Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskerettigheder - Menneskerov - Menneskesønnen - Mennesket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
menneskelige Samfund. Og omtr. samtidig hermed havde
i England sekteriske Independenter under
deres Kamp for den religiøse Frihed erklæret,
at Ejendom og Frihed, by natural birth, var
natural rights. Det var dog først Spinoza —
og noget senere Locke —, der nærmere
uddybede og udvidede Teorien om de »medfødte
Rettigheder«: Den Enkeltes naturlige Ret
opgives ikke ved Indtrædelse i Statssamfundet.
Den udvikles tværtimod derved, at den tilsikres
og hævdes. Den bliver en retlig Skranke for
selve Statens Myndighed. Det er Statens
Formaal at fremme det almene Vel og at hævde
Sikkerheden. Men iflg. sin Natur og af
»Fornuftgrunde« maa Staten i dobbelt Henseende
erkende sin Myndigheds Begrænsning.
Tænkefrihed og Trosfrihed er iflg. en simpel
psykologisk Nødvendighed umistelige
Menneskerettigheder. Og af Fornuftgrunde maa det være
Staten uvedkommende, under hvilke Former de
Enkelte ytrer deres Aandsliv. At fastslaa visse
religiøse Dogmer og en bestemt ydre Kultus
vilde være i Strid med Religionens Væsen og
farligt for Staten. Uden for Statens Myndighed
ligger derfor ikke blot den religiøse Tro, men
ogsaa Troens Bekendelse. Og ethvert —
uberettiget — Forsøg paa at undertrykke
Ytringsfriheden vilde være frugtesløst og kun til Skade
for Statens aandelige Fremgang. »Enhver maa
have Ret til at tænke, hvad han vil, og til at
udtale, hvad han tænker«. Til Ytringsfriheden
og Religionsfriheden føjede Locke da senere
den personlige Frihed og Ejendomsretten: Den
personlige Frihed er Forudsætningen for al
videregaaende Frihed. Og Ejendomsretten er
en simpel Konsekvens af den personlige
Frihed — og Arbejdets naturlige Løn. Locke’s
Tanker blev i Frankrig tagne op og førte videre
af Montesquieu. I De l’esprit des lois forsvarede
Montesquieu den religiøse Tolerance. Men
navnlig hævdede han den personlige Frihed i dens
forsk. Relationer. Da Locke, hvem hans Ven
Shaftesbury havde overdraget at udarbejde
Forfatningen for Nord-Carolina, skulde
virkeliggøre sine Ideer om de naturlige, ufortabelige
Menneskerettigheder, veg han tilbage og
opretholdt Livegenskabet og Slaveriet. I De l’esprit
des lois krævede nu Montesquieu med Styrke
Negerslaveriet afskaffet. Og han fordømte de
barbariske Straffe og Torturer. Rousseau, hvem
Ligheden interesserede mere end Friheden,
stod derimod i Virkeligheden ganske
uforstaaende over for Locke’s Teori og ikke mindst over
for Bet. af, at der udtrykkelig tillagdes og
tilsikredes den Enkelte en vis ukrænkelig
Frihedssfære: Menneskene fødes vel frie. Men ved
Samfundspagten, hvorved Staten dannes,
fraskriver den Enkelte sig fuldstændig og uden
noget Forbehold alle sine Rettigheder til Fordel
for Samfundet. Efter Indtrædelsen i Staten har
den Enkelte ingen som helst selvstændig Ret.
Statens Magt er retlig ubegrænset. Medfødte
umistelige Menneskerettigheder kendes ikke i Rousseau’s
Statslære. Enhver, der ikke vedkender sig den
borgerlige Religion, Troen paa Gud og Sjælens
Udødelighed, bør det suveræne Folk kunne
udvise. Den, der fornægter disse Dogmer efter
først at have vedkendt sig dem, bør straffes
med Døden. Og — paa den anden Side —
enhver, der vover at sige: »Uden for Kirken gives
ingen Frelse« (Hors de l’église point de salut!)
bør jages ud af Staten. Politiske Foreninger
bør forbydes. De vil kun føre til Partivæsen og
hindre Fællesviljen i at udtale sig uhildet.
Den Tanke i en særlig, højtidelig
Lovgivningsakt at fastsætte bestemte Grænser for
Statens Myndighed over for Borgerne og derved
udtrykkelig fastslaa et vist Frihedsomraade,
som ganske er unddraget Statsmagtens
Herredømme, og visse Frihedsrettigheder, som
Staten ikke vilkaarlig kan berøve den Enkelte,
havde saaledes sit Udspring i 17. og 18. Aarh.’s
filosofiske og politiske Litteratur. I Statslivet
fremtraadte den første Gang i den Declaration
of Rights, der indledede Staten Virginias
Forfatning af 12. Juni 1776, og som senere blev
Forbilledet for de nordamerikanske Staters
Forfatningslove. Sit fyldigste Udtryk fik den i den
fr. Nationalforsamlings Erklæring om
Menneske- og Borgerrettighederne af 26. Aug. 1789.
Jvf. Borgerrettigheder.
C. W. W.
Menneskerov er et sjældnere i moderne
Strafferet benyttet Udtryk for Frihedsberøvelse
(s. d.) under skærpende Omstændigheder
(kvalificeret Frihedsberøvelse).
A. Gl.
Menneskesønnen er den staaende
Selvbetegnelse, som Jesus giver sig. Om Meningen
af denne har der hersket megen Uenighed. At
han derved betegner sig som et enestaaende
Menneske i Sammenligning med alle andre, er
sikkert nok, ligesom at Betegnelsen viser
tilbage til Daniel 7, 13, hvorfra den er gaaet over
i den senere apokryfiske Litteratur. Men fra
hvilken Side beskriver han herved sit
ejendommelige Væsen? Nogle har ment, at han
herigennem har villet fremstille sig som »det ideale
Menneske«, andre, at han har villet sige
herved, at han i Grunden var eet med Gud.
Rigtigst er det maaske at tage Navnet som en
tilsløret Betegnelse af hans messianske
Værdighed; som Menneske i Ordets højeste Forstand
er han Aabenbareren af Guds Frelsesvilje, den,
der trods sin udvortes Ringhed dog besidder
guddommelig Værdighed, saa at han kan
forlade Synder, Math. 9, 6, og saa at han til sidst
skal vise sig i Himmelens Skyer, Math. 26, 64.
(Litt.: Lyder Brun, »Jesu Evangelium«
[Kria 1917]).
F. C. K.
Mennesket (antropol.). Medens de forsk.
religiøse Verdensanskuelser betragter M. som
opstaaet ved en særlig Skabelsesakt, kender
Naturvidenskaben intet Forhold, der strider
mod den Antagelse, at M. ligesom alle andre
levende Væsener er opstaaet ved en Udvikling
fra laverestaaende Former, om det end ikke
kan anses for bevist, at det forholder sig
saaledes. M.’s nærmeste Stamfader maa da have
været en Abe af den gl. Verdens Gruppe, en
Gibbon, og det er for saa vidt sandsynligt, at
M. opstod i Egne, hvor der endnu findes
saadanne Aber, ell. hvor man har fundet
Levninger af beslægtede Former, altsaa enten i Asien
ell. i Europa, men vort Kendskab til de ældre
Jordperioders Dyreliv er endnu for ringe, til
at dette Spørgsmaal kan besvares med
Sikkerhed. Det kan heller ikke med Bestemthed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
