Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mesopotamien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fik Navnet M. politisk Bet., idet der oprettedes
en Provins med det Navn. Hovedstad blev den
stærke Fæstning Nisibis. Denne blev tillige
med den østlige Del af M. afstaaet til Persien
af Jovian (364), men Resten af M. blev i
Romernes Besiddelse.
H. H. R.
Efter Romerrigets Deling (395 e. Kr.) vedblev
den nordvestlige Del af M. at tilhøre det
østromerske ell. byzantinske Rige. For Byzans var
M. hovedsagelig Bolværket mod Sassaniderne i
Persien, og begge Stormagter begunstigede
Dannelsen af smaa mellemliggende Buffer
stater. Den vigtigste af disse var Edessa (s. d.)
under det arabiske Dynasti Abgar. Under de
stadige byzantinsk-persiske Krige i 6. og Beg.
af 7. Aarh. hærgede Perserne Gang paa Gang
det nordvestlige M. og trængte helt frem til
Antiochia og Damaskus uden dog at kunne
forskyde den gl. Grænse. De resultatløse Krige
og Hærgninger førte kun til at svække
Modstandskraften i Byzantinernes syriske og
mesopotamiske Besiddelser, samtidig med at
Ørkenaraberne, der skiftevis støttede den
højstbydende, vænnedes til Krig og Plyndring og
derved kom i en gærende Uro, der dannede en
frugtbar Jordbund for Muhammed’s religiøse og
krigeriske Propaganda.
For de arabiske Erobringstog var M. et let
Bytte. Perserne led et afgørende Nederlag ved
Kadesia (636), V. f. det gl. Babylon, og paa faa
Aar var hele M. lige til den persiske Havbugt i
Arabernes Besiddelse. Af Araberne kaldtes den
sydlige Del af Flodlandet Irak (Irâq Arabî),
svarende til det gl. Kaldæa ell. Babylonien. Den
arabiske Erobring blev en Bekræftelse af
M.’s gl. Historie. Som andre frugtbare Flodlande
(Indien, Ægypten) har M. altid hidlokket
Erobrere og har gennem Aartusinder været
behersket af Fremmede. Det dyrkede Land fristede
de fattige Ørkenbeduiner, Tid efter anden, naar
Forsvaret var svagt, strømmede de stammevis
ind, blandede sig med Beboerne og afsatte
saaledes Lag efter Lag af Semiter over den opr.
Befolkning. Den arabiske Erobring gav M. nyt
Sprog, det arabiske i St f. det en Tid
overvejende aramæiske (Syrisk), en ny stor
Indvandring af Arabere paafulgte, og islamisk
Kultur blev eneraadende. Efter Umajjadernes Fald
(750) voksede M.’s Betydning stærkt, da
Kalifatets Hovedsæde blev Bagdad i St f. Damaskus.
Den ny Herskerslægt Abbassiderne anlagde ny
Byer som Bagdad, Basra og Wasit. Storbyen
Bagdad blev Midtpunktet i Kalifatets uhyre
Landomraade og dermed i 3—400 Aar et
Verdenskulturens Centrum jævnsides med Byzans.
M. blev ogsaa et Mødepunkt for
Verdenshandelens Veje, der forbandt Middelhavslandene med
Central- og Østasien. Søfarten paa Indien og
Østasien optoges fra den persiske Havbugt, og
fra Basra udgik de Sejladser, der danner
Baggrunden for Fortællingerne om Sindbad
Søfareren. Fra det allerede 636 af Omar anlagte
Kufa udgik de saakaldte kufiske Mønter, der
blev et yndet Betalingsmiddel bl. a. i Øst- og
Nordeuropa, hvor talrige Fund vidner om den
arabiske Handels Udstrækning og Omsætning.
