sit
Kors; 10, 39 ≠ 16, 25 om at miste og frelse sit Liv,
12, 39 ≠ 16, 4 om Jonastegnet; 17, 20 ≠ 21, 21
om den Tro, der kan flytte Bjerge), som ud fra
Tokildehypotesen forklares let derved, at den
ene Form stammer fra Markus, den anden fra
Logiakilden. Endelig maa man undres over, at
et Øjenvidnes Beretning kan falde saa nøje
sammen med Markusoverleveringen, da man for
de fleste Fortællingers Vedk. faar det bestemte
Indtryk, at Markus giver den ældre Form,
Matthæus derimod en yngre og stilistisk
forbedret; de gammeltestamentlige Citater, som
M. har fælles med Markus, er ogsaa hentede
fra Septuaginta og røber ikke noget Kendskab
til den hebraiske Grundtekst. Derfor er det
sikkert det sandsynligste, at Apostlen Matthæus
kun er Hjemmelsmand til en Del af det Stof,
som det første Evangelium indeholder. — Som
Læsere har Evangelisten sikkert tænkt sig
Jødekristne ell. Jøder, ikke just i Palæstina,
hvor de fleste vilde kræve Affattelse paa
aramaisk Sprog, men i Antiochia ell. en anden
Del af det romerske Rige, hvor der fandtes et
talrigt jødisk Befolkningselement. M.’s
Hensigt er det nemlig for saadanne at vise, at
Jesu Liv og Virksomhed netop er en Opfyldelse
af de gammeltestamentlige Profetier om
Messias; derfor hedder det ofte: »dette skete, for
at det skulde opfyldes, som er talt af Herren
ved Profeten, som siger« e. l. (f. Eks. 1, 22;
2, 15. 17. 23; 4, 14 f.; 8, 17; 12, 17 f.; 13, 35;
21, 4 f.; 27, 9). Endvidere gengiver dette
Evangelium adskillige Overleveringer, som særlig
har været egnede til at finde Tilslutning i
jødekristne Kredse (f. Eks. 5, 18 f.; 10, 5; 19, 28;
23, 3), og det forudsættes, at man ogsaa i den
kristne Menigbed overholder Moseloven (5, 23;
6, 16 f.; 24, 20; jfr 17, 24 f.). Men samtidig
dermed indeholder M. en Rk. Udtalelser om
Jødefolkets Forkastelse (8, 11 f.; 21, 43; 22, 7;
27, 25); Evangelisten vil nemlig tillige vise, at
vel kom Jesus til Jøderne, og Frelsen var i
første Linie bestemt for dem; men største Delen
forhærdede sig og bragte Messias paa Korset;
og hvis ikke Folket nu omvender sig, vil det
blive forkastet — en Tanke, der naturligvis
maatte faa stor Bet. for Missionen bl. Jøderne. —
Affattelsestiden sætter den kirkelige
Tradition meget tidligt; Eusebius angiver
saaledes (H. E. III 24, 6), at Matthæus, da han
forlod Palæstina, efterlod Evangeliet som
Erstatning for den mundtlige Forkyndelse, og (V
18, 14) refererer han en ældre Overlevering om,
at Apostlen drog bort i det 12. Aar efter Jesu
Død; adskillige katolske Teologer daterer
derfor Evangeliets Tilblivelse til 41—45 e. Kr.;
andre følger Irenæus’ ovf. nævnte Datering til
Begyndelsen af Tredserne og henviser desuden
til, at Ytringer som 5, 23 f.: 8, 4; 23, 16 ff.
forudsætter, at Templet endnu bestaar, og
altsaa maa være nedskrevne før Aar 70. Man kan
dog deraf i det højeste slutte, at Templet endnu
stod, da disse Udsagn fremkom; og bl.
protestantiske Teologer er det den alm. Opfattelse,
at Evangeliet i sin nuværende Skikkelse først
kan være bleven til efter Jerusalems
Ødelæggelse; man henviser da navnlig til 22, 7: »Men
Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
