Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Merck, Johann Heinrich - Mercuri, Paolo - Mercurialia - Mercurialis - Mercurius (se Merkur) - Mercurius (Kvægsølv) - Mercurius philosophorum, de Vises Merkur - Mercy, Claudius Florimund - Mercy, Franz - Mercy d'Argenteau, Florinaud Claude, Greve af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blev 1767 Sekretær ved Kancelliet i sin
Fødeby. Ved Siden af sin Embedsvirksomhed var
han altid livlig optaget af litterære Arbejder.
Han var den første, der anede Goethe’s
kommende Storhed, og ledede ham ved sin
overlegne Kritik. 1771 indførte han Digteren i
den Kreds »Gemeinschaft der Heiligen«, han
havde samlet omkr. sig i sin Fødeby. Han var
længe Sjælen i »Frankfurter gelehrte
Anzeigen« (stiftet 1772), hørte til Medarbejderne
ved Wieland’s »Merkur« og Nicolai’s »Allg.
deutsche Bibliotek« og stod i Brevveksling med
de ledende litterære Personligheder i
Tyskland. Han var ingen produktiv Natur, men en
skarpsindig Kritiker, der baade paa Kunstens
og Digtningens Omraade aabnede nye
Synspunkter og ikke blev uden Indflydelse paa
Sturm- und Drangtidens digteriske Retninger.
Goethe’s Mephistopheles ejer enkelte af M.’s
Træk. I en Romance »Pätus und Arria« tog han
1775 »Werther« i Forsvar. Han var anset i
vide Kredse, og benyttedes ofte som
Rejseledsager. Desuden gav han sig af med industrielle
Anlæg, men kom her til kort, ruineredes og
undgik kun ved Hertug Karl August’s
Indgriben 1788 at fallere. Men hans Sind
formørkedes, og han endte selv sit Liv. M.’s
Korrespondance findes i »Briefe an J. H. M. von
Goethe, Herder, Wieland und anderen
Zeitgenossen« (1835), »Briefe an und von J. H. M.«
(1838), »Ausgw. Schriften«, udg. af Stahr
(1840), J. H. M.: »Schriften und Briefw. in
Auswahl« ved Kurt Wolff (1909). (Litt.: K.
Wagner, »M.’s Leben und Streben mit seinen
Freunden« [1853]; Zimmermann, »J. H.
M., seine Umgebung und Zeit« [1871];
Grünstein, »Silhouetten aus der Gothe Zeit« [1909]).
C. B-s.
Mercuri (Mercury), Paolo, ital.-fr.
Kobberstikker, f. i Rom 1804, d. i Bukarest
1884, studerede i Paris og blev 1847 Prof. ved
det fr. Akademi i Rom. Hans meget glatte
Liniestik skaffede ham i sin Tid betydelig
Anerkendelse. Bl. dem kan nævnes: Høstfolk i de
pontinske Sumpe (efter Léopold Robert) og
Jane Grey (efter Delaroche).
Kobberstiksamlingen i Kjøbenhavn ejer nogle Blade af ham.
L. S.
Mercurialia, d. s. s.
Kvægsølvpræparater.
Mercurialis, se Bingelurt.
Mercurius, se Merkur.
Mercurius, Kvægsølv. Hos Middelalderens
Alkemister bruges Navnet som Betegnelse for
den hypotetiske Bestanddel af Stofferne, der
uforandret forflygtiges ved Opvarmning.
Tillige bruges det som Betegnelse for Kvægsølv
i dettes alm. Skikkelse.
(O. C.). R. K.
