Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Meridiancirkel - Meridianhøjde - Meridianmaaling - Meridianplan - Meridianstøtten - meridies - meridional - Merier - Merikanto, Oskar - Mérimée, Prosper
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ganske fri for direkte Straaling fra Pillen, og
den hele Cirkel staar kun lige mod blank
Metalmasse, der lige saa hurtig som den selv
akkomoderer Temperaturvariationer. Saadanne
M. har man i Strasbourg, München, Heidelberg
o. a. St. M. opstilles i et særskilt Rum, ved
hvis Bygning der maa tages specielle
Forholdsregler, for at der ikke skal blive nogen
Temperaturforskel mellem inde og ude. Taget bør
være fladt og Væggene ikke som i gl. Dage af
metertyk Stenmur. Det har vist sig at være
fordelagtigt for hurtig Temperaturudjævning
mellem inde og ude at have Vægge af
Bølgeblik med en tynd Træbeklædning.
J. Fr. S.
Meridianhøjde er Stjernens Højde i
Kulminationsøjeblikket; den afhænger af Stjernens
Deklination (δ) og Stedets Bredde (φ). I øvre
Kulmination er M. for Kulmination mellem
Zenit og Horisonten = 90° ÷ φ + δ, for
Kulmination mellem Zenit og Polen = 90° + φ
÷ δ; i nedre Kulmination er M. = φ + δ
÷ 90°. Se i øvrigt Himmel.
J. Fr. S.
Meridianmaaling, se Gradmaaling.
Meridianplan, se Himmel.
Meridianstøtten, se Fuglenæs.
meridies (lat.), Middag, Syd.
meridional, hvad der refererer sig til
Meridianen.
Merier, et for adskillige Aarhundreder siden
forsvundet finsk-ugrisk Folk, der boede midt i
Rusland i de nuv. Guv. Kostroma, Jarosláv og
Vladimir. Merens nævnes bl. de af Goterkongen
Ermanrik undertvungne Folk, i de gl. russiske
Krøniker Merja. Omfattende arkæologiske
Undersøgelser er foretagne paa M.’s egl. Omraade,
navnlig af Grev Uvarof, hvorved en Mængde
interessante Genstande er bragte for Dagen.
(Litt.: A. Ouvaroff, Étude sur les peuples
primitifs de la Russie. Les Mériens [Petrograd
1875]).
Vilh. Th.
Merikanto, Oskar, finsk Komponist, f. 5.
Aug. 1868 i Helsingfors, studerede der og i
Leipzig og Berlin, fremragende Orgelspiller,
Dirigent ved det finske Nationalteater i
Helsingfors, Musikkritiker i den finske Presse,
Komponist af Operaerne »Pohjan neito« (1899)
og »Elinan surma«.
A. H.
Mérimée [meri’me], Prosper, fr. Forf.,
f. i Paris 28. Septbr 1803, d. i Cannes 23.
Septbr 1870. M. var Søn af en dygtig Maler og
en begavet Barneportrætmalerinde, der var saa
antireligiøs, at hun ikke vilde lade Sønnen
døbe; han vedblev at leve sammen med sin
Moder til hendes Død 1852. Efter at have
tilendebragt sine jur. Pligtstudier og 19 Aar gl
at have stiftet Venskab med Beyle levede han
et frit og æstetisk Ungdomsliv i liberale
Oppositionskredse, studerede Litteratur, Arkæologi og
Kunst, blev 1831 Kabinetssekretær hos
Ministeren Grev d’Argout og Vitet’s Afløser som
Inspektør for de hist. Mindesmærker, beklædte
fl. a. ministerielle Tillidshverv og gjorde talrige
Rejser i England og Spanien, en Orientrejse og
besøgte to Gange Grækenland. 1844 blev han
Medlem af Akademiet. Som mangeaarig Ven af
den sp. Grevinde Montijo, Napoleon III’s
Svigermoder, kom han til at staa det andet
Kejserdømme meget nær, var Husven i Tuilerierne og
tillige med Feuillet en lang Tid det ny Hofs
eneste litterære Pryd. 1853 udnævntes han til
Senator, 1858 til Præsident for Kommissionen
til at reorganisere det kejserlige Bibliotek.
Som Arkæolog
og
Videnskabsmand var M.
overordentlig
ædru og
grundig, skeptisk og
saglig; med en
sjælden
Sprogkundskab,
endog i Nygræsk
og Russisk,
forenede han en
dyb Indsigt og
Indtrængen i de
historiske
Monumenter, i den
historiske
Lokalfarve; selv
sine
skønlitterære Frembringelser yndede han at bygge over historisk
Stof eller at gruppere om et eller andet
arkæologisk Motiv. Aandsbeslægtet med Beyle,
paa een Gang sky og stolt, aandsfornem og
tilbageholden, angst for at blotte sine egne
Følelser og skeptisk over for al Lyrik, har han kun
sit Stolvalg og sin Forkærlighed for
fjerntliggende, grusomme og barbariske Emner tilfælles
med Romantismens Forkæmpere, bl. hvis unge
Samtidige han selv optræder. Kun 22 Aar gl
udgav han Théâtre de Clara Gazul, comédienne
espagnole (1825, ny Udg. 1874), der under
Pseudonymet J. L’Estrange gav sig ud for at være
en Oversættelse af virkelige sp. Dramaer; ved
deres vilde, dristige og kaade Voldsomhed vakte
disse dolkeblinkende og blodige Stykker stort
Behag. 1827 udgav han en ny Mystifikation, en
Samling illyriske Folkesange, La Guzla (en Art
illyrisk Guitar), der giav sig ud for at være
oversat efter Digteren Hyacinth Maglanovich;
Publikum var ganske duperet af den
dalmatisk-slaviske Lokalkolorit, som M. senere spottende
oplyste at have fabrikeret ved Hjælp af en
Rejsebog og Kendskabet til fem—seks slaviske
Ord. 1828 fulgte La Jacquerie, scènes féodales,
hvis vilde og raa Bondeopstandsbilleder giver
et uforfalsket Stykke fr. Middelalder, 1829
Chronique du règne de Charles IX (»Fra
Bartholomæusnattens Tid«, overs. af S. Schandorph,
1871, wBartolomæusnatten«, ved S. Prahl 1906
og 1916), hvori Tidsbilledet og de hist.
Skikkelser fremtræder med en sjælden plastisk og
helstøbt Kraft. Hermed havde M. fastslaaet sit
litterære Ry som Frankrigs første dalevende
Prosaist. Men først fra 1830 kastede han sin
Anonymitet. Han frembragte endnu en Række
Noveller, der har vundet Berømmelse som
klassiske ved deres skarpe og ufølsomme
Objektivitet og deres mesterlig klare og glatslebne
Fortællekunst, der synes ganske nøgen og
ganske ubarmhjertig, Kunst for Kunstens egen
Skyld. M.’s illusionsfri og sarkastiske Stoicisme
behandler med en Elegance, »der næsten
minder om Skarpretterens Glacéhandsker«, alle
 |
| P. Mérimée. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
