Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Michael (dansk gudelig Digter) - Michael (byzantinske Kejsere) - Michael (Konge af Polen) - Michael (Storfyrster af Rusland)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I hans Thomissen’s protestantiske Salmebog
(1569) optoges fl. af M.’s Digte i omarbejdet
Skikkelse, hvorefter de har faaet Plads i fl.
af den danske Folkekirkes Salmebøger (f. Eks.
Salmebog for Kirke og Hjem Nr 462, 588, 635).
(Litt.: »Aarsberetninger og Meddelelser fra
det store kgl. Bibliotek«, I, 220 ff.).
V. D.
Michael, byzantinske Kejsere.
1) M. I Rhangabes (811—13), blev
Kejser efter sin Svoger Staurakios, hvem han tvang
til at nedlægge Kronen. Han var som Regent
stærkt afhængig af Gejstligheden. Mod
Bulgarerne kæmpede han uheldig, og efter et
Nederlag ved Bersinikia blev han afsat af Hæren.
2) M. II (820—29), var opr. Officer. Som
saadan deltog han i en Sammensværgelse mod
Leo V, men blev fængslet. Da imidlertid Leo
var blevet myrdet, blev han befriet fra
Fængslet og udraabt til Kejser. Han fik senere et
farligt Oprør i Lilleasien at kæmpe imod og
maatte ogsaa værge Riget mod Arabernes
Angreb. I Billedstriden optraadte han moderat.
Han efterfulgtes af sin Søn Theofilos.
3) M. III (842—67), Søn og Efterfølger af
den nys nævnte Theofilos, var et Barn, da han
blev Kejser, hvorfor Regeringen indtil 856
førtes af hans Moder Theodora. Efterhaanden
udvikledes der dog et daarligt Forhold mellem
ham og Moderen. Senere fik hans Onkel,
Bardas, stor Indflydelse, men blev til sidst dræbt,
hvorefter Kejseren tog Basileios, en Mand af
ringe Herkomst, til Medregent. Men denne
dræbte ham Aaret efter og satte sig selv paa
Tronen. M. selv blev aldrig i Stand til at
regere; han var udsvævende og interesserede sig
i overordentlig Grad for Væddekørsel, hvori
han personlig deltog. Under hans Regering gik
Sicilien efterhaanden tabt for Riget, men der
blev dog vundet fl. Sejre over Araberne. Det
var ogsaa under M., at Kyrillos og Methodios
missionerede bl. Slaverne.
4) M. IV Paflagonieren (1034—41), blev
Kejser ved at ægte Enkekejserinde Zoe. Selv
var han lidet anset, men hans Broder
Johannes førte Regeringen med Kraft.
5) M. V Kalafates (1041—42), foreg.’s
Søstersøn, blev allerede udnævnt til
Underkejser af sin Morbroder og besteg Tronen efter
hans Død. Endskønt Enkekejserinde Zoe havde
hjulpet ham dertil, satte han hende dog i
Kloster. Følgen blev et Oprør, og efter 4
Maaneders Regering blev M. blindet og sat i
Kloster.
6) M. VI Stratiotikos (1056—57), var
en General, der af Kejserinde Theodora
udnævntes til hendes Efterfølger. Men kort efter
blev han styrtet ved en Militæropstand, som
lededes af Isaak Komnenos, der derefter
besteg Tronen.
7) M. VII Dukas (1071—78), Søn af Kejser
Konstantin X, blev Kejser efter sin Stiffader
Romanos IV, da han var blevet taget til Fange
af Seldshukkerne. Efter en lidet berømmelig
Regering blev han afsat og sat i Kloster.
8) M. VIII Palaiologos (1259—82), var
først Formynder for Johannes IV, men blev
snart Medkejser og regerede alene fra 1261,
da Johannes blev blindet og afsat. I de første
Aar residerede han i Nikaia, da de fleste
europæiske Lande med Konstantinopel var i
Frankernes Magt. Men han tog straks fat paa
Generobringen, og 1261 vandt han Konstantinopel
ved Genuesernes Hjælp. Derefter fortsatte han
Kampen, dels mod Fyrst Vilhelm af Achaia,
dels mod Frankerne i Epeiros. En farlig
Modstander fik han ogsaa i Karl af Anjou, da han
havde faaet Magten i Neapel. Han maatte
endog for at vinde Pavens Bistand 1274 bekvemme
sig til at anerkende hans Supremati, men det
kom dog snart til et Brud. M. var en despotisk
Regent, men dygtig som Feltherre og som
Diplomat.
9) M. IX (1295—1320), Søn af Andronikos II,
regerede kun som Faderens Medregent og døde
før han.
H. H. R.
Michael (M. Thomas Korihut
Wisniowiecki), Konge af Polen, f. 1638, d. 10.
Novbr 1673, var Søn af Woiwoden Jeremias
Wisniowiecki og var i Slægt med den gamle
jagellonske Kongestamme. Da den polske
Trone blev ledig ved Johan Kasimir’s Abdikation
1668, opstod der en langvarig Strid paa
Rigsdagen om Kongevalget, idet ingen af de to
Tronkandidater, Filip Vilhelm af
Pfalz-Neuburg og Prins Karl af Lorraine, kunde faa
Majoriteten for sig, indtil man endelig opgav
begge Prætendenter og kastede Stemmerne
over paa den fattige og lidet ansete M., der i
Beg. ikke vilde tro, at Valget var alvorlig ment
og skal have fældet Taarer, da hans Valg blev
proklameret (19. Juni 1669), vistnok i Følelsen
af sin fuldkomne Mangel paa Evne til at styre
et Rige som Polen. Hans korte Regeringstid
blev ogsaa i alle Maader uheldig, idet han
hverken var i Stand til at standse det indre
Anarki ell. de udvortes Fjender. Foragtet af
den høje Adel, der 1672 lagde en Plan til at
afsætte ham, støttede han sig til den lavere
Adel, men forsømte under Bestræbelserne for
at sikre sin Krone Landets Forsvar mod
Tyrkerne, med hvem han sluttede en vanærende
Fred (18. Septbr 1673), hvorved hele Podolien
afstodes. Johan Sobieski fik Rigsdagen til at
nægte at bekræfte denne Fred, og midt under
den oprørske Bevægelse, der herved
fremkaldtes, døde M. i Lemberg, Dagen før
Sobieski ved sin berømte Sejr over Tyrkerne
ved Chotin reddede Polens Ære.
(C. F.). C. A. T.
Michael [mika’i£], Storfyrster af Rusland.
1) M. Paulovitsch (1798—1849), Søn af
Kejser Paul, udmærkede sig under
Soldateropstanden Decbr 1825 ved stort Mod og
Besindighed og havde væsentlig Del i dens
Undertrykkelse. 1828 deltog han som Chef for
Ingeniørerne i Krigen mod Tyrkiet, særlig ved
Brailas Belejring, og 1831 i Kampen mod
Polakkerne. Han var senere Chef for Garden og
Stormester for Artilleriet. Siden 1824 var han
gift med Helene, Datter af Prins Paul af
Württemberg, en meget aandrig Dame (1807—73). 2)
M. Nikolajevitsch (1832—1909), Søn af
Kejser Nikolaj I, uddannedes til Officer og blev
1864 Statholder i Kaukasien. Han førte med
Udmærkelse 1877—78 Krigen i Armenien og
blev til Løn Generalfeltmarskal; kaldtes 1881
tilbage fra Kaukasien og blev Præsident for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
