Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Miasma - Miaulis, Andreas - Mlcagrafi - Miceli, Luigi - Micellarhypotese - Mich. - Michael (den Øverste bl. Ærkeenglene) - Michael (dansk gudelig Digter)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ensbetydende med Mikrober, der overføres paa særlig
Maade og derfor viser lokal Udbredelse
svarende til det overførende Agens. Malariaens
Optræden er saaledes bundet til
Tilstedeværelsen af visse blodsugende Myggearter
(Anopheles), i hvis Organisme den specifike
Malariamikrob (optaget naar Myggen har suget Blod
af et sygt Menneske) underigaar en
Udvikling (kønnet Forplantning) og med Stikket
podes ind paa et friskt Menneske, der nu
angribes. Kun hvor Anopheles kan leve og yngle,
findes Malaria. En hel Rk. Infektionssygdomme
overføres paa tilsvarende Maade af andre
blodsugende Insekter. Betegnelsen M. bruges nu
næppe mere; Begrebet sattes tidligere i
Forbindelse med mystiske kosmiske Paavirkninger
af Luften paa Stedet (malaria betyder ligefrem:
daarlig Luft).
O. T.
Miaulis, Andreas, gr. Frihedskæmper, f.
1768 paa Negropont (Euboia), d. 24. Juni 1835.
Han var opr. Matros og hed Vokos, men fik
senere Navnet M. efter det tyrk. Ord for en
Feluke (miaul). Allerede 1790 deltog han i det gr.
Opstandsforsøg mod Tyrkerne og tjente under
de flg. Krige en Formue ved at bringe Korn fra
Odessa til Frankrig og Spanien gennem den
eng. Blokadeflaade, samt bosatte sig derefter
paa Øen Hydra. Da Frihedskrigen udbrød 1821,
sluttede han sig straks dertil med sit Skib og
var indtil 1827 Fører for den gr. Flaade. Han
overvandt fl. Gange de tyrk. Admiraler og
gjorde Fjenden stor Skade; angreb saaledes 12.
Maj 1825 den tyrk. Flaade i Modons Havn og
ødelagde en stor Del af den, medens et lgn.
Forsøg imod Alexandria mislykkedes. Da han
ikke kunde enes med den eng. Admiral
Cochrane, trak han sig 1827 tilbage og traadte
senere i aabent Fjendskab imod Capodistrias,
skønt denne igen satte ham i Spidsen for
Flaaden. Ikke alene indtraadte han i den foreløbige
Styrelse paa Hydra, da Øen Jan. 1831
erklærede sig uafhængig, men hans Fjendskab gik
saa vidt, at han 13. Aug. s. A. stak Flaaden i
Brand i Poros’ Havn, for at den ikke skulde
falde i Capodistrias’ og dermed, som han
mente, i Ruslands Hænder. 1832 var han en af de
3 Kommissærer, der sendtes til München til
den unge Konge, og sattes derefter paa ny over
Flaaden. Han døde fattig og jordedes paa
Statens Bekostning; hans Grav i Piræos lagdes
ved Siden af det Sted, hvor efter Sagnet
Themistokles’ Ben jordedes. 1889 rejstes
Mindesmærke for ham paa Syra. Hans Søn
Athanasios M. blev Septbr 1855 Marine- og Aug. 1858
tillige Førsteminister og forblev i denne
Stilling indtil Juni 1862, 4 Maaneder før Kong
Otto’s Fordrivelse. Ved en Beslutning af
Nationalforsamlingen Oktbr 1863 blev dette
Ministeriums Medlemmer, hvoraf 3 var Sønner af
fremragende Frihedskæmpere, udelukkede paa
10 Aar fra alle politiske Rettigheder; det fik
p. Gr. a. den Militæropstand, som udbrød Febr
1862 mod Kongens Regering, og som blev
undertrykt med Magt, Tilnavnet
»Blodministeriet«. Han selv døde 1867 i Paris.
E. E.
Mlcagrafi, Kromolitografi anbragt paa
Glimmer- ell. Gelatineplader, til Efterligning af
Vinduesglasmaleri (se diafan).
