Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mendoza (Provins) - Mendoza (Provinshovedstad) - Mendoza, Diego Hurtado de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I Spidsen for Regeringen staar en paa 3 Aar
valgt Præsident; Deputeretkammeret bestaar af
eet Kammer med 25 Medlemmer.
N. H. J.
Mendoza [mæn’dåsa], Hovedstad i den
argentinske Prov. M., ligger paa 32° 53′ s. Br. og
68° 49′ v. L., 840 m o. H., ved en Kanal fra
Rio M. og Jernbanen fra Valparaiso til Buenos
Aires og en Sidebane til St. Juan. M. havde
1914 58790 Indbyggere; den er i de senere
Aar vokset stærkt og er Sædet for
Regeringen og en Biskop; den har en højere
Læreanstalt, et Lærer- og Lærerindeseminarium,
en Agerbrugsskole og en seismologisk Station.
Byen grundlagdes 1560 af Pedro Castillo; den
hjemsøgtes 20. Marts 1861 af et stærkt
Jordskælv, der ødelagde den fuldstændig og dræbte
10000 Mennesker. Da den derefter opbyggedes
paa ny, valgte man en Plads mod V. Trods den
store Højde o. H. og Andesbjergenes Nærhed
er Klimaet varmt, tørt og udmattende. Den er
en livlig Handelsby, som særlig udfører Rosiner
og Vin. Stor Bet. for Byen har det, at den ligger
ved den 1909 aabnede transandinske Jernbane.
N. H. J.
Mendoza [mæn’dåþa], Diego Hurtado
de, sp. Digter og Statsmand, f. 1503 i Granada,
d. Apr. 1575 i Madrid. Det er en berømt Slægt,
han hørte til, berømt baade for Vaabendaad
og fredelige
Bedrifter, og hans
Fader var
General over det
kat. Kongepars
Hær, da
Granada erobredes.
M. opdroges til
Præst og
studerede i
Salamanca, men hans
Lyst førte ham
derpaa til
Krigstog i Italien,
hvor han var
med ved Pavia
(1525). Karl V
sendte ham 1539
i en vigtig
Sendelse til
Venedig, senere tillige (1540) i lignende Hverv
til Siena; 1545 repræsenterede han
Kejseren med Duelighed og Held ved
Tridentinerkoncilet, og fra 1547 virkede M. som hans
Sendemand i Rom og som Statholder i Siena
m. m., en vanskelig Post, som han naturligvis
ikke kunde bestyre til alles Tilfredshed! — lige
over for Italienerne røgtede han jo en
fremmed Voldsherskers Ærinde — men energisk og
dygtig viste han sig, og Pave Julius III stod
han sig godt med. Efter Filip II’s
Tronbestigelse ophørte hans Statsmandsgerning, idet han
fra nu af og indtil kort før sin Død levede
fjernt fra Hoffet. Man har til Forklaring heraf
berettet, at han havde fornærmet Kongen ved,
hidsig som han var, i hans Slot at prygle en
Hofmand, med hvem han var kommet i Strid.
— M. er en af de Spaniere, der har udrettet
mest for de humanistiske Studier, Renaissancen
havde givet Stødet til. Ligesom en Medici
understøttede han Videnskabens Dyrkere,
deriblandt Paulus Manutius og hans venetianske
Trykkeri, han samlede et prægtigt Bibliotek af
Haandskrifter, navnlig gr., ved Køb og
Afskrivning, havde sine Udsendinge rundt om i
Grækenland (ogsaa til Athos-Bjerget naaede de)
og skaffede sig især en rig Høst af
Manuskripter ved Sultan Soliman’s Taknemlighed, da M.
havde løskøbt en fornem tyrk. Yngling, som
var i Fangenskab hos Venetianerne, og
skænkede ham til Sultanen. Men M. forstod ogsaa
selv at benytte sine Bøger: han var en lærd,
grundig uddannet og passioneret Filolog, hvis
Studier ikke blot omfattede de klassiske
Oldtidssprog, men tillige strakte sig til Arabisk.
Sin store Bogsamling forærede han ved sin
Død Kong Filip, der indlemmede den i
Escorial-Biblioteket. — I Italien hentede M. ogsaa
Sansen for den nyvakte Klassicisme i moderne
Litteratur, der har inspireret ham selv som
Forf. og derved bidraget til at indføre en ny
Retning i sp. Poesi og Prosa. Skønt han ikke
helt har forsmaaet at bruge — og det godt —
de ældre, nationale Digtformer, har han dog
mest klædt sine Tanker i Terzinens, Sonettens
og de andre ital. Versemaals elegante Form.
Værdifuldest er vistnok M.’s burleske Digte.
Hans betydeligste Prosaværk er Historia de la
guerra de Granada, om Moriskernes Opstand
og deres Undertvingelse (1568—71), hvortil han
selv havde været Vidne, da han levede forvist
fra Hovedstaden. Det er navnlig en ypperlig
skrevet Bog, paa virket kendelig af Sallust og
Tacitus. Udgaver af den i Lissabon 1627,
Valencia 1776 o. fl., endvidere i 1. Bd af
Historiadores de sucesos particulares (Del af
Rivadeneyra’s Bibl. de autores españoles); ingen af
disse er synderlig gode; en ny Udg. ved R.
Foulché-Delbosc var 1913 under Forberedelse.
At D. H. de M. ikke er Forf. til La guerra de
Granada, vil L. de Torre gøre gældende i
Boletin de la Real Academia de la Historia
(1914); men i Revue hispanique (1915) gendriver
Foulché-Delbosc udførlig denne Paastand. M.’s
Digte er udgivne af Amerikaneren Knapp
(Madrid 1877); tidligere er de kun een Gang
udkomne som Samling (Madrid 1610);
Prosaværkerne har Knapp ligeledes udg. (Madrid 1881).
Et Par mindre Prosaskriifter, af satirisk
Indhold, findes i A. Pazy Mélia’s Sales españolas
(Madrid 1890). (Litt.: Ch. Graux, Essai sur
les origines du fonds grec de l’Escurial [Paris
1880]; R. Foulché-Delbosc, 2 Afh. i
Revue hispanique, Aarg. 1894 og 1895).
Indtil for ikke længe siden tildelte man
endnu almindeligvis M. Forfatterskabet til den
berømte Fortælling Lazarillo de Tormes; men
siden A. Morel-Fatio’s Undersøgelser (i hans
Études sur l’Espagne, 1. Rk., 2. Udg., Paris
1895) er denne Antagelse omtr. opgivet. Men
hvem der har skrevet Bogen, vides ikke.
Morsom og vittig er den, i Tid og i Værd først af
de saakaldte »Gavtyveromaner«, hvori et godt
Hoved, uden store moralske Skrupler, skildrer
sine Hændelser som Tjener hos alle Slags Folk;
her er jo Anledning til megen Samfundssatire,
og den er benyttet snildt og i rigeligt Maal af
Lazarillo’s Forf. (smlg. i øvrigt Spanien,
Litteratur). Da Kirkens Mænd ogsaa faar deres
Bekomst i Bogen, søgte Inkvisitionen at gøre
 |
| D. H. de Mendoza. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
