Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mosdyr - Mose
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til de egl. M. (Ectoprocta); en anden Gruppe
(Endoprocta) føres af mange andet Steds hen
og er i hvert Fald meget afvigende; baade
Mund og Gat munder indenfor Tentakelkransen,
og Tarmkanalen er fast indlejret i Kroppens
Væv. Tentaklerne kan ikke trækkes ind, men
kun rulles ind i Spidsen. Hertil Pedicellina og
Loxosoma; de sidste er enlige Former, der
sidder fast paa forsk Orme. M.’s systematiske
Stilling er tvivlsom, tidligere regnedes de tillige
med Brachiopoderne til Bløddyrene, nu menes
de at være nærmere beslægtede med
Ledormene. M. har haft stor Bet. som kalkdannende
Organismer. Cyclostomata begynder allerede i
Silur, naar deres fulde Udvikling i Jura og ældre
Kridt for derpaa at tage af i Antal indtil
Nutiden. Chilostomata er først sikkert paavist i
Kridt; i øvre Kridt og Tertiær udfolder de en
forbavsende Rigdom. Hos os bestaar Limstenen
og en betydelig Del af Faxe Kalkbanke af
Bryozokalk. (Litt.: Hincks, A history of
the british marine Polyzoa [2 Bd London 1880];
G. M. R. Levinsen i Zoologia danica [9.
Hefte 1894]; Samme, Studies on Bryozoa [Vid.
Medd. Nat. Foren. 1902]; S. F. Harmer, On
the morphology of the Chilostomata [Quart.
Journ. micr. sc. 46. Bd 1903]).
T. K.
Mose (norsk Myr) betegner dels enhver
Forekomst af biogene Vand- og Vaadbundsaflejringer,
hvis Udvikling er skredet frem til
Dannelsen af Tørv, dels de paa Tørvejord levende
Plantesamfund. Dannelsen af M. foregaar
lettest i Jordstrøg, som har et tempereret,
middelfugtigt Klima, vanskeligere i kolde (arktiske,
alpine) og i meget varme (tropiske) Jordstrøg.
I disse har man dog i de senere Aar paavist
udstrakte M. M. er en Nutidsdannelse
(Alluvium), som opstaar, hvor Planter vokser i
Mængde ved ell. i stillestaaende ell. svagt
rindende Ferskvand. Efter Dannelsesmaaden
skelnes der i Nordeuropa mellem tre
Hovedgrupper af M.: Tilgroningsmoser (Sø-,
Flod-, Aamoser), Overrislingsmoser
ell. Vældmoser og Forsumpningsmoser.
Et Snit gennem en Sømose viser
oftest flg. Lag nævnte fra Bunden: Arktisk Ler,
Gytje, Tørv. Vældmoser kan opstaa, hvor
Kilder træder frem; Opbygningen er meget
varierende, mosrige Tørvelag er hyppige, og ofte
findes Lag af Kildekalk; Overfladen er
hvælvet ell. skraanende. Forsumpningsmoserne
er fremkomne som Følge af, at en relativ tør
Bund, oftest i en Lavning, er bleven fugtigere,
saaledes at Tørvedannelsen har kunnet
foregaa; ogsaa her er mosrige Plantesamfund
fremherskende; Tørvelaget hviler direkte paa den
mineralske Undergrund. Tilgroningen af en Sø,
en Aa- ell. en Flodvig kan foregaa paa forsk.
Maade, idet forsk. Plantesamfund kommer til
Udvikling, det ene afløsende det andet. Enklest
foregaar Tilgroningen, oftest paa dybere Vand,
ved en Hængesæk, idet Tørvemos,
Sphagnum ell. Hypnum i Selskab med Halvgræsser,
især Star-Arter (Moskær) vokser ud over
Vandet, som bærer Plantetæppet oppe. Af Planter,
der særlig er knyttede til Moskær, maa nævnes
Soldug, Hvid Næbfrø, Blomster siv, Hjerteblad,
mange Blad- og Levermosser. Hængesækken
dør bort fra Undersiden, men fornys stadig fra
Oversiden, de døde Plantedele formuldes og
udskiller Humus, der farver Vandet brunt.