Mercurius philosophorum [-fi–’fo.-], de
Vises Merkur. For at fremstille de Vises
Sten maatte man efter Alkemisternes Mening
først fremstille Materia prima cruda, ogsaa
kaldet terra virginea o. a.; heraf faar man M. p.,
et Stof, hvori Alkemisterne antog
Tilstedeværelsen af det merkurialske og svovlede Princip
i den største Renhed. M. p. er ganske forsk.
fra det alm. Kvægsølv, men det indeholder de
Betingelser, ved hvilke Metaller overhovedet
opstaar. Blandes M. med »filos. Guld« (Aurum
philosophorum), og opvarmes denne Blanding
svagt uden Luftens Adgang i længere Tid, faar
man et sort Stof, Caput carvi; ved fortsat
Opvarmning forvandles dette til et hvidt Stof,
som ved stærkere Ild bliver gult og til sidst
glinsende rødt; dermed er Fremstillingen af
»De Vises Sten« bragt til den største
Fuldkommenhed.
(O. C.). R. K.
Mercy [mær’si], Claudius Florimund,
Greve, østerr. Generalfeltmarskal, f. 1666 i
Lorraine, falden 1734 ved Parma. 1682
indtraadte han i Hæren og avancerede hurtig
gennem de forsk. Grader til Feltmarskalløjtnant
og deltog i en Mængde Felttog med stor
Udmærkelse; han er særlig bekendt fra 1706, da
han undsatte Landau, og fra Tyrkerkrigen
1716, hvor han havde en væsentlig Andel i
Sejren ved Peterwardein. Fra 1720 var han
Guvernør i Temesvar, i hvilken Stilling han
udfoldede en betydelig og heldbringende
Virksomhed. Som Generalfeltmarskal overtog han
1733 Kommandoen i Italien, men faldt det flg.
Aar under Angrebet paa det faste Slot Crocetta
ved Parma.
(B. P. B.). E. C.
Mercy [mær’si], Franz, Friherre, østerr.
General, f. i Longwy c. 1595, falden ved
Allerheim 1645. Han kæmpede indtil 1637 med
Udmærkelse i den kejserlige Hær, navnlig ved
Leipzig 1631 og Rheinfelden 1634. 1638
indtraadte han i den bayerske Hær, fordrev Baner
fra Regensburg og tilintetgjorde General
Rantzaus Korps ved Tuttlingen 1643, hvorfor han
forfremmedes til Feltmarskal og fik
Kommandoen over de forenede bayerske og kejserlige
Stridskræfter. Han erobrede Überlingen og
Freiburg, samt leverede ved sidstnævnte By
Condé den uafgørende Kamp fra 3. til 5. Aug.
1644. Ved Mergentheim slog han 5. Maj 1645
Turenne, men maatte, da Condé nærmede sig,
gaa tilbage mod Nördlingen. Kort efter fandt
han Heltedøden ved Allerheim. M. var em
tapper, skarpsindig og dristig Fører. Condé lod
ham rejse en Mindesten paa Valpladsen med
Inskriptionen Sta viator heroem calcas.
(B. P. B.). E. C.
Mercy d’Argenteau [mær’si-d-arзã’to],
Florinaud Claude, Greve af, belg.
Statsmand (1727—94). Han kom i diplomatisk
Tjeneste og blev tidlig østerr. Gesandt, først i
Turin, siden i Petrograd. 1766 kom han til
Paris, og han fik her en særdeles stor Indflydelse
som Raadgiver for den østerr. Prinsesse Marie
Antoinette, der fra Ludvig XV’s Død 1774 blev
Frankrigs Dronning. Han bevarede denne lige
til 1790, da han, just paa et Tidspunkt, da der
var Brug for hans Evner, kaldtes bort for at
ordne nogle belg. Forhold. Han blev derefter
Guvernør i Belgien, indtil han 1793 maatte
flygte for de fremrykkende Franskmænd. Aaret
efter kom han til London, men her døde han
kort efter. (Litt.: T. Juste, Le Comte de
Mercy-Argenteau [Bryssel 1863]; D’Arneth
og Geffroy, Correspondances secrètes de
Marie-Thérèse avec le comte de Mercy [3 Bd,
Paris 1874]; D’Arneth og Flammermont,
Correspondance secrète de Mercy avec Joseph
II et Kaunitz [2 Bd, Paris 1889—91]).
P. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
