Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Alm. Topografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stopper brat op mod Højfjeldet, som en
saakaldet Sækkedal (cul de sac). Mærkes bør
tillige de saakaldte Botner eller nicheformede
Indsnit i Fjeldsider. I hver Botns Bund enten er
der eller har der rimeligvis tidligere været en
Bræ, og det synes nu at være en noksaa alm.
Opfatning, at N.’s skarpe Tinder og Horn har
faaet deres Form derved, at Bræen har
skaaret sig ind i Fjeldsiderne. Det bør særlig
bemærkes, da det maaske ikke er uden Betydning
for Studiet af Landets Tilblivelseshistorie, at
den nedre Grænse for Botner gaar betydelig
lavere ned ude ved Kysten end i det indre
Land.
Af Indsøer har N. en stor Mængde. Som
allerede antydet er de fleste lange og smalle,
hvorhos de har trugformet Bund, hvis største
Dybde sædvanligvis findes noget oven for den
nedre Ende. Flere af Indsøerne er saa dybe, at
deres Bund ligger betydelig under Havets
Overflade, f. Eks. Mjøsens indtil omtrent 330 m og
Hornindalsvandets indtil omtrent 430 m under
Havets Overflade. Særlig bemærkningsværdig
er den store Mængde Indsøer, der findes i
nogenlunde samme Højde over Havet, saaledes
paa Østlandet de store Indsøer Mjøsen,
Randsfjorden, Sperillen og Krøderen med en
gennemsnitlig Højde af omkring 140 m. Paa Vestlandet
har man Hornindals-, Opstryn-, Olden-, Loen-
og Breimsvand, alle i Nordfjord, samt Graven-,
Eidsfjord- og Sandvenvand, alle i Hardanger.
Disse ligger ogsaa indbyrdes omtrent paa
samme Højde, nemlig omkring 50 m, men altsaa
noget lavere end de nævnte østenfjeldske Søer.
Foran de fleste Indsøer findes store Sletter ell.
Terrasser af Grus, Sand og Ler. Ogsaa af
Fosser har N. en stor Mængde; de højeste
findes som Regel paa Vestlandet, saaledes f.
Eks. Vettisfossen i Aardal i Sogn og
Vøringfossen i Maabødalen i Hardanger, hvilke
Fosse angives til en Faldhøjde af henholdsvis 260
og 145 m. C. 1,5 % af N.’s Overflade antages
bedækket med evig Sne og Is. De største
Snebræer (»Fonner«) er Jostedalsbræen c. 850
km2, Svartisen c. 460 km2 og Folgefonnen c.
280 km2. Anslagsvis opgives, at c. 3 % af
Landets Areal er dyrkede, og c. 21 % er
bevoksede med Skov, medens største Delen af
det øvrige Omraade er Fjeldmarker.
Der er endnu udført alt for faa
Højdemaalinger i N. til, at man med nogenlunde
Sikkerhed kan angive Landets Areal inden forsk.
Højdegrænser. Man antager imidlertid, at kun
c. 12 % af Landets Overflade ligger lavere end
150 m, og at omtrent Halvparten af Landet er
højere end 500 m. Højeste Top, Galdhøpiggen
(2468 m), er tillige det højeste Punkt i Europa
N. f. Alperne. Angaaende Detailler vedrørende
Landets Overfladeforhold henvises til
Leksikonets Fylkes- og Herredsbeskrivelser samt til
dets Artikler vedrørende enkelte Fjelde,
Indsøer m. v. Som en orienterende Oversigt kan
følgende tjene: Kjølen er, som allerede
antydet, den geogr. Fællesbenævnelse paa den
lange Række af Fjelde, der fra Østfinmarkens
sydvestlige Del til noget S. f. Indsøen Fæmunden
i det væsentlige følger Rigsgrænsen. I Finmark
Fylke og Troms Fylke har de her henhørende
Fjeldtoppe ingen synderlig Højde. Længere S.
