Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskeaber - Menneskealder - Menneskehud - Menneskeofringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ribben. Skuldrene vældig brede, Armene lange og
yderst kraftige, naar i oprejst Stilling til midt
paa Skinnebenet, og opnaar indtil 2,8 m.
Fingrene korte og stærke med særdeles flade og
menneskeagtige Negle. Benene korte og
kraftige. Foden med veludviklet Hæl, langt kortere,
bredere og tykkere end hos alle andre M. De
3 midterste Fingre og Tæer indesluttede i en
Fælleshud til ud over inderste Led. Stortaaen
bred og stærkt udviklet. De træder paa hele
Fodfladen. Pelsen, der er af meget vekslende
Længde, er brunsort, ofte lidt rødbrunlig i
Isse og Nakke; hos gl. Individer ofte lidt
graalig; hos de Voksne er Ansigt og Bryst nøgne og
brunsorte. Hunnen er i det hele langt mindre
specialiseret med spinklere Legemsbygning og
er mere menneskelignende, hvilket i særlig
Grad gælder Ungerne. Udbredt i det vestlige
Ækvatorial-Afrika, særlig i Egnene fra fransk
Kongo til Gambia; den lever inde i de
vanskelig tilgængelige, ensomme Skovegne, helst langt
fra Mennesket. Omend Beretninger om
Gorillaen kendes allerede fra 16. Aarh., var dog Dr.
Savage den første, der 1847 beskrev dette Dyr
nøjere; lige til de seneste Tider har man ikke
haft større Kendskab til dets Levevis. I
Modsætning til de andre M. færdes de ganske
overvejende paa Jorden, hvor de vandrer,
støttende sig paa Knoerne. Under Løb holdes Armene
ud til Siderne. De lever i Smaaselskaber op til
20—30 Individer, strejfende gøende, skrigende
og snakkende om, uden fast Opholdssted, altid
anførte af en gl særlig kraftig Han. Denne er
et yderst frygtindgydende og farligt Dyr; aner
den Fare, idet den faar Øje paa et større Dyr
ell. et Menneske, trommer den med Næverne
paa Brystet for at advare sine Paarørende, og
styrter derpaa straks, under frygtelige Brøl
løs paa Modstanderen, som den søger at
omfavne og bide ihjel: den løber da fuldt saa
hurtigt som et Menneske; jævnlig overfalder
dette Uhyre ogsaa Mennesket, brydende frem
fra et Baghold; det er derfor ikke underligt,
at de Indfødte i høj Grad frygter Gorillaen og
straks tager Flugten, naar de opdager den.
Førerhannen sætter sig under Hvil gerne med
Byggen mod en Træstamme og lader sig
opvarte og fodre af Hunnerne; om Natten søger
disse og Ungerne op i et Træ og laver sig
Siddepladser der, medens Hannen sidder paa
Vagt ved Træets Rod. Kun ret sjældent er den
bragt levende til Europa og da altid unge Dyr,
der ikke har været imponerende af Ydre; som
andre M. dør de da snart. Svenske
Ekspeditioner har i de senere Aar i høj Grad forøget
Kendskabet til disse Dyrs Levevis. En
nærstaaende Art »Bjerg-Gorillaen (Gorilla beringei)
fandtes først saa sent som 1903 langt mod Ø.
i de vukianske Bjerge ved Kiwu-Søen, N. f.
Tanganika-Søen. Den lever i Flokke oppe paa
de kølige Bjergskraaninger c. 3000 m o. H. og
har derfor paafaldende tæt og lang sort Pels;
Hannen har rødligt Hovedhaar, stort Skæg og
et hvidgult Baand over Ryggen.
R. Hg.
Menneskealder, se Generation.
Menneskehud kan ligesom anden Hud
garves til Læder og har i tidligere Tid af og til
været benyttet paa denne Maade, saaledes
under den fr.. Revolution, da Nationalkonventet
med en større Sum understøttede en Garver i
Meudon, der behandlede Huderne af de
guillotinerede. I forsk. Biblioteker i Europa findes
en og anden gl Bog, indbundet i
Menneskelæder: i den kommunale Bogsamling i Zittau
findes en hel, vistnok semsgarvet M. Se i
øvrigt Hud.
K. M.
Menneskeofringer, Handlinger eller
Ceremonier, som oftest forbundne med en vis
Højtidelighed, ved hvilke den som Offer bragte
Genstand bestaar af Mennesker, der paa en
voldsom Maade ombringes, saaledes at deres
Blod udøses, idet de, som lader dette Offer
udføre, haaber derved at stemme højere
Magter gunstige for sig, ell., saafremt M. staar i
Forbindelse med Højtideligheder til nylig
Afdødes Ære, fordi man antog, at de Mennesker,
der, snart efter at en mægtig og anset Mand
var død, ofredes ved hans Grav, i et andet
Liv vilde følge ham som, Tjenere ell. Svende.
saadanne M. fandt bl. a. Sted ved de skythisk«
Kongers Ligfærd, som det nøje beskrives af
Herodot (IV, 71—72). Et Aar efter Døden fandt
der ved Graven en endnu større M. Sted, ved
hvilken der ogsaa ofredes mange Heste, som
man haabede paa den Maade vilde komme
Kongen til Nytte i den anden Verden. De
Mennesker, der ofredes ved saadanne M., bestod
gerne af Slaver ell. Tjenere. Ellers var det ikke
sjældent Krigsfanger, overvundne Fyrster og
Høvdinger, som ofredes ved de Fester, der
afholdtes til Forherligelse af vundne Sejre, og
ved hvilke M. bragtes som Tak til de højere
Magter. Denne Art M. omtales hos fl. Folk,
bl. a. hos Ægypterne. En hieroglyfisk Indskrift
i Amada i Nubien fortæller saaledes om,
hvorledes Kong Amenhotep II førte 7 Konger, han
havde overvundet i Asien, gennem Syrien og
Ægypten til Nubien, hvor de ofredes under
store Fester til Gudernes Ære som Tak for
Sejren. I fl. Lande blev Fremmede, Skibbrudne
o. a., bragte som M. til Landets Guder.
Grækerne fortalte bl. a., at noget saadant var
Tilfældet i Ægypten før Psametik, »hvor de
Fremmede ofredes til Busiris«, og i Ætiopien.
Mange Oldtidsfolk antog nemlig sig selv som
staaende langt over alle andre Folk, der følgelig
maatte være Guddommen forhadte, saaledes
at det var en god Gerning at ombringe og ofre
dem. Men man indskrænkede sig ikke blot til
at bringe Trælle, Krigsfanger og Fremmede
som M. Fra fl. Oldtidsfolk har vi Eksempler
paa, at endog højtstaaende Mænd bragte det
kæreste, de ejede paa Jorden, deres egne Børn,
som M. til Guderne. I Biblen fortælles saaledes
om Mesa, Moab’s Konge, at han, da Israel’s
og Juda’s Kongers forenede Hære faldt ind i
hans Land, bragte sin førstefødte Søn som M. til
Guderne (2. Kong. 3, 27). Det er for øvrigt den
samme Mesa, der har efterladt en højst
interessant hist. Indskrift (se Mesastenen). I selve
Israel havde Dommeren Jefta bragt sin eneste
Datter som M. til Herren for ikke at bryde sit
Løfte om, naar han sejrede, at bringe Herren
det første, der kom ham i Møde, som Offer
(Dom. 11, 34—40). Ogsaa i Norden har man
Eksempel paa, at et Barn bringes som M. af
selve Faderen (Hakon Jarl). M. findes vistnok
ofte hos meget primitive Folk, men den videste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
