Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Michelsen, Peter Christian Hersleb Kjerschow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dettes Sammentræden indtraf den efter
Valgudfaldet ventede Ministerkrise, og M. blev
kaldet til at tage Sæde i den Hagerup’ske
Samlingsregering af 22. Oktbr 1903 som Medlem af
Statsraadsafdelinigen i Sthlm. Spørgsmaalet om
Oprettelse af et eget norsk Konsulatvæsen kom
snart til at overskygge alle andre. Det viste sig
efterhaanden, at Regeringens Stilling var
svækket ved indbyrdes Uenighed mellem dens
Medlemmer om Veje og Maal, hvor det gjaldt at
møde den sv. Modstand. M. fandt da Situationen
uholdbar. Han var Repræsentant for den i Beg.
ikke ret talrige Fraktion, som indsaa, at
skulde Norges Ret og Ære ikke forspildes ved en
yderligere Udsættelse med Stridens Løsning,
fik Knuden hugges over. Denne Opfatning brød
igennem med uimodstaaelig Magt, takket være
ikke mindst M.’s enestaaende Evne til at tænde
Begejstringen og vække Modet. Med genial
Intuition fandt han Formlen for den Aktion, som
krævedes, og engang begyndt udviklede han sit
Program med den overlegne Leders Evne til
at bøje alle medvirkende Kræfter sammen i
sejg Handling. Han viste herunder i eminent
Grad den erfarne Forretningsmands Sans for
reelle Værdier, for de formaalstjenlige og
praktisk gennemførlige Udveje, og imponerede ved
sit hurtige og skarpe Hoveds Snarttænkthed og
Klarhed. M. indledede den ny Politik med at
bryde ud af den Hagerup’ske Regering. 28.
Febr 1905 indgav han, og sammen med ham
Statsraad J. Schøning, sin Afskedsansøgning
med den Begrundelse, at han »i Spørgsmaal af
afgørende Bet.« ikke kunde slutte sig til
Ministeriets Chef og dets Flertal. Ved dette Skridt
var Regeringenis fortsatte Bestaaen under de
givne Forhold faktisk umuliggjort, og allerede
den flg. Dag indgav dens øvrige Medlemmer
deres Demission. Alle forstod, at dermed var
enhver yderligere Nølepolitik skrinlagt, og alles
Øjne rettedes nu mod M. som den ny Fører.
M. paatog sig Opgaven, og 11. Marts blev hans
Ministerium udnævnt. Det var i
Overensstemmelse med hans Program sammensat af Mænd
tilhørende Retninger fra yderste Højre til
yderste Venstre. Som denne Regerings store
Opgave angav han i en Programerklæring i
Stortinget 15. Marts »i Samarbejde med
Stortinget at gennemføre Norges grundlovsmæssige
Ret til eget norsk Konsulatvæsen og hævde
Norges Suverænitet som et frit og selvstændigt
Folk«. Uden Tøven søgte M. at gøre disse
prægnante Ord til Sandhed. Det af Stortingets
saakaldte »Specialkomité« udarbejdede Forslag
til Lovbeslutning i Sagen blev, varmt anbefalet
af M., enstemmig vedtaget af Odelstinget 18. og
af Lagtinget 25. Maj. Da Loven nægtedes
Sanktion, og Kongemagten — under Paaberaabelse
af, at nogen anden norsk Regering ikke paa
dette Tidspunkt kunde dannes — nægtede at
bifalde Statsraadets umiddelbart paafølgende
Afskedsansøgning, havde Regeringen kun een
Vej at gaa: at lægge Sagen i Stortingets Haand.
Som Svar paa M.’s Meddelelse herom i
Stortingsmødet 7. Juni bemyndigede Stortinget
Medlemmerne af det aftraadte Statsraad »til
indtil videre som den norske Regering at
udøve den Kongen tillagte Myndighed i
Overensstemmelse med Norges Riges Grundlov og
gældende Love«. M. modtog paa egne og Kollegers
Vegne dette Hverv.
Unionen var sprængt, og M. stod for den
almene Bevidsthed som den, der først og
fremmest var det store Værks Fuldbyrder. Den
vanskeligste Del af Værket stod imidlertid
tilbage: Afviklingen af det brudte Unionsforhold.
Her gjaldt det Halvøens Fred og de gensidige
Ofre, de to Nationer maatte gøre, skulde denne
Fred ikke forspildes. M. lagde hele sin Styrke
i Hævdelsen af den Opfatning, at en fremtidig
Forstaaelse dem imellem ene var mulig paa
Grundlag af et fredeligt Unionsopgør. At
opnaa et saadant var for ham og den øvrige
Regering et Maal, der ikke et Øjeblik maatte
slippes af Syne. Denne Grundopfatning var
bestemmende for hans Holdning under de
Forhandlinger, der fra 31. Aug. til 23. Septbr
førtes i Karlstad mellem Delegerede fra begge
Lande, og som førte til Afslutning af en Række
Traktater vedrørende Opløsningen af Unionen
mellem Norge og Sverige. Paa disse
Overenskomsters Forudsætninger, Indhold og
Udformning havde M. som Norges mest fremskudte
Underhandler en afgørende Indflydelse i
Retning af Fred og vordende Udsoning.
Ingen havde stærkere end M. Følelsen af, at
saa snart Norges fulde Uafhængighed og
Selvstændighed var gennemført og havde faaet den
beseglende Anerkendelse af Magterne,
Grundloven revideret og det norske Kongedømme
givet sine nødvendige Attributter, hvilket
altsammen fulgte Slag i Slag endnu samme Høst,
var dermed egl. ogsaa det Mandat, der var
stillet Regeringen af 7. Juni, fyldestgjort. Den
kunde paa dette Tidspunkt meget vel have
trukket sig tilbage. Situationen gjorde det
imidlertid til en Pligt for den at fortsætte. Der
stod intet parlamentarisk Flertal rede til at
overtage Magten, og nogen principiel
Meningsforskel om de nærmest foreliggende politiske
Opgaver herskede der lige saa lidt mellem dens
enkelte Medlemmer indbyrdes som mellem
disse og Stortingets Flertal. Umiddelbart efter
Kroningsfestlighederne fremlagde M. 26. Juni
1906 i Trondhjem i et Foredrag, der aabnede
Aarets Valgkamp, Regeringens og
Samlingspartiernes Program. Han anbefalede en Politik,
der satte sig som sin første Opgave »at trygge
og befæste Resultaterne af 1905«, hvilket
Program han nærmere udformede i en Række
Punkter, der stillede konkrete Opgaver for
Regeringens Politik. Denne bar Sejren hjem.
Regeringen fik i Stortinget et stort Flertal. Men
dette Flertal var ikke ensartet, ikke stærkt.
Det bar Opløsningens Spirer i sig.
Oppositionens stærkeste Anke mod Regeringen gjaldt
nemlig, at dens Forslag til Love om Bevarelse
af Landets Naturrigdomme for dets egne
Borgere ikke fandtes vidtgaaende nok. De Angreb,
Regeringen paa dette Grundlag blev Genstand
for, samlede sig i Løbet af Stortingets
Vaarsession 1907 til hele Stormløb, der dog ikke
formaaede at rokke M.’s Magtstilling.
Imidlertid var hans Helbred, der aldrig havde været
stærkt, undergravet af de sidste Aars Kampe
og Spænding. Uden politisk Foranledning søgte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