findes derimod flere betydelige Toppe, blandt
hvilke særlig bør nævnes Sulitelma (1014 m) i
Salten, Okstinderne (1912 m) i Helgeland samt
Kvigtind (1703 m) og Jetnamsklumpen (1521 m)
paa store Børgefjeld ved Grænsen mellem
Nordlands og Nord-Trøndelag Fylke. I Namdalen
har Fjeldene atter en mindre Højde, og forsk.
store Indsøer skærer sig ind i Højderyggen
saavel fra norsk som fra svensk Side. Længere S.
hæver der sig igen enkelte høje Toppe,
hvoriblandt Sjækerhatten (1137 m) N. f. Værdalen,
Syltoppene (1710 m) i Tydalen og Storvigelen
(1582 m) Ø. f. Røros. Ogsaa i disse Egne er
Højderyggen fl. St. gennemskaaret af
Indsænkninger, af hvilke særlig bør mærkes det Pas,
hvorigennem Hovedvejen fra Levanger til
Jämtland gaar (Pashøjde 515 m), og det Pas,
hvorigennem Jernbanen fører ind fra Trondhjem
til Jämtland (Pashøjde 593 m paa svensk Grund).
Blandt Toppe paa den sydligste Del kan mærkes
Svukuen eller Svukufjeld (1426 m) Ø. f.
Fæmunden og Faksefjeld (887 m) i Tryssil. Dette
sidstnævnte Fjeld regnes almindeligvis som Kjølens
sydligste Punkt i N., idet Fjeldene derfra langs
Rigsgrænsen S. over bliver stedse lavere og
lavere Aaser. Derimod skyder der omtrent fra
Faksefjeld en noget mægtigere Fjeldarm i
sydøstlig Retning ind i Sverige, hvor den dog
ogsaa snart gaar over til lave Aaser.
Til lettere Oversigt skal vi behandle det
øvrige af Landet i 2 Halvdele: Det nordlige
N. eller Tromsø Stift (ɔ: Finmarks, Troms og
Nordlands Fylke) og det sydlige N. Skellet
ligger omtrent ved 65° n. Br. Set i det store
kan Landet N. og V. f. Kjølen inden det
nordlige N. deles i Finmarkens (egentlig
Østfinmarkens) Fjeldslette samt Nordlands og
Finmarkens Kystfjelde. Disse Kystfjelde deles igen
i 2 Hovedrækker, af hvilke den ene gaar i
hovedsagelig nordøstlig—sydvestlig Retning fra
Magerøyen til Lofotens Øer. N. f. Lyngenfjorden
fører denne sædvanligvis Navn af
Vestfinmarkens Kystfjeldkæde og S. f. Lyngenfjorden af
Senjens og Lofotens Kystfjeldkæde. Den anden
Hovedrække, der benævnes Nordlands
Kystfjeldkæde, har en mere nordlig—sydlig
Retning og strækker sig fra Ofotfjorden til lidt
ind i Nord-Trøndelag Fylke. Alle disse
saakaldte Kystfjeldkæder, der dog ikke er
Fjeldkæder i dette Ords egl. Bet., omfatter saavel
de ydre Dele af Fastlandet som de udenfor
liggende Øer og har for en stor Del temmelig
forrevne Former med mange spidse Toppe, der
fl. St. rager højere op end Fjeldene inde ved
Rigsgrænsen. Den ovenn. Finmarkens
Fjeldslette omfatter Landet Ø. f.
Porsangerfjorden—Kautokeino. Den har en temmelig jævn
Overflade med en Middelhøjde af antagelig c. 300
m og styrter paa store Strækninger brat af
mod Havet, de saakaldte »Næringer«. Af
Fjeldtoppe findes kun ganske faa. De vigtigste er
Beskadas Fjeldene (655 m) V. f. Altenelv i den
omhandlede Landsdels vestligste Parti samt de
saakaldte Gaiser. Disse sidste er en Række
Fjeldtoppe, der ligger efter hinanden noget S.
f. og parallelt med den 70. Breddegrad fra lidt
Ø. f. Alten til hen imod Tana. Saavidt det til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