E. S-r.
Miceli [mi’t∫eli], Luigi, ital. Politiker, f.
1825 i Kalabrien, d. 30. Decbr 1906, tog
Foraaret 1848 Del i Opstanden imod den
bourbonske Regering og 1849 i Roms Forsvar imod de
fr. Tropper. Han levede senere i Genua af at
give Undervisning i Lovkyndighed, indtil han
1860 fulgte med Garibaldi paa Toget til
Sicilien som Auditør for hans Friskarer. 1861 blev
han Medlem af Deputeretkamret og hørte til
Venstre; var Novbr 1879 til Maj 1881
Landbrugsminister under Cairoli og paa ny Decbr
1888 til Febr 1891 under Crispi. 1898 ophøjedes
han til Senator.
E. E.
Micellarhypotese, se Udbulning.
Mich., Forkortelse for Michigan (U. S. A.).
Michael [mi.ka.’e.l] (hebr.: »Hvem er som
Gud«) er den Øverste bl. Ærkeenglene. M.
omtales første Gang i Daniel’s Bog 10, 3. 21, 12,
hvor han nævnes som en Fyrste; derefter kom
han til at spille en Rolle i den jød.
Apokalyptik som den, der kæmper for Israel mod
Satan, saaledes ogsaa i Ny Test. i Juda Brev V.
9, hvor M. kaldes Ærkeengel, og i Johs.
Aabenbaring 12. 7. I den kirkelige Englelære
beholdt M. saa godt som uanfægtet sin
Førerstilling; ligesom han før havde været Israel’s
Værner, blev han nu Kirkens, men tillige blev
han betragtet som den, der fører Sjælene til
Paradis; i sin første Egenskab fremstilledes
han som en Kriger, i den sidste som en kristen
Osiris med en Vægtskaal i Haanden. Han blev
Germanernes Yndling ligesom hans Sidestykke
St Georg, og hans Dag Mikkels-Dag (29.
Septbr) var en stor Festdag, hvortil
Germanerne overførte fl. af deres gl. hedenske Skikke.
L. M.
Michael, dansk gudelig Digter, sædvanlig
kaldet Hr. M. ell. Mikkel. Om hans Liv vides
intet andet, end at han i Slutningen af 15.
Aarh. var Sognepræst ved Skt Albani Kirke i
Odense, og at et af hans Digte er skrevet 1496
paa Opfordring af Kong Hans’ Dronning
Christine; i et Diplom fra 1492 omtales han under
Navnet M. Nicolai (d. e. Nielsen ell. Klausen)
som medvirkende ved Stiftelsen af et Alter for
Rosenkransbroderskabet i Albani Kirke. M. er
Forf. til 3 større gudelige Rimværker paa
Dansk: 1) »Om Jomfru Mariæ Rosenkrans«, en
Bearbejdelse af den fr. Dominikanermunk
Alanus de Rupe’s Digt om Rosenkransen
(Paternosterbaandet), indeholdende bl. a.
Betragtninger over Jesu Lidelse, knyttede til
Rosenkransens 15 »Skilstene«, 2) De creatione rerum, om
Skabelsen og Syndefaldet, 3) »Om alt
Menneskens Levned«, det syndige Menneskes Liv fra
Fødslen til Dommedag. M.’s Digte, som man
har kaldt den danske »Katolicismes Svanesang«,
udmærker sig ved en varm religiøs Følelse,
der er i Slægt med det bedste i den katolske
Mysticisme mod Middelalderens Slutning, og
ved Udtrykkenes Skønhed kan de undertiden
stilles ved Siden af de ypperste danske
Folkeviser. Om den Yndest, de vandt hos Samtiden,
vidner den Omstændighed, at de allerede blev
trykte (ved Povel Ræff) i Kbhvn 1514—15; »Alt
Menneskens Levned« blev udg. paa ny af A. S.
Vedel 1571 og 1576; sidst er »Hr. M.’s
Rimværker« udgivne af Chr. Molbech (Kbhvn 1836).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