Efterhaanden dannes et Lag Moskærtørv, der ved
sin egen Vægt nedpresses, til det hviler paa
Søens Gytjebund. En Engvegetation ell. andre
Samfund kan derpaa erobre Pladsen. Eller de
forberedende Plantesamfund maa
virke først. I selve Vandet lever en Vandvegetation
med Arter af Aakande, Vandaks, Frøpeber,
Tusindblad, Kransnaalalger, Kildemos o. a.,
hvortil kommer en mikroskop. Flora og
Fauna (Plankton); den af Vandvegetationen
(-faunaen) dannede Aflejring kaldes Gytje.
Langs Kysten trives Rørsumpen med Tagrør,
Kogleaks, Dunhammer o. m. a., dannende en
stærkt dyndet Bund under Vandspejlet og
forberedende Pladsen for Engenes Plantesamfund,
der en stor Del af Aaret ligger over det
fri Vandspejls Niveau. Lavest bl. Engene er
Sumpengen, karakteriseret af høje og
tætstaaende Græsser og Star-Arter (Rørhvene,
Rørgræs, Tosnablet Star m. fl.), paa lidt højere
Niveau findes Græsengen med lavere
Græsser f. Eks. Mose-Bunke, Festgræs, Hirse-Star
og talrige smuktblomstrende Urter saasom
Engkabbeleje, Smørblomster, Kragefod, Troldurt
o. a. I Engene er Mosser alm. (Acrocladium,
Astrophyllum, Amblystegium); Bunden er blød,
dens uorganiske Bestanddele udgør mere end
50 % af Tørstoffet (Dyndjord). Derefter kan
Udviklingen skride videre med de egl.
Mose-Plantesamfund. Paa højere Niveau end
Sump- og Græsengen, over den normale
Højvandslinie, findes de egentlige
Mose-Plantesamfund udviklede; nogle af disse
kræver en næringsrig Bund (Græsmosen,
Ællemosen samt Vældmosens Plantesamfund),
andre trives i næringsfattigt Vand,
særlig Sphagnummosen. Bunden under disse
Plantesamfund indeholder mindre end 30 %
uorganiske Bestanddele i Tørstoffet (Tørvejord),
Sphagnumtørv ofte endog kun et Par %.
Græsmosen, der som de højere Enge ofte
er et Halvkultursamfund, betegner en videre
Udvikling af disse og er rig paa lave Græsser
og Halvgræsser og talrige Urter, navnlig
Trævlekrone, Engkarse, Leverurt, Kær-Tidsel.
Græsmosen kan faa Krat af Æl (Ællemose), Pil,
Birk med Indblanding af Pors, Ledum,
Tørstetræ og mange urteagtige Planter. Birkemosen
danner en Overgang mellem Ællemosen og
Sphagnummosen. Denne dannes i
kalkfrit ell. kalkfattigt Vand og bestaar næsten
udelukkende af Tørvemos. Tørvejorden giver
meget lidt Aske og er fattig paa Plantenæring.
Overfladen kan ofte være fuldstændig dækket
af Kæruldtuer, paa Sphagnum-Tuerne vokser
Tranebær, Multebær, Rosmarinlyng, Mosebølle,
Hedelyng, Klokkelyng og Revling, paa og
mellem Tuerne Cassandra, Ledum, Pors,
Dværgbirk og lave krybende Pilearter, foruden
mange Mosarter. Ofte kan Laver (mest
Cladonia-Arter) faa Indpas og dække større Strækninger
af Overfladen, navnlig hvor denne er tilbøjelig
til at blive tør. Medens Sphagnummoseme
p. Gr. a. deres hvælvede Overflade fra ældre Tid
benævnes Højmoser, kaldes navnlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
