Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mestere - Mester Erik - Mesterforening - Mesterlektie - Mestermand - Mesterrod - Mestersangere - Mesterstykke - Mestersvend - Mestiz - Mestizoclaros - Mesto - Mestom - Mestorf, Johanne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
oplysende Fortællinger. (Litt.: R. Paulli,
»Danske Folkebøger«, II Bd; her
Rostock-Trykket af 1591 udgivet).
(A. O.). H. El.
Mester Erik er Navnet paa den »Krabask«,
hvormed Nille banker sin Ægtefælle Jeppe i
Holberg’s »Jeppe paa Bjerget«. Benævnelsen er
alm. i jysk Almuemaal i vore Dage, men turde
dog have bredt sig ad litterær Vej med
Holberg’s Komedie som Udgangspunkt; til Grund
for selve Navnet ligger sikkert den over hele
Norden kendte Anvendelse af Erik (Gamle
Erik) som Navn paa Fanden.
G. K-n.
Mesterforening, se
Arbejdsgiverforeninger.
Mesterlektie, fordum Betegnelse for den
øverste Klasse i en lærd Skole.
Cl. W.
Mestermand, ældre Benævnelse paa en
Skarpretter.
Mesterrod, se Storskærm.
Mestersangere. Riddertidene Forfald med
Udgangen af 13. Aarh., de tyske Byers
Opkomst ved Handel og Haandværk, den stærke
Solidaritetsfølelse mellem Borgerne og den
efterhaanden indtraadte Forskydning i
Samfundslagenes Bet. var ganske naturlige Aarsager til,
at Borgerstanden, der følte sig hævet til den
bærende Kraft i Samfundet, ogsaa ansaa sig
som Arvtager af Ridderskabets aandelige
Efterladenskab, den meget forkunstlede
»Minnesang«. En lige saa naturlig Følge af
Arvtagernes Opdragelse og Aandsretning var det, at de
straks fra Beg. optog Poesien og dens
Udøvelse som noget rent haandværksmæssigt,
noget, der maatte tilegnes som Skolelærdom.
Hertil har vistnok ogsaa den Omstændighed
bidraget, at der allerede i Beg. af 14. Aarh. bestod
et Slags skolemæssigt Digtersamfund i Mainz
under Ledelse af den berømte »Frauenlob« (s.
d.), som bl. sine Medlemmer talte den ældste
kendte »M.«, Smeden Bartel Regenbogen.
Udviklingen gik for sig med rivende Fart, i 14.
Aarh. især i de øvrerhinske Byer, i 15. Aarh.
stærkest i Augsburg og Nürnberg, men den
rettedes mere og mere mod det lavs- og
skolemæssige. Reglerne for »Digtning« indeholdtes i en
Lovbog, »Tabulaturen«, ligesom det enkelte Digt
kaldtes »Bar« (ɔ: Lov). Medlemmerne dannede
faste Lav og inddeltes i Grader: »Schüler«,
»Schulfreunde«, »Sänger«, »Dichter« og
»Meisler«, hvilken sidste og højeste Rang kun den
kunde opnaa, der kunde »sætte en Tone« ɔ:
komponere en Melodi. Ellers digtede man ofte
til ældre Melodier, idet man tillagde dem de
mest affekterte, latterligste og kunstigste
Navne. Paa Grund af de strenge og minutiøse
Regler, der skulde overholdes, blev Digtene mere
og mere kunstige og kunstlede paa det poetiske
Indholds Bekostning. Dog er disse Digte, trods
den ofte totalt manglende Poesi, et vægtigt
Vidnesbyrd om Tidens borgerlige Hæderlighed og
Sædelighed. Skoleøvelserne afholdtes paa
Raadhusene ell. i Kirkerne, hvor »Mesteren«
foredrog sit Digt i Sangtone uden
Akkompagnement, staaende paa en »Singestuhl«, og under
nøje Kontrol. Thi hele Skolen stod under en
Bestyrelse, »das Gewerk«, nemlig: »der
Büchsenmeister« (Kassemester), »der
Schüsselmeister« (Forvalter), »der Werkmeister« og »der
Kronenmeister« (som uddelte Præmierne).
