Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Monrad, Ditlev Gothard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa over en Ironi, som hakkede
Modstanderne sønder og sammen, men rigtignok ogsaa
skabte ham selv mange Uvenner. Over saa godt
som hele Rigsdagsforhandlingernes Omraade
strakte hans Arbejde sig: Landbolovgivning,
Kirke- og Skolesager, kommunale og
Finanssager og ikke mindst »den store Politik«. Som
Finansudvalgets Formand bidrog han væsentlig
til at skabe og udforme den finansielle
Styrelsesform, som i Hovedsagen holdt sig i den flg.
Tid, og ham var det, der fremsatte det store
Forslag om en Tvangsafløsning af Fæsteforholdet,
som blev Grundlaget for det senere
Arbejde paa denne Sag. I den alm. Politik
hældede han stærkere til Helstatstanken end nogen
af de andre nationalliberale Førere, og det faldt
ham derfor forholdsvis let at acceptere
Januarkundgørelsen som Grundlaget for Fremtidens
danske Politik, ligesom han i det væsentlige
støttede Ministeriet Bluhme ved Gennemførelsen
af Lovene om Tronfølgen og Toldenheden. Han
lededes ogsaa her af Omsorg for Opretholdelsen
af Junigrundloven for Kongerigets
Vedkommende, idet han havde den Opfattelse, at den
nylig vundne konstitutionelle Frihed let kunde
gaa tabt under den indtraadte Reaktionsperiode,
hvis man ikke undgik alt for voldsomme
Sammenstød m. H. t. Ordningen af Monarkiets
Forfatningsforhold. Paa den anden Side var han
beredt til ikke at vige en Tomme, saa snart det
gjaldt Grundloven for Kongeriget, og da
Ministeriet Ørsted forsøgte at anfægte denne, blev
han, som under de tidligere politiske Kampe
havde været snarest moderatere end sin
Medbejler til Førerskabet, Hall, nu tilbøjelig til en
langt mere yderliggaaende oppositionel Politik
end denne. Dette var en medbestemmende
Aarsag til, at M., som af Ørsted 1854 var bleven
afskediget fra sit Bispeembede, ikke kom med
i det Bang’ske Mæglingsministerium, som ved
Udgangen af samme Aar fulgte efter det
Ørsted’ske. 1855—59 virkede M. som Overdirektør for
Folkeskolevæsenet og som Departementschef (fra
1858 Direktør) i Kultusministeriet under Hall
og viste her fremragende administrative Evner.
Ham var det, som i Virkeligheden udarbejdede
og gennemførte Skoleloven af 1856, og talrige
Reformer paa Undervisningsvæsenets Omraade,
navnlig i Retning af en forbedret
Læreruddannelse (Seminariereformen, Lærerkursusene,
Lærerindeeksamenens Indførelse), skyldtes ham.
6. Maj 1859 indtraadte han som Kultusminister
i Ministeriet Hall, men gik af sammen med
det øvrige Ministerium 2. December samme
Aar. M. havde i det væsentlige holdt sig
uden for den Krig mod Grevinde Danner og
Kammerherre Berling, som var Aarsagen til
Ministeriets Afgang, og det faldt derfor Kongen
naturligt at anmode ham om at danne det ny
Ministerium, da det efter Rotwitt’s Død Febr
1860 viste sig nødvendigt at vende tilbage til
den nationalliberale Styrelse. M., som da
opholdt sig i Paris, paatog sig Hvervet, men
maatte afgive Konseilspræsidiet til Hall, da
denne nægtede at tjene under ham. Rivaliteten
mellem Hall og M. strakte sig mere ell. mindre
aabenlyst gennem hele dette andet Hall’ske
Ministeriums Levetid. M. lagde ikke Skjul paa,
at han kun nødig opgav Helstaten, og det var
kun modstræbende, at han ved
Begivenhedernes Udvikling lod sig drage med til
Martskundgørelsen af 1863 og den derefter flg.
Novemberforfatning. I denne Periode var Førerskabet
inden for det nationalliberale Parti afgjort
tilfalden Hall. Man indrømmede vel, at M.’s
Evner i det hele var rigere og mangfoldigere end
Hall’s, men den særlig partiledende og
partisammenholdende Evne fattedes ham, og man
ansaa ham ikke for at være en saa støt og
paalidelig politisk Karakter som Hall. Man frygtede
hans »Genialitet« og hans Stemningsbevægethed,
og fremfor alt stolede man ikke ret paa ham
i de nationale Spørgsmaal, fordi han vidstes
inderst inde at hælde til Helstatspolitikken. Det
at Hall saaledes kom til at staa som den
nødvendige Leder af den alm. Politik, bragte M. til
for en Stund med hele sin Energi at kaste sig
over de indre Spørgsmaal, hvor han ingen
jævnbyrdig Medbejler fandt, og som
Kulturminister og midlertidig Indenrigsminister 1860—61
udførte han da ogsaa det betydningsfuldeste
Reformarbejde, som endnu var faldet i nogen dansk
konstitutionel Ministers Lod. Han forbavsede og
imponerede alle ved sin vidtstrakte Sagkundskab
og enestaaende Arbejdsevne, og skønt han
ingenlunde lagde Fingrene imellem i Debatten, viste
han sig, hvor det gjaldt de praktiske
Afgørelser, i Besiddelse af en sjælden lykkelig Haand
til at føre selv de vanskeligste og mest
omstridte Sager til en heldig Afgørelse. Af stor
Bet. blev det her, at han, trods Uenighed og
Strid paa mange Punkter, altid bevarede et ret
godt Forhold til Bondevennerne og endog til
Tider viste sig i Besiddelse af en betydelig Magt
over dem. Han gennemførte i Samlingen
1860—61 saa betydningsfulde Love som Fæsteloven,
Stempelloven, Lovene om de jysk-fynske
Jernbaner, om de kommunale Skatter i Kbhvn m. m.
Rigsdagsforhandlingerne i denne Samling
vrimler af Udtalelser af beundrende Hyldest til ham
fra de forsk. Partiers Side, og den store
parlamentariske Forsoningsfest, som ved Samlingens
Slutning afholdtes paa Hotel d’Angleterre,
formede sig til en Ovation for ham. Septbr 1861
overdrog Hall imidlertid, sikkert meget imod
M.’s Ønske, Indenrigsministeriet til Lehmann,
og M. maatte fremtidig nøjes med
Kultusministeriet. Da Hall i Decbr 1864 indgav sin og
Ministeriets Demission, opfattede han det som
en stiltiende Overenskomst, at ingen af den
afgaaede Regerings Medlemmer maatte indtræde
i en ny Kombination, og det vakte derfor hos
ham og de toneangivende Nationalliberale i det
hele megen Uvilje, at M. paatog sig at danne
det ny Ministerium. Hall vægrede sig bestemt
ved at indtræde heri, og i den 31. Decbr
dannede Regering maatte M. selv overtage
Konseilspræsidiet og Finansministeriet, omgiven af
til Dels ny og uprøvede Mænd. De fortvivlede
Forhold 1864 voksede ham som alle andre over
Hovedet, og han formaaede ikke at afværge de
uundgaaelige Konsekvenser af den hidtil fulgte
Politik. Da Folkestemningen efter Dannevirkes
Fald vendte sig saa afgjort imod ham, lagde
han baade personligt Mod og overlegen
Besindighed for Dagen. Et skæbnesvangert Misgreb
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
