Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Monrad, Ditlev Gothard - Monrad, Jørgen Herman - Monrad, Marcus Jacob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
begik han ved at forkaste det engelske Forslag
om en Deling af Slesvig efter Voldgiftskendelse,
og da den efter London-Konferencens
Sprængning genoptagne Krig vedblivende forløb
uheldig, og Haabet om fremmed Hjælp glippede,
traadte han og hans Ministerium efter Kongens
Opfordring tilbage 8. Juli 1864. Dybt nedbøjet af
Landets Ulykke og tynget af sin egen
Ansvarsfølelse besluttede han i Slutningen af 1865 at
forlade Landet og drage til Ny Zeeland, hvor
han købte Jord og gennem et virksomt
Nybyggerliv genvandt sin Sundhed og
Sjælsligevægt. 1869 vendte han da tilbage til sit
Fædreland og virkede her først som Præst i
Brøndbyøster og -vester ved Kbhvn, siden fra 1871 som
Biskop over Laaland-Falsters Stift. Fra 1864
havde han genoptaget sin litterære Virksomhed
og dels udgivet Oversættelser af fl. af de
gammeltestamentlige Skrifter, dels en Samling
Prædikener og det baade i Ind- og Udland saa
udbredte og skattede Skrift »Fra Bønnens
Verden«, foruden fl. mindre Arbejder om kirkelige
Emner. Ogsaa for Politikken bevarede han en
levende Interesse, hvad han viste ved de
aandfulde Foredrag, som han 1869 holdt under
Titelen »Politiske Drømmerier«, ved Udgivelsen af
en Række »Politiske Breve« og navnlig ved
gentagne Gange at søge Valg til Folketinget. Dette
mislykkedes to Gange for ham: i Helsingør
vragedes han af Højre, i Roskilde af Venstre, og
først 1881 valgtes han i Middelfart ved Venstres
Hjælp. Han gik ind i Rigsdagen i det Haab at
kunne tilvejebringe en Forsoning mellem de
stridende Partier gennem et positivt
Reformarbejde, men Forsøget glippede, og 1886 trak
han sig tilbage. I Folketinget sluttede han sig,
trods sin Misbilligelse af Visnepolitikken,
nærmere og nærmere til Venstre og var en afgjort
Modstander af Provisoriepolitikken. (Litt.:
Th. Graae, »D. G. M.« [Kbhvn 1887]; P.
Vedel, »Bidrag til M.’s Biografi« [i »Tilskueren«
1904 og 1905]; Fr. Nørgaard, »D. G. M.«
[1908]; »D. G. M.’s Deltagelse i Begivenhederne
1864« [udg. af Aage Friis, 1914]).
N. N.
Monrad, Jørgen Herman, dansk Præst
og Forf., f. i Marvede Præstegaard 4. Febr 1848,
d. i Kbhvn 18. Oktbr 1903. Student 1867, Cand.
teol. 1873. Efter en Tid at have været ordineret
Medhjælper hos Sognepræsten i Søborg blev
han 1875 Kapellan pro loco i Farum, 1878
Sognepræst for Lem og Vejby i Salling, 1883
Sognepræst i Køge, 1890 sin Svigerfader C. J. Brandt’s
Efterfølger som Præst ved Vartov og 1894
Sognepræst ved den ny Frederikskirke
(Marmorkirken). Som Forfatter var M. først og fremmest
Journalist, slagfærdig og rammende, fuld af Vid
og Lune, over for forloren Højtidelighed ell. flot
Radikalisme skarpt satirisk. »Dansk Kirketidende«,
hvis Redaktør han var siden 1890, blev ved
ham til et Salt i den kirkelige Forhandling
M.’s kirkelige Stilling var den: konservativ i
Troen, liberal i Forfatningen, og paa begge
Punkter følte han sig som Grundtvig’s trofaste
Lærling. For Redelighedens Skyld vilde han, at
det nuværende Præsteløfte skulde afskaffes, saa
Folkekirken kunde blive saa rummelig og
taalsom, at enhver, der satte Pris paa at nævnes
som Kristen, kunde faa sin religiøse Trang
tilfredsstillet derinde, men samtidig vilde han, at
det aldrig maatte fortones, hvad der er den
sande Kristendom, den, som bøjer sig for
Trosbekendelsen nemlig, og hvad der er
Rationalisme. Sin kirkelige og kirkepolitiske Opfattelse
har han lagt frem i »Dansk Kirkeliv i
Halvfemserne. En Skildvagts Anfægtelser og
Opmuntringer« (1901); om hans æstetiske Evner og
aandfulde Forstaaelse af Grundtvig vidner hans
Bog »Studier over Grundtvigske Digte« (1896).