Desuden deltog i Bestyrelsen »der Merker«, en i
Mestersangens indviklede Metrik og Rytmik
særlig kyndig Mand, der passede paa »som en
Smed«, at ingen Fejl (»Versingen«) blev
begaaet. I saa Fald maatte selv en Mester
forlade Stolen. Denne underlige »poetiske«
Stræben holdt sig i Live i fl. Aarh., ja en enkelt
Udløber af den uddøde først 1830 (i Ulm). Men
ellers betegner 30-Aars Krigens Ophør M.’s
Forfaldsperiode. Bl. de berømteste M. kan
nævnes Muskatblut. Hans Bebaim, Sdxt. Beckmesser,
et Navn, Rich. Wagner benyttede i sin Opera,
Hans Rosenblüt og Hans Folz, men
Nürnbergeren Hans Sachs overstraaler dem alle. Af
Samlinger kan nævnes: Görres, »Altdeutsche
Volks- u. Meisterlieder aus der Heidelberger
Handschrift« (1817) og »Meisterlieder aus der
Kolmarer Handschrift« (1862). (Litt.: Adam
Puschmann, »Gründlicher Bericht des
deutschen Meistergesanges zusamt der
Tabulator« o. s. v. [1571, optrykt i »Hallesche
Neudruck« Nr 73, 1888]; J. Grimm, »Über den
altdeutschen M.« [1811]; Schnorr v.
Carolsfeld, »Zur Geschichte des deutschen
M.’s« [1872]; Liliencron, »Über den Inhalt
der allgemeinen Bildung in der Zeit der
Scholastik« [1876]; Jacobsthal, »Die
musikalische Begleitung der M.« [i »Zeitschr. für
deutsches Altertum«, 20. Bd]; Lyon, »Minne- und
Meistergesang« [1883]; Mey, »Der
Meistergesang in Gesch. und Kunst« [1892]; W.
Nagel, »Studien zur Gesch. der Meistersänger«
[1909]).
(C. A. N.). C. B-s.
Mesterstykke, se Mester.
Mestersvend, opr. den Svend, der arbejdede
paa sit Mesterstykke (ogsaa kaldet Stykmester,
se Mester). Efter nugældende Sprogbrug en
under en Haandværksmester staaende Svend,
hvem Ledelsen af et bestemt Arbejde er
overdraget. Ordet M. begynder dog nu at vige for
Benævnelsen »Formand«.
R. B.
Mestiz, se Blandede.
Mestizoclaros [mæ’stiþå’klarås], Afkommet
af Indianere og Mestizer.
Mesto [’mæsto] (ital.), musikalsk
Foredragsbetegnelse: sørgmodig.
S. L.
Mestom (bot.) betegner i Vævlæren den
sammensatte Karstrengs to ledende
Vævsystemer (Leptomet og Hadromet) tilsammen.
Ordet er dannet 1874 af Schwendener (se
Karstreng, Ledningsstreng).
(V. A. P.). A. M.
Mestorf [’mæstårf], Johanne, tysk
Arkæolog, f. 17. Apr. 1829 i Bramsted i Holsten,
d. 20. Juli 1909, flyttede som ganske ung til
Sverige, hvor hun først gjorde Bekendtskab
med den nordiske Fortidslitteratur og
-historie. Det haarde Klima tvang hende imidlertid
snart til atter at forlade Sverige. En lykkelig
Hændelse gjorde det muligt for hende ved et
fleraarigt Ophold i Italien paa den
sydeuropæiske Kulturs gl. Hjemsteder at fylde sin let
modtagelige Aand med ny Indtryk. Fra 1859
levede hun i Hamburg, og her begyndte hun at
vie sig til antikvariske Studier. Da »Das
Museum vaterländischer Altertümer« 1873 i Kiel
dannedes i sin nuv. Skikkelse som et med Kiels
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