I kulturel Henseende fik M. Betydning ved at
være Mødestedet for græsk, syrisk, persisk og
arabisk Sprog og Kultur. I det nordvestlige M.’s
Byer virkede talrige Oversættere med at berige
den arabiske Litteratur med de bedste Værker
fra de tidligere Kultursprog, saaledes Thâbit
ibn Qurra (d. 901) i Harrân.
Da Abbassidernes Magt gik tilbage, kom det
gl. Vandingssystem i Uorden, og Dele af M.
kom hyppigt under fremmede Herrer: de
ægyptiske Tulunider (9. Aarh.), de arabiske
Hamdanider (Slutn. af 9. Aarh.), Oqayliderne (11.
Aarh.). Fra c. 1050 tog Seldijukhøvdiinige Styret
fra Kalifen, og dennes direkte Herskeomraade
indskrænkedes til det sydl. M. (Irak) fra Bagdad
til Basra. I NV. opstod Korsfarerstaten
Edessa, grundlagt 1098 af Gotfred af Bouillon’s
Broder Balduin, og længe et af Korsfarernes bedste
Bolværker mod de vestasiatiske Smaafyrster.
Imidlertid gjorde Imad-ed-din Zenki,
Søn af en Slave (Mamluk) hos den 3.
Seldjuksultan og Statholder i Irak, sig til Herre i hele
Nord-M. (Mosul, Sindjâr, Harrân) 1128 og
erobrede 1144 Edessa. Sønnen Saif-ed-din kunde kun
hævde Mosul og Omegn, medens andre
Atabeg-Dynastier opstod rundt om:
Begtiniderne i Harran, Ortokiderne i Edessa og
Mardin. Endelig tog den ægyptiske Sultan
Saladin Magten over alle Smaastaterne (1185—86)
i Syrien og det nordlige M., som derpaa stod
under Ejjubiderne, indtil den store Mongolstorm
brød løs.
Ført af Hulagu, Djingiskhan’s Sønnesøn,
brød Mongolernes Horder ind over
Vestasien; Bagdad blev erobret og grundig
hærget (1258), de følgende Aar led det øvrige
Mesopotamien (Mosul, Nisibis, Edessa,
Mardin) samme Skæbne, kun Ortokide-Dynastiet
overlevede Stormen. Inden det flg. Aarhundrede
løb ud, gik atter Mongolernes Hærtromle
hen over Landet, Timur’s Tog 1393—94.
Ved M.’s Ødelæggelse led Islams Kulturliv et
ubodeligt Knæk. Det aartusindgamle
Vandingssystem gik helt til Grunde, hidtil dyrkede Egne
ligger siden da øde hen, Handelsvejene over M.
til Indien og Centralasien lagdes N. om eller
fulgte Søvejen, da denne opdagedes. M. blev
fattigt og øde og skiftede det ene
Fremmedherredømme efter det andet. Ortokiderne
afløstes af vilde Turkmenerhorder, Kara- og
Ak-Kojunlu (ɔ: de sorte og hvide Lam), der
gennem største Delen af 15. Aarh. beherskede
Landet mellem Kaukasus og den syriske Ørken.
1507—09 erobrede den pers. Shah Ismael
hele M. med Bagdad, men mistede allerede
1514 Nord-M. til Osmannerne, og 1534 tog
Sulaiman I ogsaa Irak med Bagdad fra
Perserne. Kun en kortere Tid beherskede disse igen
Bagdad 1623—38.
De tyrkiske Pashaers Vanstyre kunde kun
øge Landets Forfald. Arabernes og Kurdernes
Nomadestammer plyndrede omtr. efter
Forgodtbefindende. I 17. Aarh. vandrede
Shammar-Stammerne fra Centralarabien mod N. til den
syriske Steppe og trængtes derfra videre ind i
M. af senere flg. Stammer, medens deres
Forgængere, Tai-Stammerne, nødtes til at gaa over
Tigris ell. maatte opgive Nomadelivet og
bosætte sig ved Eufrat. I 1830’erne kom Pashaen
i Bagdad, Ali, i Strid med Shammarstammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