M. var Medstifter af »Kirkeligt Samfund 1898«,
der arbejder for at vedligeholde og vække
kirkeligt Liv i Grundtvig’s Spor.
L. M.
Monrad, Marcus Jacob, norsk Filosof,
f. 19. Jan. 1816 paa Nøterø, d. i Kria 30. Decbr
1897, blev Student 1834, Cand. teol. 1840,
Adjunktstipendiat i Filosofi og spekulativ Teologi
1841. Udset til en ledig Lektorpost i Filosofi ved
Sverdrup’s Afgang sendtes han med Stipendium
paa en længere Studierejse i Udlandet 1842—44.
1845 udnævntes han til Lektor, 1851 til Prof.
ved Kria Univ., i hvilken Stilling han virkede
til sin Død. M. var i mange Aar Præses i
Videnskabsselskabet i Kria. Ved Upsala Univ.’s 400
Aars Jubilæum 1877 kreeredes han til
Æresdoktor i dets filosofiske Fakultet.
M. har fremstillet sin filos. Opfattelse i fl.
Værker, som udmærker sig ved en konsekvent
og aandfuld Gennemføring af Grundtanken,
Stilens Klarhed og Ligevægt og Forfatterens
omfattende Viden. Særlig i »Tankeretninger«
(1874 og senere) har han ud fra sin Grundopfattelse
givet en aandrig Fremstilling og Kritik af de
mest fremtrædende Aands- og Livsretninger
efter Hegel. Schelling’s Virkelighedsfilosofi var
endt med en Dualisme mellem Eksistens og
Tænkning. En tilsvarende Dualisme paa det
religiøse Omraade finder man i Norden hos S.
Kierkegaard, der betoner Troen som et
Eksistensforhold, hvori Paradokset lidenskabelig
fastholdes mod Fornuften. Hans Ensidighed er
Pietismens; den er i Virkeligheden positivistisk,
for saa vidt den ikke har et almengyldigt, men
et vilkaarlig valgt Grundlag. Ogsaa for dens
Modsætning Ortodoksien er den guddommelige
Sandhed noget partikulært, ikke almengyldig.
Den udæsker ved sin lærde Objektivitet en
ensidig Følelsesretning, Grundtvigianismen, i
hvilken den kirkelige Positivisme befinder sig i
Selvopløsning. For den antireligiøse
Positivismes mest aandrige Repræsentant Feuerbach er
det absolutte en Abstraktion, kun det endelige
virkeligt; det sidste maa for ham derfor blive
Naturen, og Tænkningen kun en tilfældig
Virksomhed i denne. Comte’s Positivisme er en paa
det haandgribelig faktiske rettet tør
Forstandsrefleksion, der søger at supplere sig ved en
ensidig Følelsesretning, men forgæves, fordi
den afskærer Tankens Anvendelse paa det
uendelige. Berøringen mellem den religiøse og
antireligiøse Positivisme viser sig bedst hos det
engelske Folk med dets udprægede Sans for
Kendsgerninger; ingensteds er den almindelige
Idé i mindre Kurs. Anglikanismen med dens
stive Observans er Protestantismen paa det
laveste Trin. Stuart Mill’s Positivisme
anerkender ikke nødvendige almengyldige Sandheder.
I Darwinismen raader en Hensigtsmæssighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
